 |
| Tjuren er faldet sådan nogenlunde til ro og sidder model. Feltskitse 13/4 21 |
Hold da helt op en tur jeg har været på. Jeg begyndte i går morges kl. 03:48, hjemme på terrassen, med paukende rørdrum. Efter rent faktisk at have spist morgenmad gik turen nordpå mod Ullared, ikke med Gekås som mål, men derimod en spillegal tjur, som har været rapporteret på artportalen i nogen tid. Klokken 08:09 var jeg fremme ved en lille eng, som godt kunne passe på beskrivelsen. Der gik et par traner. Traner lyder så anderledes i skoven, bl.a. fordi de da er på ynglepladsen og derfor ofte anvender det mægtige "Lokalisationskald" - det, hvor halsen bliver tyk og der kommer et vældigt trompetskrald, som giver ekko i skovrummet. Tjuren kunne jeg ikke umiddelbart få øje på, men efter en ventetid på ca 30 sekunder lød et bulder fra højre. Det var tjuren, som kom flyvende. Den landede vel en 30 meter borte og stillede sig an. Nu begyndte den at nærme sig i nogle bueformede løb, og med rejst hale og oppustede halsfjer. Jeg ved godt hvad dét betyder, det betyder, at man om et øjeblik har en tjur til at stå og hakke én i lårene, så jeg satte mig ind i bilen og fandt akvarelfarverne frem.
 |
| Det er når tjuren ser sådan her ud, at man skal passe på. Feltskitse 13/4 21 |
Det lod til at stille den nogenlunde tilfreds, for den stillede sig nu an med halen i vifte og strittende skæg, sådan omtrent en fem-syv meter borte. Efterhånden faldt den til ro, og sad faktisk ganske fint model. Så skød der ligesom noget i den, den skulle vise hvem der bestemte og gik til angreb. Efter at have sat bilen på plads med nogle næbhug fløj den op på taget, hvor jeg kunne høre den traske omkring. En rum tid.
Jeg tænkte, at det var bedre at lade den have lidt fred, så måske vi kunne mødes igen lidt senere.
Efter at have spejdet lidt efter nogle topmejser en kilometers penge ude ad skovvejen vendte jeg tilbage. Nu stod tjuren i den anden ende af marken og nu spillede den rigtigt! Til så stor en fugl har den en meget lille stemme. Ud fra luftfotoet på nettet kan jeg se, at den har været 80 m borte og selv på denne korte afstand kunne blot dele af sangen høres, nemlig noget klikken og "ploppet". Det som på svensk kaldes hissningen kunne slet ikke høres. Jeg kan regne ud, at jeg må have været meget tæt på, de gange jeg ellers har hørt tjur i skoven. Tjurens sang er en tretrinsraket, først en klikkende remse, så "ploppet" og endelig hissningen, som er en elektronisk hvæsen, som kan minde lidt om husskadesang eller søgen efter en radiokanal. Forbandet sky er de. Godt der derfor gives sådanne vanvittige kokke, for denne var til at se. At se en spillende tjur er simpelthen noget af det mest spektakulere den skandinaviske natur kan opvise. Det er for mig på højde med at opleve visse paradisfugle, blomsten af hvad der sker, når hunner af en dyreart udelukkende vælger udfra skønhed.
 |
| I fuldt spil. Feltskitse 13/4 21 |
 |
| Detailstudie af tjurens ansigt. Feltskitse 13/4 21 |
Fra Böttås ved "Furesøen" - det må den nærliggende sø jo faktisk have heddet, den gang Halland var en del af Danmark, kørte jeg til Kråxhult, en gang min morfars ateliér, nu familie-ødegård. Kråxhult er sjovt nok nabo "by" til min kollega Johannes Larsens Bockshult. Udelukkende et ejendommeligt sammentræf, for som helt ung naturinteresseret anede jeg ikke en pind om dét.
Jeg overnattede med elvarme og en flaske vand i husets mindste rum.
I morges var jeg igen tidligt på færde. Det frøs fire grader og alt var dækket af rim. Målet var Stormossen, en yndlingslokalitet siden jeg som vel 15-årig vovede mig der ud første gang. Forhåbningen var, at der ville være urfuglespil på mosen, som før i tiden; det var dog næsten et årti siden, at jeg var der sidst.
Stormossen er en velvoksen højmose. Jeg plejer at gå der ud fra landsbyen Håknaryd, som ligger på en bakke. Fordelen med det var i sin tid, at man så havde et stort grantræ, som stod ved et af husene, som pejlemærke når man skulle ud af mosen igen. Man kunne først se det, når man var midt ude i mosen, for dels er der en skovbevokset laggzone og den næste halve kilometer er bevokset med spredte, forkrøblede fyrretræer, som dog er høje nok til, at man bare må gå frem efter næsen. Nu er det græntræ så væltet, men det plejer at gå udmærket endda.
Ved Håknaryd stod en fin elgko i morgensolen, og nippede til et ungt løvtræ. Umiddelbart var der ingen urfugle at høre, men efterhånden som jeg banede mig vej gennem fyrretræerne kunne jeg høre dem skogre der ude. Det er tungt at gå i sådan en mose, det gynger og svupper, man snubler i lyngris, en tue, som ligner blødt jomfruhår, viser sig at skjule en træstub, så man pludselig skal bære sin vægt på et bøjet ben. Hele tiden spejder man - hvor er de? Hvis først man kommer til at skræmme kokkene op, er løbet kørt. Så kan man se dem sidde lidt i en grantop, men det er pisse ærgreligt. Nogen større skade tror jeg dog næppe det gør. Jeg er nok sådan ca den eneste der kommer i Storemossen, og det med års mellemrum. I øvrigt er jeg skrap til ikke at skræmme dem. Således heller ikke i dag. Det første man ser af dem er de ultrahvide underhaledækfjer, som bevæger sig gennem de tilrimede kæruldstængler og den brune pors. Med en kikkert på træder også de metalblåsorte, velproportionerede kroppe frem, og i morgensolen er de orangerøde kamme et signal som er til at få øje på. Det er så smukt. Det er næsten for meget. Hvordan kan det være nødvendigt, at noget skal være så smukt? Det ved kun de to urhøns, som lagde vejen omkring spillepladsen, hvor op til syv kokke spillede. Imens kunne mindst én yderligere kok høres. Der er en farveklang så udsøgt i de helt overdrevent flotte urkokke, den hvidorange kæruld, de minimale fyrretræer, den dybbrune porse og klokkelyngens skiftninger mellem brunt og de grålige blomsterstande.
 |
| Urufugle. Feltskitse 14/4 21 |
 |
| Flere urfugle. Feltskitse 14/4 21 |
Og mens tjuren er et tyst bekendtskab er lydsiden til urfuglespillet en oplevelse i sig selv. Smid en spillende regnspove og det lokale tranepar oveni.
Den sidste hane forlod spillepladsen 08:17, og efter jeg var kommet i land begyndte jeg tilbageturen til Pulken. Dog med to stop: Først Ödegärdet i udkanten af Unnaryd, en lokalitet jeg længe gerne har villet besøge. Her er en rest af de bøgeskove som en gang dækkede det meste af Halland; ikke en urskov, skoven er fuld af "odlingsrösar" fra jernalderen, altså sten ryddet fra agrene og lagt i bunke. Og de ligger der endnu. Praktiske Gris har ret. Ödegärdet var delvis åbent frem til senmiddelalderen (mener jeg det var). Men i dag er skoven gammel nok til at rumme en meget rig flora af mosser og laver, bl.a. en del gammelskovsindikatorer og rødlistede arter. Jeg har ikke en pind forstand på den slags, men jeg kan godt dykke ned i lavfloraens koralrev og blot nyde. To arter var dog formidlet, nemlig "bokvårtlav" og "lunglav". Den sidste faldt jeg for, så den måtte males. Ödegärdet vokser på en basisk bjergart og skal have en interessant flora også af "højere planter "; det så man dog ikke så meget til endnu.
 |
| Lunglav på bøgestamme, Ödegärdet. Feltskitse 14/4 21 |
Næste stop var Hästhultskogen ved Lidhult. Efter en gammel, naturskovslignende bøgeskov fandt jeg det relevant at besøge en tilsvarende nåletræsskov. Hästhultskogen væltede for en stor dels vedkommende i stormen Gudrun, men det er blot en del af naturens gang, så selvom de enorme, flere hundrede år gamle graner for en stor dels vedkommende nu ligger ned, er skoven lige god for dét. Den rummer ifølge en informationstavle i dag 250 kubikmeter dødt ved pr hektar!
Jeg gik tværs igennem, hvilket heller ikke var helt let. Det så ud til, at fyrretræerne havde været bedre til at modstå Gudrun, rigtig mange af dem stod endnu mellem noget der lignede en juletræsplantage som trængte til at tyndes ud. Hvad der for femten år siden lignede en bunke tændstikker var nemlig nu ved at blive gemt af unge rødgraner. Visse steder var skoven nogenlunde opretstående, og jeg syntes det var spændende at se, hvordan træerne havde mange forskellige højder, ganske som det skal være i en naturlig skov. Ved en af de mange væltede træer var gruset, rødlig jord blottet under roden. Her havde en tjur hentet sin kråseflint for nylig og kvitteret med lillefingerstore "tjurklatter". De ligner gåselort, men er grove - tjurer lever af fyrrenåle og den slags.
Klokken 16 var jeg endelig hjemme igen hos mine to hekseringe, hundrede muldvarpeskud, og rørdrummen, som pauker derude i rørskoven et sted. Jeg kunne tælle 1400 traner inklucive den leucistiske.
Det blev sådan set en hel pilgrimsrejse, jeg kan ikke komme uden om, at trane, tjur, urfugl og elg har en særlig plads hos mig, jeg kan næsten ikke forstå, at de er virkelige. De er for mig en slags koncentrat af skoven, den ville ikke være det samme uden dem.
