13. MARTS

Kongeparadisfugl, nær Sorong, West Papua. Tegnet på baggrund af mit foto af spillepladsen samt mine feltskitser fra 2007 af fuglen selv.  Fuglen sidder på sin spilleplads og har netop rystet fjerdragten, for at få "vifterne" på brystsiderne til at folde sig ud. Viften ses her i kraftig forkortning, og den er ikke fuldt udfoldet.

12. marts var en dag hvor jeg skulle køre til København, men først skulle der gøres rent før årets udstilling, Tranevår i Pulken 2020. Det var en større opgave.

Samtidig pågik den værste storm jeg nogensinde har oplevet i Pulken. Naboens plankeværk væltede, og da jeg kom tilbage efter at have handlet i Åhus, lå deres hund, som nu ikke længere var spærret inde, på græsplænen, og var ved at spise en endnu levende høne bagfra - den havde det, man kalder en field day (naboen, som jeg naturligvis underrettede, fortalte senere, at den også havde ædt rottegift, og måtte en tur til dyrelægen).

Selv måtte jeg ud for at sikre taget på brændeskuret, som var begyndt at klapre i vindsiden. Øresundsbroen var lukket.

Det endte med, at jeg om aftenen talte 1400 traner og 5000 stære i Pulken, og overnattede til fredag.

Det blev så fredag den 13. marts, at jeg endelig fik overstået rengøringen, hvorefter jeg kørte til københavn.

Nu begynder det at knibe med at huske begivenhedernes rækkefølge, jo – det var Jessica som ringede og fortalte mig, at regeringen Mette Frederiksen havde besluttet, at lukke Danmarks grænser lørdag kl. 12.

Jeg var rystet. En ting var, at jeg ikke kunne få ind i hovedet, hvad en grænselukning skulle nytte. Men først og fremmest er jeg så meget sønderjyde, at tanken om at Danmark lukker grænserne mod Skånelandene, Sydslesvig, Holsten og Lauenburg, går fuldt ud på tværs af min nationalfølelse. Den er ligeledes af sønderjysk støbning. Min morfar blev født i 1903 i Sønder Hygum og gik i tysk skole. Min oldefar blev indkaldt til tysk krigstjeneste under Første Verdenskrig, og var endt i skyttegravene, hvis ikke han havde været så heldig, at blive syg og hjemsendt. Under verdenskrigen måtte familien gemme grisen i møddingen, når de havde slagtet. Tyskerne havde ellers konfiskeret den til krigsindsatsen, og de gik godt nok rundt i møddingen og stak med bajonetter, men grisen var så langt nede under lortet, at de beholdt den. Jeg kunne blive ved, men kort sagt har jeg en erkendelse af, at man godt, uden at befinde sig indenfor de grænser, som nutidens landkort kan opvise, kan være dansk, eller have en identitet, hvori det danske er en vigtig bestanddel – det sidste er vidt udbredt i Skåneland, og jeg er fuldkommen overbevist om, at lukningen af den danske grænse mod Skåne smerter en hel del svenskere lige så meget som den smerter mig. Jeg skal sige jer, at jeg ikke etablerede mig i Skåne udelukkende p.g.a. naturen; det var nok så meget for at repræsentere en dansk identitet, dansk sprog og dansk kultur i landskabet. At få danskere til at komme her over og opleve det landskab, som ligger ligetil højre for København, hvis man vender kortet rigtigt. 

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg finder det bedrøveligt, at danskerne (ved opvisning af topmålet af taktisk idioti) tabte slaget ved Lund, og dermed hele Skåneland, med undtagelse af det altid tapre Bornholm (som sørgede for, at tilbageerobre sig selv, og ja, Bornholm er en del af Skåneland), men min kærlighed til Skåneland er ikke en udfordring af det svenske. Den er et ønske om samhørighed, som jeg også har udlevet på det private plan: Jessica er svensk og mine børn er både danske og svenske. Jeg har svensk svigerfamilie, svensk lillesøster, endda en svensk tiptipoldefar, og gennem min opvækst er jeg kommet så meget i Sverige, at jeg ikke kan huske hvornår jeg lærte at tale sproget. Det har dog været efter jeg fyldte fem, for jeg kan endnu huske en pinlig situation, hvor min fætter Morten og jeg kørte i traktor sammen med Yngve, som var naboen oppe ved min mormor og morfars hallandske “ødegård”. “Haor du keissat i bøusarna?” sagde Yngve, og grinede, “ja” svarede jeg, og Morten og Yngve grinede. Da tænkte jeg, at det skulle blive løgn, at de skulle kunne lave sjov med mig på den måde en anden gang. Jeg har nok netop været fem år gammel, den sommer.

Der er forskel på en rejsevejledning og en grænselukning. Den danske regerings lukning af grænsen finder jeg for det første anstødelig, ikke mindst mod det danske mindretasl i Slesvig-Holsetn og befolkningen i Skåneland, som for en stor dels vedkommende har det danske som en del af deres identitet – og som, for en endnu større dels vedkommende, i højere grad end til Stockholm og Göteborg, refererer til København, som “deres by” - den storby man føler, at man bor i oplandet til. Min umiddelbare tanke var, at dette var et stunt, som skulle slå politisk mønt af en i forvejen fuldkommen afsindigt umulig situation. Et signal, som skulle vise, hvilken handlekraftig leder Mette-den-store er.

I det par dage, som er forløbet, er jeg ikke blevet andet end bekræftet i min antagelse, for hver eneste gang jeg har hørt en ekspert på området udtale sig om spørgsmålet, dansk som svensk, har de understreget, at grænselukning ikke er et indgreb, som de kan støtte. I Sverige har man da heller ikke taget dette skridt. Her er det politiske plan, så vidt jeg har forstået, nødt til at rette ind efter de anbefalinger, som man kommer med fra Folkhälsomyndigheten, og som dermed er videnskabeligt funderede. Dette er i øvrigt også grunden til, at man ikke har lukket skolerne i Sverige. Den bagvedliggende argumentation er, at børn for det første reagerer meget svagt på coronavirus, og at det, nu hvor virus er etableret, ikke kan gå anderledes, end at størstedelen af os skal have en omgang før eller senere, virusern er kommet for at blive, og følgelig er det nærmest svært, at finde argumentet for, at åbne skolerne igen, når de én gang er blevet lukket, uden at komme til at modsige sig selv.

I øvrigt skal jeg ikke gøre mig til ekspert på området, men det virker logisk på mig, at det må være fordelagtigt, at få sygdommen på et eller andet tidspunkt, down the road. Og her kommer forklaringen på, hvorfor dette indlæg ledsages af en kongeparadisfugl. “Why do you white men have so much cargo, when we New Guineans have so little?”. Det spørgsmål fik Feltornitologen og UCLA professoren Jarred Diamond en gang, da han var på fugletur på Ny Guinea. Han satte sig for, at finde svaret, og det er: Guns, germs and steel. Geværer, sygdomme og stål. Jarred Diamond har skrevet en bog med den titel, men der er også lavet en tv-dokumentar, som kan findes på you tube, og den forklarer hans hypotese ganske udmærket. Jeg skal netop til at se den sammen med Solveig og Ingeborg. De skal skrive en opgave om Inkariget, mens de har hjemmeskole.

Teorien bygger på, at hele grundlaget for den verdensomspændende kultur vi ser i dag, og som det er svært at komme udenom har sin rod i Europæisk dominans gennem århundreder, er at finde i den opfindelse af landbruget, som indtraf i Mellemøsten for ca 12500 år siden, og at denne opfindelse var udløst af kuldeperioden Yngre Dryas. Teorien tager sin begyndelse i, at menneskene i Den Frugtbare Halvmåne, som havde haft gode livsvilkår som jæger-samlere under den lune Allerødtid , fik problemer, da kulden atter satte ind i Yngre Dryas (Allerødtid hedder det, fordi perioden har sin typelokalitet i den lille grusgrav nord for Bregnerød, som rent faktisk var der, hvor jeg cyklede hen for at se på rådyr, da jeg var barn). Og hvorfor indtraf så pludselig en ny (temmelig kort) kuldeperiode, umiddelbart efter den sidste istids slutning? En mulig forklaring er, at den blev udløst af et asteroidenedslag. 12800 år gamle fragmenter af en asteroide er fundet rundt om på Jorden.

I sommeren 2016 opdagede professor Kurt Kjær fra Københavns Universitet krateret efter et asteroidenedslag i Hiawatha Gletcheren, i grønlandske Inglefjeldland. Kurt Kjær var redaktør på Kim Aaris-Sørens bog Danmarks Pattedyr fra Istid til Nutid, som Jessica og jeg illustrerede og designede – han fortalte os om opdagelsen, allerede i efteråret 2016 (og efterfølgende fik jeg til opgave, at illustrere selve nedslaget). Fundet blev publiceret i 2018. Hiawathanedslaget er endnu ikke sikkert dateret. Én teori er dog, at det daterer sig til netop Yngre Dryas. Hvis det er tilfældet, er denne jernasteroide, 1 km i diameter, selve den faktor, som har lagt grunden til verden, den “Antropocæne”, som den er i dag. Det er svimlende at tænke på, at det muligvis er så slumpvis en hændelse, som gør, at vi ikke den dag i dag trasker rundt og jager urokser med bue og pil.

Der er ingen ende på, hvor fascinerende verden er, når svarene på spørgsmålene så ofte er spørgsmål, og lige nu er der fantastisk her; der var gråt af traner i Pulken i går aftes (16. marts). Tusinder. Det fortsatte på den anden side åen, og nede i engen sad vandrefalken på et stykke drivtømmer i stoisk ro.

Jeg kommer til at rapportere om dette års tranesæson i Pulken så meget som overhovedet muligt.