CARL CHRISTIAN TOFTE BLOG: april 2016

Efter afslutningen af endnu en forårsudstilling på Pulken, vil jeg gerne sige tak til de mange besøgende, som siden den 17. marts har været igennem mit ateliér/ mit hus/ min dagligstue. Jeg har haft op imod 1250 gæster, og det har betydet et væld af samtaler, lejlighedsvise foredrag, guidning og mange glædelige gensyn.

Min udstilling under tranevåren 2016 har været min ottende forårsudstilling på Pulken. Min årligt tilbagevendende udstilling under tranevåren er for mig blevet noget helt specielt. Det er lidt svært at udtrykke, men som alle ved, kan man vænne sig til meget – jeg har efterhånden vænnet mig til at sidde på første parket til traner i tusinder, et af de største naturskuespil, som Skandinavien har at byde på, og for den omstændighed, at dette ikke leder til blaserthed, har jeg mine gæster at takke. Det som jeg får tilbage fra mine gæster, er deres begejstring ved mødet med Pulkens ekseptionelle natur, hvor tranerne naturligvis spiller en hovedrolle. Dette revitaliserer selv sagt mit eget engagement i til stadighed at udforske og formidle.

Også i år har flere gæster fortalt mig, at de besøgte os tilbage i 2009, det første år, og at de da oplevede vore enæggede tvillinger, Solveig og Ingeborg, som dengang, som etårige, legede i deres kravlegård, midt i menneskemylderet. I år har Jessicas og min yngste, Vigulf, indtaget scenen, mens tvillingerne spiller i-pad ovenpå. Ingeborg og Solveig er nu store, selvstændige piger, som dyrker de interesser, som deres alder byder, men alligevel – i dag lå de i en times tid på maven i haven med deres akvarelfarver, og malede forårsblomster efter levende model. Vigulf er to år gammel, fodboldspiller og eventyrer. Han vandrede forleden aften direkte mod Pulken, nåede en god bid ud over marken, før jeg indhentede ham, hvorpå han kravlede under hegnet til p-pladsen og fortsatte fremad. ”Vand!” udbrød han, og pegede på Pulken. Derpå kom en sent ankommende traneflok ind fra nord i solnedgangen - ”Traner!” udbrød Vigulf grinende, hvorefter jeg var nødt til at løfte ham op på skuldrene – ellers havde han fortsat direkte ud i Pulken. Jeg forklarede ham, at vi ikke kunne gå længere, fordi tranerne skulle have ro til at sove, og bar ham hjem, foregivende at jeg var en hest.

Forårsblomster i haven, påskelilje, vorterod, guldstjerne, vinca, tusindfryd og vår-gæslingeblomst. Solveig Dagny Tofte-Hjort.

Forårsblomster i haven. Vinca, påskelilje, vorterod, tusindfryd, vår-gæslingeblomst, guldstjerne. Ingeborg Siri Tofte-Hjort

Tranesæsonen i år er endnu ikke slut. Til aften talte jeg minimum 1500 traner på Pulken, og det fylder godt i landskabet. Vi må aldrig glemme, at årets maksimumtælling ved Hornborgasjön i 1970'erne var under 1000 traner, uden at dette betød, at folk holdt op med at valfarte dertil. Oplevelsen af ”mange” er derfor stadig præsent på Pulken, men i lyset af de seneste to års topnoteringer her, tænker jeg alligevel, at det kan forholde sig sådan, at de traner, som nu er tilbage, kan være yngre, ikke ynglende fugle – samt et antal af de sædvanlige krykhusarer, som ender enhver tranesæson: Halte, enbenede osv.

Hvad angår Pulkens øvrige fugleliv, så bemærker man gravand, som opholder sig her i et antal af op mod 200, diverse svømmeænder, hvor gråand er den talrigste, fulgt af krikand (daglig omkring 200), pibeand (daglig omkring 70), skeand, nu og da knarand, spidsand og så et enkelt atlingandepar. Vadefuglene er repræsenterede ved de ynglende dobbeltbekkasiner, store regnspover, rødben og viber, og blandt trækgæsterne bemærkes svaleklire, brushane og almindelig ryle.

Sølvhejre er set ved flere lejligheder i år. En række spændende rovfugle ses regelmæssigt: Fiskeørn, havørn, vandrefalk og rød glente. Duehøg er noteret, ligesom dværgfalk, men det har været mere ”by chance”.

Hvis jeg skal kigge lidt på Pulkens hitpotentiale i den kommende tid, så vil jeg personlig lægge min aktivitet på, at tjekke for eventuelle amerikanske pibe- og krikænder. En eventuel prærietrane bør komme efter det store rykind af nordgående traner, altså i perioden medio april – primo maj. I oplandet til Pulken, særligt på sandsteppelokaliteterne, vil det være oplagt at lede efter ringdrossel, mens gulirisk og rødtoppet fuglekonge er ved at besætte territorier i kystskovene langs Hanöbukten. Flere rødtoppede fuglekonger er allerede noterede. Set i bakspejlet, går vi nu ind i en tid, hvor meget uventet kan ske. Mine forår i Vattenriket har bl.a. budt på arter som hvidhalset fluesnapper, vendehals, kohejre, plettet mudderklire, steppeørn, lundsanger, amerikansk krikand, islom, damklire, hvidvinget terne, hedehøg og steppehøg. Småflokke af nordisk lappedykker, sortand, havlit og fløjlsand hører til normalen langs Ålakusten, og efterhånden som foråret bevæger sig ind i forsommer tilbyder Nordøstskåne helt enkelt fremragende muligheder for den naturinteresserede. På Sånnarna flyver snart den sortplettede blåfugl, Pulken vil blomstre i skjallerens gule farve, kombineret med pukkellæbens hvidgrønne, mens andre lokaliteter i nærområdet vil kunne fremvise salepgøgeurt, flueblomst, melet kodriver, opret kobjælde og riddergøgeurt. Da vil vi skrive juni, og karmindompappen vil synge fra toppen af mit birketræ.

Efter nogle dage, hvor jeg troede, at tranetrækkets kulmination måtte være overstået, fik vi igår endnu en dag med voldsomt tiltræk. I hård nordvestlig vind, og under en klar blå himmel, kom flokke ind lavt over haven, hvor flere grupper af udstillingsgæster holdt picnic i det lune forårsvejr.
Fågelklubbens tælling nåede om aftenen op på 8000 rastende traner.

Hundredevis af ænder raster nu i Pulken, og bidrager, sammen med tranerne, til at gøre det lettere at opdage, hvornår der er havørne i luften. Tranernes lydniveau stiger pludselig markant og alle Pulkens andefugle letter og cirkler over vandfladerne. Dette sker gentagne gange i dagens løb.

Vi er til gengæld løbet tør for hits, sådan lige pt. Steppeørnen er ikke set siden i forgårs. Det gælder også for en sortstrubet bynkefugl, som har holdt til på Sånnarna - sandsteppen vest for Åhus. Mine egne aktiviteter i felten er for tiden begrænsede til haven, inklusive hyppige afsøgninger af Pulken. Det jeg kan håbe på at finde herfra, er arter som amerikansk pibe- og krikand, sort glente og den slags, men det har ikke givet pote endnu.

Jeg passer udstilling, og glæder mig over de mange gode samtaler jeg har i den forbindelse. For mig er tranevåren en tid præget af glædelige gensyn med gamle venner og mødet med nye mennesker. Til tider opstår situationer, hvor jeg pludselig holder foredrag om traneadfærd for store grupper; og generel travlhed råder. I ugens løb har jeg af og til haft "dobbelt arbejdstid": Først udstillingsaktivitet, og derefter arbejde med at male til ud på de små timer. Det kan man jo ikke i længden, og da jeg har en række deadlines i starten af april, bliver jeg nødt til at foretage en ændring i mine åbningstider, så jeg kan få noget arbejde fra hånden. Derfor holder jeg ikke åbent mandag til torsdag i næste uge, hvilket kommer til at fremgå af min skiltning på Pulkens parkeringsplads.

Jeg har dog ikke tænkt mig at afvise eventuelle besøgende, for jeg har opnået den paradoksale glæde i livet, at mange vitterlig giver udtryk for, at der gennem min persons middelmådige misogynisme, selvmedlidenhed og idiosynkrasi alligevel - og det i kraft af min kunst - er trængt en kærlighedens lue, som gør, at de faktisk gerne vil mødes og udveksle med mig. Det sætter jeg pris på. Til gengæld kan man i de fire dage ikke regne med, at jeg er hjemme, ligesom eventuelle besøgende vil kunne blive mødt af et vist mål af roderi; malerklatter, borde tværs gennem stuen og den slags, som mit arbejde medfører.