DENNE GÅS ER SIMPELTHEN SET FOR GODT

Ingeborg og jeg var ude i morges, for at tælle Pulkens overnattende fugle. Jeg så bl.a. mindst 1400 sædgæs, 24 grågæs, 153 sangsvaner og en blå kærhøg, mens Ingeborg ikke så noget, før jeg foreslog, at vi gik ud og tjekkede den døde gås, som jeg kunne se ligge på odden i nord-Pulken (jeg kalder, rent privat, stedet for Vibefedtengen).
Da begyndte det først for alvor at være spændende for hende. Gåsen var både flot og blød, og hun ville gerne have den med hjem. Der satte jeg dog grænsen. Jeg kunne høre, at der var jagt, og det kunne vel være en skudt gås, som nogen ville komme og hente senere, og hvis der er noget jeg ikke vil, så er det at stjæle mine naboers jagtbytte, så gåsen fik lov at blive.

Det viste sig senere på dagen, at ingen naboer savnede dén gås, for den blev liggende - i hvert fald et stykke tid, indtil den blev ædt - af ti havørne!
Det var så også en udmærket kompensation for en gås, som ellers kunne være blevet min nytårsmiddag.

Her ser man, hvorledes gåsen bliver ædt af ti havørne (otte ses på billedet); det er en adult fugl, som spiser. Bemærk iøvrigt Aythya-kragen, som flyver forbi.

Ingeborg med sædgås på Vibefedtengen. 

Men hvad er det for en gås? Det er det klassiske problem: Fuglen er simpelthen set for godt. Det vidt udbredte orange på næbbet tyder på en 1k fugl. Overnæbbets cutting edges slår definitivt et sving. Hovedet er ret fuldfjedret og halsen virker kompakt. Disse ting tyder på tundrasædgås. Det vidt udbredte orange, leder dog tanken hen på 1k skovsædgås, men udbredelsen af orange på næbbet er en meget variabel karakter. Jeg tror det er en tundrasædgås, men hvor lige er cutting edges på en skovsædgås egentlig? Jeg vil meget gerne høre nogle kvalificerede bud på bestemmelsen.

Hel Figur. Oversiden bør kunne afsløre alderen.

Er sådan en gåsefod ikke bare smuk? I virkeligheden er den mere kontrastløs og voksagtig, og dermed langt dybere og mere koncentreret i farven, end fotoet her (taget med blitz) viser.

Vandstanden i Pulken er igen høj. Østersøen var igår 65 cm over normalvandstand, hvilket betyder, at vandet stuver op i Pulken. Samtidig har det jo, som bekendt, regnet helt vildt, i den seneste tid. Alt i alt har det resulteret i ekstremt højvande her, og Pulken er mindst 50% vanddækket og står i forbindelse med Egeside Sjö og Yngsjön. Det giver et smukt naturbillede, hvor engens små niveauforskelle står tydeligt frem. Man ser, at det lille kalkrigkær lige syd for krægekrattet nu er oversvømmet, og forstår lidt mere af detailforskellene i engen.

Intet nordlys, men månen stod op orange, overskåren, og hævede sig op i sydøstenvinden, omkranset af en orange halo, som var udfyldt med tyrkis. Sorte skyer drog hastigt mod nord. Vi er nu på nul grader.

Solopgang over eversvømmede enge, Pulken 30.12.2015

CARL ÆDLER

Jeg har på det seneste arbejdet med min tilgang til det, at se på fugle. Tankerne har gået på, at eftersom jeg sjældent har mulighed for, at tage på decideret fugletur, så må jeg se på de fugle, som jeg møder på min vej. Det betyder, at jeg gennem de seneste uger har fået en del husskader, alliker, musvitter og den slags i kikkerten. Overflyvende stormmåger granskes nøje; der er noget med fjerbedene omkring undergumpen, som jeg prøver på at få hold på. Jeg er altså begyndt, at tage vare på det selvfølgelige, tegne portrætter af knopsvaner, pibeænder og sådan noget. Det betyder, at jeg er begyndt, at bruge kikkerten mere, og jeg skal love for, at det har givet pote.

Den 25. december gik jeg tur med barnevognen i Farum, ned ad Kong Volmers Vej til Grettes Holm og videre østpå langs søen. Dernede fik jeg først kigget lidt på musvitter, så på hvinænder, og jo, hannerne har sorte undervinger. Ænderne lå fint, nær land. Farum Sø har en stejl nordbred, hvor vanddybden hurtigt falder, og jeg tror det var over denne undersøiske skråning de lå. Næste andeflok var en klat troldænder og jeg havde ikke kigget ret længe på dem, før en and med grå flanke, fortil flankeret af en hvid kile, kom ind i kikkertfeltet, for straks at dykke. Den kom op kort efter - halsbåndstroldand han! En super sjælden gæst fra Nordamerika i Farum Sø. Billedet nedenfor, som tydeligt viser halsbåndstroldandens karakteristika, tog jeg dagen efter, altså 26. december.

Halsbåndstroldand. Farum Sø 26.12.2015

Halsbåndtroldand er indenfor de seneste år set i Furesøen, Præstesø og Søndersø, senest i foråret 2014, hvor en adult han holdt til i Søndersø og Præstesø. Det er ikke umuligt, at det er den selv samme fugl, som nu igen har taget ophold i det indre Nordsjællands tunneldale. Det er heller ikke umuligt, at det ikke er. Under alle omstændigheder, var det en fantastisk oplevelse, at støde på sådan en super sjældenhed, sådan helt uforvarende. Fuglen blev set i Farum Sø til og med igår, af mange tilrejsende fuglekiggere, men den er ikke rapporteret idag.

Eftersom min nye taktik lader til at virke, følte jeg mig idag inspireret til at tage et smut omkring Valbyparken. Når det som sker, er det spændende, er succeskriteriet blishøne, og dem var der da også mange af. Ret snart hørtes et kald, som jeg umiddelbart tænkte var en isfugl, men fuglen kunne ikke findes, og jeg slog det hen. Men 54 toppede lappedykkere, hundreder af pibeænder og 50 store skalleslugere senere, kom den sgu frem, den lille blå vader, fløj nær forbi min obspost og gik til rast nær windsurferklubben. Turen afsluttedes med korttået træløber, en fed fugl, som er ret almindelig i Sydhavnen, hvor den liver op i hverdagen.

Det går udmærket. Det skal være mit nytårsforsæt, at intet er for kedeligt til at jeg løfter kikkerten.

Isfugl og blishøns, Kalveboderne 28.12.2015

ODDER "TWITCHABLE" VED NATURUM VATTENRIKET

Jeg havde egentlig afskrevet denne dag, det har været tåget. med sigt ned til 130 m (jeg ved det, for jag har målt). Mod forventning blev det alligevel en dag med en af de helt store naturoplevelser, nemlig et møde med odderen. Det behøver man ikke knytte så mange ord til.

Jeg havde fornøjelsen af en voksen odder, som sås ved fem tilfælde i løbet af ca halvanden time, den var tillidsfuld og nysgerrig - på billedet ovenfor ligger den ca 5-8 meter fra mig, under Naturum Vattenriket. Ved et tilfælde sås den i flere minutter. Den holder til i Helge Å under- og omkring Naturum, endda inde i det lille havnebassin. Tidligere idag sås to oddere, en voksen og en unge. Odderne har været stationære omkring Naturum i flere dage, så der eksisterer altså netop nu en sjældent god mulighed for at twitce odder.

Stor tak for en stor og fantastisk oplevelse til Frederik, som KRIX-larmade og til Birte og Naturums personale, som ringede mig op.

NORMAL VINTERNANDSTAND OG NOGET OM GÆS

Tundrasædgæs, Härnestad idag. Særligt fuglene til venstre illustrerer tundrasædgåsens sure næb. Det er pissesvært, at tage billeder af detteher, selvom fuglene er set godt.

Det var idag virkelig spændende, at vende tilbage til Pulken efter et par dages fravær. Spændende fordi total oversvømmelse var en mulighed, pga. snesmeltning fra Linderødsåsen, som i søndags var begravet i sne. Dog, mange faktorer spiller ind i Pulkens vandstand. Ikke mindst vandstanden i Østersøen. Vinden har været en tur i sydvest og er nu i syd. Et besøg ved stranden i Yngsjö viste, at havet for nylig havde været helt oppe og kysse klitfoden. Nu var det faldet igen, og virkningen sås tydeligt, da jeg kom til Pulken. Her var der nu nogenlunde normal vintervandstand. Den nyligt oversvømmede eng nord for Graften var tør igen, med nogle søer, og i Pulken havde vandet trængt ind i det centrale bassin, mens det i syd- og vest-Pulken, hvor det står i direkte forbindelse med Helge Å, havde trukket sig tilbage.
Det er meget typisk. Det tager tid for vandet at nå Pulkens centrale og nordlige dele, men når det er der, bliver det der til foråret, mens vandstanden i syd- og vest flukturerer
Indvirkningen på fuglelivet var tydelig. Gråændernes antal var reduceret fra 850 til ca 150 og havørnene var, på nogle stykker nær, fortrukket - blot én fugl i syd-Pulken og to opstrøms ved Borrestads Ängar. En optælling i Pulken gav ca 100 krager, blot 15 stære og 15 hættemåger, mens  NUL viber kunne noteres! Desuden sås 40 ringduer, lidt sjaggere, en fed 2k han blå kærhøg, en adult vandrefalk, tre musvåger og en fjeldvåge.

Så var der mere grøde i at tjekke gæssene i det omgivende agerland. Jeg talte ca 3400 sædgæs, som fordelte sig i to hovedflokke. Den ene flok bestod af ca 1400 fugle, som stod omkring Yngsjö Kapel. Af disse bestemtes 950 til skovsædgås, mens ingen tundrasædgæs var at finde. I denne flok stod desuden 20 kortnæbbede gæs (et flot tal efter skånske forhold), samt en del bram-, kanada- og blisgæs, som jeg ikke talte op.
Den anden sædgåseflok stod på markerne umiddelbart nord for Härnestad, ca 2000 fugle - og her var det alt overvejende tundrasædgæs! Blot i størrelsesordenen 10 skovsædgæs kunne pilles ud!
Det er, i min optik, enormt interessant. Kristianstadsletten er, angiveligt, Sveriges eneste faste overvintringsområde for tundrasædgås, og pt. står en anseelig andel altså i Härnestad. I morgen tidlig forventer jeg, at kunne tælle ca 3400 sædgæs i Pulken, som har overnattet. Vi får se.

Jeg gad ellers godt have været med til at opdage tundrasædgåsens svenske overvintringsområde, men jeg har været meget forsigtig med at bestemme arten/racen. Som man jo skal. Bestemmelsen kræver, at man vier den koncentreret opmærksomhed. Det er enormt svært. Bestemmelsen kræver fordybelse og gode observationsforhold. Det har man sjældent på en vintermorgen i Pulken, hvor gæssene flyver bort før det er blevet rigtig lyst.
Når jeg nu erfarer, at folk både noterer 500 og 1000+ tundrasædgås, bliver jeg nødt til at lægge tid i at finde gåseflokkene, se dem ordentligt og bestemme så mange individer som muligt. Vist har jeg set tundrasædgås jævnligt, men jeg må sgu indrømme, at jeg har været skeptisk, når der har været efterhåndsrapporter om store flokke. Dagens noteringer tyder dog på, at folk har haft ret i deres påstande.

Tundrasædgæs nord for Härnestad, idag.

Flok af overvejende tundrasædgæs, nord for Härnestad - i baggrunden "Härnestads Bil"

Udsigt mod nord fra min hoveddør. Som man ser er vandstanden faldet betragteligt, siden seneste opdatering.

Pulken set fra haven. Der er trængt vand ind i det centrale bassin i Pulken,mens vandstanden i vest-Pulken er faldet.

ØRNE, ÆNDER OG OVERSVØMMELSE - MASSER AF FUGLE I PULKEN

Havørnene bruger megen tid på at sidde
og tørre vinger op mod vinden

Der forekommer vinterdage i Pulken, hvor der stort set ikke er andre fugle i engen end vandrefalken på sin pæl og en flok kragefugle, som søger føde i vandkanten og hvor gæssene kun ses morgen og aften. Men der er også dramatiske vinterdage, hvor her koger af fugle, og sådan er det lige nu!

I løbet af weekenden kom der for alvor vand på Pulken igen. Søndagen bød på et ualmindeligt råt vejr: hård nordøstenvind med slud- og haglbyger gjorde fuglekigningen til en udfordring, og i dagens løb steg vandstanden synligt fra time til time. Blandt årets omskiftelser er vandstandsændringerne markante begivenheder. Særlig de pludselige vandstandsstigninger er spektakulære. Når jeg noterer fugle i Pulken noterer jeg også vejrforhold og vandstand. Til det sidste opererer jeg med to "normalsituationer" - normal sommervandstand og normal vintervandstand, som noterne referer i forhold til (f.eks. "lidt over normal…" osv.). Visse år kommer efterårets vandstandsstigning gradvis; i år kom den lige så pludseligt som nogen vårflod. Søndagens vandstandsstigning falder sammen med et kæmpe snefald, som har begravet store dele af Danmark og Skåneland. Ude hos os kom nedbøren imidlertid i form af regn, slud og hagl. Pulken ligger lunt, og snedækket begyndte først halvvejs inde mod Lyngby - ca 7 km fra østersøkysten.

Søndag var jeg ude fra det blev lyst, og der var mængder af fugle, som fordelte sig lidt ejendommeligt, om det så var den høje vandstand, eller de mange ørne, som havde ansvaret for dén ejendommelighed. Sædgæssene havde overnattet både i syd-Pulken, i Helge Å og på den oversvømmede eng ude i vest, så de var svære at tælle. Mindst 500 sædgæs kom i bogen, og udflyvningen begyndte kl. 07:13, da en af havørnene tog morgenens første flyvetur. Der var mindst syv havørne i Pulken fra den tidligste morgenstund og i dagens løb var den højeste tælling 18 stk, alle yngre fugle, omkring søen i syd-Pulken. Blandt de øvrige overnattende fugle var to blå kærhøge, 9 pibesvaner og 29 sangsvaner. Der var skyer af ænder i luften, hundreder af viber og efterhånden begyndte musvåger, glenter, måger og kragefugle at indfinde sig, for at søge føde i det stigende vand.

I dagens løb lagde jeg en del kræfter i at få en slags overblik over de tusinder af bl.a. vandfugle, som opholder sig i- og omkring Pulken-Yngsjön-Egesidereservatet netop nu. Især var jeg interesseret i racefordelingen mellem skov- og tundrasædgås samt i at få et indblik i, hvor mange ænder der egentlig er i området. Nedenfor ses nogle tal:

Sangsvane: 29
Pibesvane: 9 adulte i syd-Pulken om morgenen samt 8 adulte + 2 1k ved Sjögård kl 14:13, hvoraf en halsmærket adult.
Knopsvane: 9
Sædgås ssp: bl.a. minimum 500 overnattende i Pulken, minimum 800 ved Yngsjö Kapel 09:30, ca 300 i Pulken 12:00-14:00. Væsentlig flere i området - konstant flokke i luften overalt.
Tundrasædgås: Ved Yngsjö Kapel kunne 20 tundrasædgæs pilles ud af flokken, når haglbygerne tillod det.
Skovsædgås: 20 ved Yngsjö Kapel, incl. en halsmærket - RØD N1. Af de 300 sædgæs, som græssede i Pulken om eftermiddagen kunne ca 40 bestemmes til skovsædgås.
Bramgås: ca 50
Kanadagås: ca 10
Pibeand: 3 Pulken
Krikand: 50 Pulken
Gråand: 650 i Helge Å og dens oversvømmelse ind over vest-Pulken, minimum 200 Helge å ved Yngsjö.
Knarand: 6 i Helge Å og dens oversvømmelse ind over vest-Pulken
Havørn: minimum 18 rastende immature fugle i Pulken
Rød glente: minimum 3 Pulken
Musvåge: minimum 3 Pulken
Fjeldvåge: 1 1k Allebodavägen
Blå kærhæg: 2 1k morgen og 1 ad han eftermiddag, Pulken
Vibe: 210 langs Helge Ås oversvømmelse ind over vest-Pulken
Måge sp: 70 Pulken
Ringdue: ca 100 Pulken
Sjagger: 80 Pulken
Blåmejse: 15 Pulken
Stær: minimum 50 Pulken
Krage: 93 Pulken

Weekendens masseforekomst af havørne kræver lidt fundering. Det er ikke usædvanligt, at se fem rastende havørne i syd-Pulken, men 26 fugle, som i lørdags, er meget specielt. Jeg talte med en gut, som havde været ved Tosteberga Bodar lørdag, og der havde der blot været fire havørne. Jeg tænker, at det kan være vejrets fortjeneste. Det er et velkendt fænomen, at mågerne søger ind i landet i østenvind - altså pålandsvind. Måske gælder det samme for de havørne, som ellers holder til på skærgårdskysten?
Ellers er det normalt i vestenvind, at man ser flest rovfugle i Pulken-Yngsjön-Egesidereservatet, men det kan jo være, at havørnene har det mere som mågerne. Det skal jeg holde øje med.
En anden faktor er naturligvis, at der simpelthen var masser af føde at finde i det stigende vand. Det har ikke været sjovt at være regnorm, markmus eller muldvarp under de herskende forhold og jeg så også en havørn, som snuppede en fisk i syd-Pulken, som nu for første gang siden foråret står i forbindelse med Helge å, så der kan komme fisk ind.

Vue mod sydvest over skjallerengen i Pulkens sydøsthjørne. Risbunken er de opvoksende elletræer, som blev klippet af i foråret. Nu er de såmænd på vej op igen. Lad os håbe, de drukner i oversvømmelsen, så engens rige urteflora ikke bliver skygget ihjel. Havørnene sidder især i de døende elletræer midt i baggrunden.

Syd-Pulken set fra øst, nær stenten…..

Stenten ses her; i baggrunden skjallerengen og Pyramiderne - de opvoksende tjørnekegler. Mågerne er på rov i engen. 

Dette er udsigten mod nord fra min hoveddør. Graften svulmer, og bag den er engen totalt oversvømmet.

KÆMPE HAVØRNEFLOK I PULKEN

18 havørne, ravne mm.

Hele dagen har mange havørne opholdt sig i Pulken. De har siddet på engen og i træerne i syd-Pulken samt langs Helge Å. Højeste tælling løb op i 26 havørne på én gang, langt de fleste immature fugle (både 1k, 3k og 4-5k set), men også tre adulte fugle. Flokformationen er ret tæt - op til 6 fugle i en tynd, udgået el fylder godt. På billedet kan man tælle til 18 stk.

Det meste af dagen har en adult vandrefalk siddet på en pæl i engen og en ung blå kærhøg har jaget. Ca kl 14 var der desuden en yngre kongeørn i luften. Mens 1800 tundrasædgæs idag har stået ovre ved Vittskövle, har der kun været én i Pulken. Den opholdt sig i en flok på 190 sædgæs, hvor alle øvrige, som lod sig bestemme, var skovsædgæs (ca 50). På den våde eng ude i vest-Pulken har 230 viber, ca 200 stære, samt en mængde måger fourageret hele dagen.

Altså endnu en spektakulær dag i Pulken. 26 havørne i flok ville selv ved Hammarsjön og skærgårdskysten være en super god notering, og væk fra de to områder, er det faktisk helt vildt.

BOLIVIAS DVÆRGHORNUGLER OG DERES SKOVE

Øverst til venstre: Maranõndværghornugle, grå- og rødbrun fase. Øverst til højre: Brasiliansk dværghornugle, brun- og rødbrun fase. Nederst fra venstre: Guatamaladværghornugle, brun- og rødbrun fase, tågeskovsdværghornugle og yungasdværghorugle.

Dværghornuglerne her er netop udgivet som plakat af Verdens Skove. De er malet til håndbogen Birds of Bolivia, som snarest vil blive udgivet af Asociación Armonía, den bolivianske partnerorganisation i Birdlife International. I anledning af plakaten vil jeg her, efter bedste evne, forsøge at give dem et par ord med på vejen. Jeg synes nemlig dværghornuglerne, som repræsentanter for forskellige skovtyper,  har en historie at fortælle.

De bolivianske dværghornugler af slægten Megascops, er et udmærket eksempel på, hvordan nærtbeslægtede arter fordeler sig i Bolivias forskellige skovtyper. Én art er generalist, mens de øvrige i større eller mindre grad er specialister. De specialiserede arter okkuperer hver især forskellige habitater, for nogle arters vedkommende defineret af højden over havet, med en margin på ned til 50 højdemeter!

Dværghornuglerne er ca 25 cm fra næb- til halespids. De lever hovedsagelig af insekter.

Dværghornuglerne er svære at udforske, de er nataktive og samtidig med at de forskellige arter ligner hinanden temmelig meget, varierer de enkelte individer indenfor arten. De fleste arter har både en rødbrun, en grå og en brun form (farvefase/fase). Med dna-analyse og bedre kendskab til de forskellige arters stemmer er nye arter blevet erkendt, og det er meget sandsynligt, at der gemmer sig flere ubeskrevne arter af Megascops i Sydamerika. 

Netop fordi familien er mangelfuldt udforsket, er der en god chance for, at nogle af de bolivianske dværghornugler skifter navn på et tidspunkt. Ét eksempel er den brasilianske dværghornugle, hvor de bolivianske fugle tilhører racen usta. Denne race er muligvis en selvstændig art. Derfor har jeg, i mit arbejde med at illustrere Bolivias fugle, malet udfra eksemplarer indsamlet i Bolivia - der skulle nødig dukke en forkert art op i Birds of Bolivia. Som forlæg har jeg benyttet fugleskind, men mit arbejde begynder i felten, med oplevelsen af fuglene i naturen. Nedenfor ses et blad med feltskitser fra Rio Napo i Ecuador og et foto af brasilianske dværghornugler, indsamlet i Bolivia, fotograferet i Naturhistoriska Riksmuseet i Stockholm.

Feltskitser, bl.a. af Megascops watsonii watsonii, Ecuador.

Skind af Megascops watsonii usta, Naturhistoriska Riksmuseet, Stockholm.

Maranôn dværghornugle Megascops choliba

Maranõndværghornuglen er familiens generalist. Den er vidt udbredt i Sydamerika. Arten er tolerant hvad angår habitat og findes i mange skovtyper i den lavere, østlige del af Bolivia. Desuden findes den i de tørre regnskyggedale, der i Bolivia, som noget unikt, strækker sig næsten op til trægrænsen. 

I Bolivia er dette den eneste dværghornugle man støder på i skovtyperne CERRADO, CHACO og diverse tøre skovtyper. 

80-2350 m.o.h.

Brasiliansk dværghornugle Megascops watsonii usta

Er især knyttet til Amazonbækkenets lavlandsregnskov, men kan også optræde i galleriskov m.m. 

100-1050 m.o.h.

Guatemaladværghornugle Megascops guatemalae napensis

Findes i fugtig og halvfugtig skov langs Andesbjergenes fod.  

300-1000 m.o.h.

Tågeskovsdværghornugle Megascops marshalli

Findes i Yungas-tågeskov, gerne på bjergkamme ("Yungas" betegner bjergskovene på Andesbjergenes østskråning i Bolivia og Argentina). Kendes kun fra nogle få lokaliteter i Peru og Bolivia.

1550-2600 m.o.h.

Yungasdværghornugle Megascops hoyi

Yungas-tågeskov. Er udbredt i den sydlige Yungas, fra det centrale Bolivia til det nordlige Argentina.

1000-2800 m.o.h.

NOGLE BOLIVIANSKE SKOVTYPER

Lavlandsregnskoven - Amazonia

Amazonbækkenets lavlandsregnskov kan opdeles i mange forskellige skovtyper. Skoven på det tørre land kaldes terra firme, sæsonvis oversvømmet skov kaldes varzéa, mens man langt nedstrøms ad Amazonfloden, i Brasilien, desuden har permanent oversvømmet regnskov - igapó. Jordbunden spiller også ind. På sandet bund findes lavere skov - sandy soil forest. Det er blot nogle af inddelingerne og Amazonregnskoven rummer et væld af mikrohabitater. Generelt er lavlandsregnskoven åben i bunden. Ufremkommelig er den kun i en smal stribe langs floderne, hvor bambuskrat breder sig og omkring faldne træer. Sådanne steder vokser et tæt tæppe af lianer hurtigt frem. Billederne nedenfor viser terra firme skov ved Rio Madre de Dios i det sydlige Peru.

Terra firme-skov ved Rio Madre de Dios, Peru. Som man kan se, danner slyngplanter en tæt mur. Når den er gennemtrængt, er skovbunden inde i skoven ikke meget sværere at færdes på end den er i en dansk bøgesal.

Terra firme-skov set lidt fra oven, i baggrunden Rio Madre de Dios, Peru.

Cerrado

Cerradoen dækker Det Brasilianske Højland, en geologisk betegnelse som inkluderer en del af det østlige Bolivia, samt det lave, våde område Gran Pantanal. Cerradoregionen ligger syd for Amazonas regnskov. Typisk cerrado er en halvåben, lav skov, og da der ofte opstår skovbrande, f.eks. p.g.a. lynnedslag, har træerne oftest tyk, korkagtig bark. Cerradoens træer er faktisk afhængige af disse brande. De er tilpassede til at kunne overleve dem. Brandene skaber store, åbne græssletter, som langsomt igen overtages af træer. Langs floderne vokser mere sammenhængende galleriskov, og, særlig i fugtige områder findes palmeskove. 

Palmeskov i et sumpet område.
Parque Nacional das Emas, Goias, Brasilien. 

Typisk, halvåben cerrado - "cerrado sensu stricto", træerne er ca 3-5m høje.
 Parque Nacional das Emas, Goias, Brasilien. 

Chaco

Chacoen er en tør skovtype, som er udbredt fra det sydlige Bolivia gennem Paraguay til Argentina. Chacoen er, groft sagt, en slags træbevokset halvørken, ekstremt varm og med tørke det halve af året.  Karakteristiske indslag er søjlekaktusser og lave, tornede træer. 

Billedet her er taget i et område, hvor chaco og cerrado mødes. Søjlekaktussen er et
typisk chaco-element.
Ecoton mellem chaco og cerrado, Lomas de Arena, Santa Cruz, Bolivia.

Nogle steder danner chacoens træer et mere samlet kronetag, som på billederne her.
Chaco i Jardin Botánico, Santa Cruz, Bolivia.

Nogle steder danner chacoens træer et mere samlet kronetag, som på billederne her.
Chaco i Jardin Botánico, Santa Cruz, Bolivia.

Tør skov i Yungaens regnskyggedale

Skovene på Andesbjergenes østskråning kaldes i Bolivia og Argentina for "Yungas". Tågeskoven dominerer billedet, men en undtagelse er de bolivianske regnskyggedale. Regnskyggedalene er skarpt afsat i terrænet - overgangen fra tør skov til tågeskov kan være så markant, at man dårligt kan tro det. F.eks. i Siberia ovenfor Santa Cruz. Man kommer op gennem en tør dal og ser foran sig en bjergkam, halvt skjult i tågen. Over nogle få hundrede meter, nær kammen, ændrer vegetationen sig fra tør kaktusskov til fugtigt lavt krat. Idet man kommer ind under kammen, er man pludselig inde i tågen og straks begynder den våde tågeskov. 

Regnskyggedalene er i de lavere dele dækket af tør skov. I skovbunden (som ofte er temmelig stejl!) vokser Bromeliaceae og Tillandsia dækker træernes grene - samt elledninger! Efterhånden som man kommer opad bliver skoven lavere og der kommer flere og flere kaktusser. 

Tør skov i regnskyggedal umiddelbart ovenfor Santa Cruz, Bolivia

Tør bjergskov, vel ca 2500 m.o.h., langs vejen mellem Santa Cruz og Cochabamba, Bolivia. 

Sappho-komet, en kolibri som er ganske almindelig i de Bolivianske regnskyggedale.

Yungaens tågeskove - bjergregnskoven

Skovene på Andesbjergenes østskråning kaldes i Bolivia og Argentina for "Yungas". Mest udbredt i Yungas-regionen er fugtig og våd bjergregnskov. Træerne er dækket af epifyter - orkidéer, mosser, laver, bregner og bromelier (planter af bananfamilien) dækker træerne. I Andesbjergenes "foothills" er skoven højvoksen og adskiller sig mest fra lavlandsregnskov ved at mængden af epifyter er meget større.

Som man bevæger sig op ad bjergsiderne bliver træerne lavere, og epifyterne bliver talrigere. Ved trægrænsen er skoven nærmest et uigennemtrængeligt krat af forkrøblede småtræer, som er så fuldstændig dækket af epifyter, at de enkelte træer ligner groteske arabesker.  

Våd, subtropisk skov i Andesbjergenes "foothills", nær Villa Turnari, Bolivia. Bemærk en flyvende solitary eagle i midten.

Våd, subtropisk skov i Andesbjergenes "foothills", nær Villa Turnari, Bolivia. Floderne i denne højdezone er rivende strømme. I forgrunden ses Cecropia sp.

Våd, subtropisk skov i Andesbjergenes "foothills", nær Villa Turnari, Bolivia.  Grenene er rigt bevoksede med epifyter, bl.a. store, flotte bromelier. Til venstre en han andesklippehane.

Epifytbeklædt gren i våd yungas-tågeskov i den tempererede zone, ca 2300 m.o.h. 

Våd, tempereret yungas-tågeskov, ca 2300 m.o.h. De fleste træer er ca så høje som i en dansk bøgeskov.

Et træ i våd yungas-tågeskov nær trægrænsen, fuldstændig sovset ind i mos og bregner.. 

Skovsø i våd yungas-tågeskov nær trægrænsen (ca 2600 m.o.h.?). Træerne er ca  5m høje.

Polylepis-skov

Når jeg ovenfor taler om trægrænsen, mener jeg egentlig den våde og fugtige yungas-tågeskovs øvre grænse. Over denne grænse ligger puna-zonen og Altiplanoen, højsletten, som, trods sin karrighed, har været et vigtigt område for en række højkulturer, b.la. Inka-riget. Selvom Altiplanoen er domineret af puna-vegetation, ørkenagtig, tør og med pudeplanter på fugtige steder, finder man faktisk skov hist og her. Nogle botanikere mener, at  Skovene heroppe "over trægrænsen" faktisk var vidt udbredte, men netop forsvandt p.g.a. kulturpåvirkning. Disse bjergskove består især af træer af slægten Polylepis, lave, krogede træer med sølvgrå blade og tyk, flagende, rødbrun bark.

Polylepis-skov med Buddleia sp. - sommerfuglebuske - i bunden dækker forbavsende store områder langs vejen mellem Santa Cruz og Cochabamba, Bolivia.

Polylepis sp. langs vejen mellem Santa Cruz og Cochabamba, Bolivia. Som man ser drives der svedjebrug heroppe i højlandet, og det er Polylepis-skov, som er blevet futtet af i baggrunden.

HJÆLP ØNSKES TIL ID. AF MEGET UNDERLIG SOMMERFUGL

I går aftes opdagede jeg en måler af slægten Larentiinae siddende på væggen i børneværelset, her på Härnestadsvägen 127 ved Pulken, Skåne. Dens farvetegning var meget karakteristisk og jeg tænkte, at den ville blive let at bestemme. Det viste sig ikke at holde stik, for jeg kan simpelthrn ikke finde noget som ligner blot tilnærmelsesvis. Selv hos arter med stor farvevariation er der jo et vist system i variationsmulighederne, om det så er sommerfugle eller musvåger vi taler om, men denne kan jeg ikke matche med noget som helst. I hvilestilling holdt den bagkroppen løftet som en Eulithis, dog uden tendens til at holde vingerne ud fra kroppen, som Eulithis jo ofte gør. Nogen Eulithis var det ikke, snarere en Xanthrhoe eller hvad ved jeg,
Jeg håber nogen vil hjælpe mig med at løse gåden - naturligvis vejrer jeg hit.

dyret sidder på mit gylv, jeg kan oplyse, at bredden på parketstaven er 50 mm

På dette billede ser man dyrets smukt tegnede bagkrop og outline af forvingens underkant er tydeligere.

Nu vi er ved det så har jeg et andet dyr, som jeg er i tvivl om. Jeg synes det ligner Eilema griseola mest, men lurideola og complana er andre muligheder. Dyret er indsamlet, da jeg vil være sikker på bestemmelsen. Især fordi griseola ville være et interessant fund for Pulken.

MAJDAGE I PULKEN

Lærkefalk i gråvejr, Pulken 09.05.2015

Det er skønt at være tilbage i Pulken. Engen er for alvor blevet grøn siden sidst, men selve løvspringet er mere diskret. Løvspringet her er lidt specielt, fordi elleskoven dominerer billedet, og elletræet er altid diskret. Det gør så til gengæld, at hægen slår voldsomt fra. Dufter gør den også.

Her er hele tiden et eller andet at se. Det første jeg så, da jeg ankom og steg ud af bilen, var den sjældne gråspurv, som med et par af mine påskefjer i næbbet, fløj op under tagskægget. Derpå passerede en lærkefalk, lavt over marken og ind over naboens have.

Lærkefalk har været forbi ved flere lejligheder i de seneste dage, ligesom en mængde andre rovfugle. Viberne har travlt. De går op til hver en glente, krage eller ravn og driver den effektivt bort. Værre var et mårdyr, som systematisk søgte efter æg ude i engen. Otte sure viber og fire rødben havde ingen effekt på bæstet. Det er ærgreligt at se på. I varmeflimmeret kunne den ikke bestemmes - skovmår eller mink. I hvert fald ikke ilder. Jeg ville være i stand til at tilgive ilder og skovmår, men mink er desværre nok det mest sandsynlige.

Også musvågerne fik deres sag for idag, da en 4k havørn kom glidende ind over haven. Musvågerne styrtdykkede mod ørnen fra stor højde - med sammenfoldede vinger, vinklet alula og fangerne fremme. Det foregik på kloshold - virkelig kvalitetsunderholdning. Men det skulle blive bedre: På vej ned til Yngsjöhallen genså jeg havørnen - nu stod den og åd et harekadaver midt på Härnestadsvägen, flankeret af syv krager og med fire røde glenter over nakken. Jeg smed haren ind i engen, vi skal jo nødig have, at havørnen bliver påkørt. Det er rigeligt med haren.

Igår var vi ude for at fotoregistrere i Pulken. Så går man usædvanlige veje, og det betaler sig. En tidlig vagtel slog, og vi fandt kadaveret af en ledningsdræbt trane. Det er blot den tredie døde trane jeg ser i Pulken. Af disse er én død af uforklarlige årsager, de to øvrige er dræbt ved kollision med de luftledninger, som går ned langs Graften. Tranerne går og flyver ofte over til Graften (for at drikke vand?), og kollisionerne er sket, i forbindelse med dette.

Nærstudier af vegetationen langs Graften gav mindst to nye plantearter: Trekløft-stenbræk og -sandsynligvis - knold-ranunkel. En potentil og en korsblomstret er også indlagt til diagnosticering. Køerne har lavet nogle sandskred i volden, og her var forskellige solitære bier igang med at udgrave "digesvalehuller" i miniatureformat.

Nå - jeg må løbe; der hænger 26 røde glenter og en havørn nede over Egeside Träsk.

TRANEVÅR 2015

Nord-Pulken, kl. ca 07:00 12. april 2015

Billedet ovenfor viser hvad jeg så, da jeg i morges smækkede skopet op ude ved Pulkens Utmuseum - Det er uden sminke, dog gjort firkantet. Jeg synes det siger alt om, hvor fed en naturoplevelse et forår i Vattenriket er. Idag var der blot én sølvhejre (den er her endnu i skrivende stund - fløj lige en runde og landede nede i sydøsthjørnet) - igår 9. Her er lidt over 1000 traner, 5 knarænder…

Inden åbningstid på denne den 25. udstillingsdag under tranevåren 2015, kørte jeg en lille tur, for at se lidt nyt. På Furuboda Kursgård sang en næsten selvlysende gulirisk og bagefter tog jeg en tur i skoven, nemlig ved Höge Vägen, Maltesholm. Her er en (af vore efterhånden mange!) rødtoppede fuglekonger blevet rapporteret i en periode og den var hjemme, da jeg mødte op. Den havde endda fået en kone, hvad jeg ret hurtigt fik færten af - men det blev først endelig bekræftet, da begge satte sig sammen på en bar lærkegren.

Idag er sidste dag på årets forårsudstilling, men husk, at jeg ikke forsvinder af den grund - man er velkommen til at ringe eller skrive; så laver vi en aftale. Ligesådan er naturen stadig derude, og selvom tranerne nu blot bliver færre, bliver det ikke mindre spændende; jeg synes Vattenrikets hitliste fra de seneste dage giver et meget udmærket billede af, at det forholder sig som jeg siger: Ringdrossel, sølvhejre 9 stk, rødtoppet fuglekonge minimum 8 stk, plettet mudderklire, gulirisk. Læg dertil enge med vadefugle, paukende rørdrummer samt spurve- og perleugle i skoven og urfugle i moserne.
Og så videre.

Vi ses!

Carl Christian Tofte

Igår - traner flyver ind til overnatning.

Sølvhejre - øver mig på digiscoping og bliver bedre og bedre.

Atlingand fra imorges.

Godt man osse kan male...

Sølvhejren flyver over syd-Pulken.

Nord-Pulkens bedste hjørne.

Tranerne har været på rov i udsæden. Så er de blevet skræmt væk, og nu er de ved at lande i Pulken igen.

Storken på sin yndlingsplads ved kæret. I lufte ravn.

Og flere traner. Bemærk at engene grønnes! I baggrunden fiske- og sølvhejre.