 |
| Pulken 13. marts 2019 |
Årh hvor har det blæst i dag, og da
man syntes, at det havde blæst rigeligt, blæste det endnu mere, så
birketræets lange fingre rakte vandret ud i det blå. Og på gulvet
har jeg dette her enorme maleri, og jeg er bange for det. Altid skal
man være i kontrol. Hvor stor er en sanglærke i forhold til en
vindrossel i forhold til et fyrtårn? Det går der uger med at få på
plads, og så skal der pludselig maling på. Kæmpestore
akvarelflader, hvor alle de mange små fugle skal udelades, mens man
arbejder sig mod et vibrerende sort. Og man skal være i fuld
kontrol.
Den gang jeg spillede musik, havde jeg
et sted hvor jeg kunne slippe kontrollen, og jeg har stor lyst til at
gå ned i tørrekælderen og plugge ind – og jeg er en god
guitarist – jeg er hverken Paco de Lucia eller Yngvie Malmsteen,
men jeg spiller den mest møg beskidte tråd øst for Mississipi, du
skulle prøve at høre det en gang. Men så er der bare det med
båndoptageren, som er ved at falde hen i recorder grot, og det var
jo ikke dén, men mig, som skulle slippe kontrollen. Man kan ikke
regne med noget.
Så ind imellem maler jeg disse her små
billeder, hvor min blyants- og penselskrift er helt frisat. Det skal
ikke noget, og kan derfor ikke mislykkes. Billedet her (ovenfor) kunne vi kalde
et solstrejf i en vandpyt. Nok herfra.
 |
| Det store maleri på gulvet er garanteret hemmeligt, så det får man ikke at se endnu. Men her er to af de skitser, som ikke blev brugt. hvilket måske fortæller lidt om hvor ekstremt hårdt der bliver arbejdet, her i reservatet. |
