Pulken 12.03.2019 |
Den overtrukne himmel med traner på var i midlertid smuk, og jeg skyndte mig at male udsigten fra mit tegnebord. Ved kvart i sekstiden gik jeg ud for at lave en overnatningstælling. Der var langt flere traner end jeg havde forventet, og tællingen måtte begyndes forfra tre gange, hvor jeg den sidste gang fik den idé, at strække en finger for hver hundrede fugle. Det er simpelthen ret svært at tælle, når man prøver, at få et overblik over hvor mange fugle der er på engen, samtidig med at man holder øje med indflyvende fugle - og hvor de lander. Det kan der let gå kuk i.
Det overskyede vejr var nu blevet til finregn, og det var en kølig fornøjelse at blive stående, for det skal man jo, og vente. Kl. ca 18:20 kom den sidste flok ind fra sydvest, som temmelig udflydede klatter i tusmørket, og kl. 18:25 afsluttedes tællingen. Da var 1420 traner gået til overnatning i Pulkens fladvandede søer.
Vi skriver i dag den 12. marts, og 1420 traner er et godt tal for datoen. Jeg mindes stadig, da Evert og jeg, for et par år siden var helt væk over 700 den 16. marts; det var "sansløst", så måske bliver det hele tidligt i år? Hvordan det end bliver, så er Pulken ikke et sted, som giver alt fra sig mens man holder oppe på Härnestadsvägen med motoren i tomgang. De 193 arter jeg har set her, har jeg måttet slide for; det betaler sig at give lokaliteten tid, og være vågen.