 |
| 6210 kalkoverdrev *vigtige orkidélokaliteter. |
Her om sommeren trænger botanikken sig på og fylder meget. I år er der endda bedre tid til floraen; Pulken er næsten tørret ud. Der er ikke andet end en stor vandpyt tilbage – i dag var der lige plads til fem tinksmede, to svaleklirer og to viber. En gåtur i engene skuffer til gengæld ikke – særlig i det sydøstlige fenne, som blev afgræsset i foråret, blomstrer engens sene arter nu overdådigt. Jeg så en moshumle, fandt pile-alant som ny art for Pulken og da jeg gik i kanten af kæret og bestemte starer fandt jeg en ny bestand af hvepseedderkopper.
At min indgangsvinkel til naturoplevelsen gennem de senere år har flyttet sig fra de enkelte arter til de forskellige habitater har betydet meget. Blandt andet har det åbnet en hel verden af motiver, som jeg ikke ville have givet mig i kast med tidligere. Det veksler mellem hurtige akvarelskitser, som bliver færdige på stedet, og komplicerede minilandskaber, som begynder med timers tegning og maling i ubekvemme stillinger – f.eks. liggende på maven - og afsluttes over flere dage i ateliéret. At naturtypen er kommet til som interesseområde betyder bestemt ikke, at fascinationen af de enkelte arter er forsvundet. Det er ofte en spændende eller smuk art som lokker – bakkegøgeurt eller hyldegøgeurt f.eks. - men opmærksomheden på det plantesamfund den eftertragtede art indgår i leder til, at alt får en dybere betydning: Opmærksomheden skærpes og jeg får øje på den stribede kløver; spørgsmål til lokalitetens geologi og hydrologi opstår. Jo flere vinkler der kommer til i oplevelsen af naturen, des mere åbner landskabet sig. Flere og flere fortællinger kommer til.
Den 20. juli var det Havtäppet, som besøgtes. Stedet er en del af NATURA 2000 området Tostebergakusten. Vi er altså her i den Nordøstskånske Skærgård. Det ledsagende billede viser en plet vegetation i det kalkoverdrev som dækker det indre af Havtäppet.
Kalkoverdrevet er så tæt bevokset med
høje enebærbuske, at man næsten kan tale om en meget lysåben
enebærskov gennemkrydset af korridorer, som indimellem vider sig ud
i lysninger; det hele gavmildt bestrøet med store ledeblokke.
Naturtypebetegnelsen i NATURA 2000 plejeplanen er “6210
kalkgräsmarker”, men kunne med god ret også betegnes “5130
enbuskmarker på heder eller kalkgräsmarker”; det er vist mest et
spørgsmål om, hvor man lægger fokus.
I det labyrintiske landskab, hvor mere eller mindre tætte enebuskadser veksler med åbne partier, er den sjældne strand-krageklo en af karakterarterne. Den står virkelig overalt og pletter overdrevet lyserødt. Almindelig knopurt er mindst lige så talrig og en tredie karakterart er knoldet mjødurt. På de tørreste dele af overdrevet vokser pletter af hedelyng, soløje (Helianthemum nummularium ssp.), timian og rundbælg, som her er småblomstret og oftest højrød (evt. ssp. vulneraria). I de mere friske partier får den evindelige strand-krageklo selskab af blandt andre hulkravet kodriver og eng-nellikerod. Den plet jeg her har malet ligger i et af disse sidstnævnte, friske. Det er undertiden de små ting som tæller; det er en plet på nordsiden-, og altså i skyggen af, en lille rosenbusk. Her er der grønt, selv nu i højsommeren. Det er gerne sådan et sted man finder bakke-gøgeurten. På mit maleri ses én, som er ved at afblomstre nedefra. Der er også en opsvulmet frøkapsel ca midt i akset, og grundbladene er ved at visne. Blandt de øvrige arter på billedet ses eng-nellikerod, løvefod sp. og den allestedsnærværende lancetbladede vejbred. De lyse, behårede blade kan kun tilhøre én eller anden kurveblomst. Nogen blomst var der dog ikke. Mit bedste bud er, at det er lancetbladet høgeurt. Klokken er en liden klokke, de intrikate blade i midten er knoldet mjødurt og endelig er der skovjordbær. Græsserne har jeg ikke noget bud på, det var indviklet nok blot at få dem placeret nogenlunde rigtigt på billedfladen. Det lykkedes til gengæld meget godt.
