FORÅRSUDSTILLING 2024: ÅBENT/ÖPPET 23. MARTS - 7. APRIL samt 13-14. april, 10:30 - 17:00, HÄRNESTADSVÂGEN 127, VED PULKEN! tlf: +45 31 69 47 26. (EVT. ÆNDRINGER ANNONCERES HER)
9. marts 2020
PULKEN RUNDER 1000 PRIMO MARTS!
Jeg havde godt, i eftermiddagens løb, bemærket, at der kom traner ind østfra. Det var en eftermiddag med vigende skydække, som efterhånden lod solen kigge igennem, svag sydvestenvind, men alligevel med et gråt præg. Havde det været sidst på måneden, efter et tøbrud, ville jeg have bedømt vejret som godt til tranetræk. Men sgu' da ikke 9. marts!?
Jeg var i fugletårnet fra ca 18:00 til 18:30, og da jeg sluttede tællingen stod 1030 traner på engen i Pulkens sydlige del. Over tusinde traner primo marts må næsten være en slags fænologirekord. Jeg vil ikke sige, at jeg er overrasket; hele denne vinter har været én stor overraskelse, så der er gået inflation i begrebet, men bemærkelsesværdigt er det. Jeg tror ikke det er hændt før.
Vandet er sunket betragteligt, nu er det blot usædvanlig højt. De forskellige bassiner i Pulken står ikke længere i forbindelse med hinanden. Det er faktisk næsten som et tøbrud - som var et mørke kommet over landet, nu man ikke har reflekserne fra det store vandspejl, som før omgav huset.
Mens vandet er sunket her siden i hvert fald midt i uge ti, er det til gengæld steget nord for Sjögård. Broen over åen danner her en flaskehals, og agrene på Vætlandssiden er oversvømmede af et stort vand. Det er spændende nok at følge med i.
Naturligvis bliver der udstilling igen i år. Jeg åbner den 21. marts, yderligere information følger.