 |
| Sorte ådselgravere på vildsvin. Härnestadsvägen i dag. |
Bilen har været på værksted. Det er altid tidsskrævende, for det involverer langvarig venten på bussen og vandringer op og ned ad Härnestadsvägen. Det gode ved det er, at netop disse påtvungne ophold på steder, som jeg plejer at fare forbi i bilen, altid giver nogle værdifulde naturoplevelser. I morges ventede jeg således ca. en time på Nyponvägen, hvor jeg hørte grønspætte og havde fine obs af topmejse samt ikke mindst af en skovsanger, som er en art, der har det med at synke i jorden efter sin sangperiode.Vandringen fra Yngsjö og hjem langs Härnestadsvägen bidrog med det tredie bynkefuglepar i år i Pulken-Yngsjön-Egesidereservatet - samt en konstatering af, at også rødrygget tornskade har ynglet med succes i år. Dertil så jeg et bil-logo ligge og blinke i vejkanten. Jeg sparkede til det for at få det vendt. Nissan. Det tænkte jeg ikke yderligere over.
Først på aftenen måtte jeg så til det igen. Jeg vandrede ad Härnestadsvägen mod busholdepladsen i Yngsjö, og da jeg nåede Nissan-logoet lugtede jeg lig. Det måtte undersøges, og en smal sti i det høje græs ledte mig snart til et trafikdræbt vildsvin. Nu kunne jeg lægge to og to sammen, og koble det til de sorte bremsespor på vejen.
Da jeg endnu senere endelig var tilbage med bilen spurgte jeg børnene, om de ville se det døde vildsvin. De var straks fyr og flamme, og Solveig, Ingeborg, Vigulf og jeg drog på togt. Snart var vi ved dyret. Nu fik jeg lejlighed til at se nærmere på liget, mens Ingeborg og Solveig filmede og fotograferede. Stanken var nærved ulidelig, efter en lang, hed solskinsdag, men børnene var bandsatte på at dokumentere og observere. Da jeg nu alligevel måtte stå og vente rettede jeg kikkerten mod grisen, hvilket jeg ikke havde gjort tidligere i dag. Liget myldrede af liv! Maddiker stod som vulkanudbrud ud af alle sår og kropsåbninger. Der var en maddikecrowdsurfing i gang, som jeg ikke kan forklare. Ovenpå svinet, gennem den stride pels, kravlede store, sorte biller med orangerøde følehornsspidser og et haleparti, som stak langt ud bag dækvingerne - hovsa! det var da noget jeg kunne genkende fra forårets opgave for "Verdens Skove"! Vel hjemme igen kiggede jeg på mine fotos fra arbejdsprocessen - det var sorte ådselgravere, jeg havde set!
Netop dette er noget af det bedste ved mit arbejde. Jeg er tvunget til at researche på både det ene og det andet. Af og til også noget, som jeg aldrig inden har skænket opmærksomhed. Når jeg så pludselig møder det i virkeligheden, har jeg allerede en oplevelsesramme på plads, som gør, at jeg er i stand til at se hvor fantastisk det som udspiller sig, rent faktisk er. Det er lige præcis dét som gør, at jeg nu har den største lyst til at vende tilbage til den døde gris i morgen for at se, om jeg kan finde flere spændende arter. En "ligrøver" f.eks. Hvem vil ikke gerne se sådan en?
 |
| Detalje fra plakaten "Kadaverfauna", udført for Verdens Skove i foråret 2018. Her ses sort ådselgraver sammen med sommerfuglene iris og det hvide c. |
