FORÅRSUDSTILLING 2024: ÅBENT/ÖPPET 23. MARTS - 7. APRIL samt 13-14. april, 10:30 - 17:00, HÄRNESTADSVÂGEN 127, VED PULKEN! tlf: +45 31 69 47 26. (EVT. ÆNDRINGER ANNONCERES HER)

27. juni 2021

MIDSOMMER


 

Sortklire, Pulken 26-06-2021, akvarel. Det er sjovt at se sortklirerne fouragere. Først går de fremad og fejer som skestorke, så pludselig løber de baglæns og bliver tykke - det er det, den på billedet gør.

Det begynder at ligne tørke. Engen er farvet som et klassisk atlas, de lavere dele er grønne, de højereliggende brune. Vi taler ikke om den Tibetanske Højslette og Bangladesh, men om små højdeforskelle på vel ca 10-30 cm, det ser ret pudsigt ud. Syd-Pulken er ved at tørre ud, noget som ikke er sket i mange år. Vand er der dog, og vanddybden er perfekt til de klirer og brushøns, som nu raster. Smukke fugle, sortklirer i fuld sommerdragt, brushanerne lidt mere afdankede; nogle flotte, andre noget rampornerede. Egentlig helt utrolig kort, at de brushaner er i deres fulde skrud, det er ikke meget mere end en måned. Her skal I lige se en ret speciel hane, som rastede i går. Den var ualmindelig elegant i sit harlequinkostume: 

Et regnvejr nu, ville med største sikkerhed give et formidabelt vadefuglefald. Ét tordenskrald var dog hvad man fik at høre fra en overskyet himmel. Men måske er det ikke så tosset med den tørke, det er jo netop dynamikken som gør Pulken så spændende. Uden dén kunne det være endnu en lille sø med et par blishøns.  

Her er nok at se på, i går aftes sad jeg i syd-Pulken og så 41 tinksmede, syv sortklirer, syv brushaner, krikænder, knarænder, skeand. Rødbene gik der med en nyligt flyvefærdig ungfugl. Pludselig strakte vaderne hals og gjorde sig flade - det var lærkefalken som lagde vejen forbi, sneg sig ind som en høg, ganske nær. Nogle vadere fløj op, andre trykkede mod vandfladen. Jeg tænker, at de derved ikke længere står ud som en karakteristisk silhouet mod vandet. Hvordan jagten gik ved jeg ikke, det gik lynhurtigt og på mystisk vis var falken straks borte igen. Det er sådan noget den kan.

Kotula breder sig over mudderet nede i sydøsthjørnet, og nu blomstrer også pukkellæben, mens sumphullæben står i knop. Nu nattergalen tier lyder det voldsomt, når vagtlen slår. Karmindompappen var på besøg i haven, for at synge fra  toppen af birketræet,.. det er også sandt - jeg skal ud en morgen og tælle karmindompapper. Måske i morgen. Og hvordan mon det går for rørdrummen?

Sortklire trykker, de kan faktisk godt trykke mere, have hagen helt nede og røre vandet.