FORÅRSUDSTILLING 2024: ÅBENT/ÖPPET 23. MARTS - 7. APRIL samt 13-14. april, 10:30 - 17:00, HÄRNESTADSVÂGEN 127, VED PULKEN! tlf: +45 31 69 47 26. (EVT. ÆNDRINGER ANNONCERES HER)

28. marts 2022

OPDATERING FRA EN TRAVL UGE M:M: - OBS: TIRSDAG D. 29 ER DER LUKKET FRA KL 14 - 16

Her så en af Ingeborgs traner. Det tog forbavsende kort tid for hende, at male denne trane, med fine fjerdetaljer, som nærmest er laverede, diskrete men tydelige indenfor en gråskala. Jeg er også ret imporneret over penselføringen i de filigranagtige prydfjer, som blæser i vinden. Ingeborg er også 13 år; pigerne er tvillinger.

 

Tirsdag den 29. marts deltager jeg i en livesending på Vattenrikets WEB-TV. Sendingen er fra kl. 15:00 til 15:30, og da jeg ikke kan være to steder på en gang, har jeg lukket fra 14:00 til 16:00. 

Så langt så godt. Det har været en periode med rigtig mange traner. Særlig efter vinden gik i vest er der kommet mange til, og antallet er steget til først 6800 rastende fugle, så ved indgangen til weekenden over 8000 og i dag står op mod 10.000 traner i Pulken. Fredag og lørdag var præget af et utroligt virvar af traner, som væltede hid og did i grupper på op til 3-400 fugle. Det virkede ikke som om de var helt på det rene med, at det var dem tiltænkt at holde sig på Matningsfältet. I går, søndag var nok den mest klassiske dag. Fra kl. ca 15:30 sommertid strømmede traner ind fra øst; mange, og ofte store, flokke i luften samtidig.

 

Observationer siden sidste opdatering:

Stubmarken syd for huset tiltrækker mange småfugle, især sanglærker, tornirisker og rørspurve. 24/3 syntes jeg, at nogle af fuglene i en torniriskflok, som fløj omkring halvvejs nede på marken, så lidt spøjse ud. Et nærmere eftersyn afslørede, at det var to bjergirisker - begge i yngledragt, og i hvert fald den ene var en han, som sad og sang. Det er blot fjerde fund i Pulken, og de øvrige fund falder, sjovt nok, i perioden 27/3-1/4. Der kan være to forklaringer på dette tydelige fundbillede: 1) der er flest fuglekiggere i Pulken, når tranerne kulminerer, eller 2) bjergirisk optræder på lokaliteten som en temmelig sjælden trækgæst ultimo marts. Efter 15 vintre i Pulken uden bjergirisk kan jeg i hvert fald konstatere, at arten ikke er en almindelig vintergæst her. Jeg tegnede en skitse:

En anden usædvanlighed er et stort influx af blishøns. Antallet er steget støt, og søndag aften rastede 22 blishøns, det er uhørt. Viben har derimod glimret ved sit fravær. Først søndag aften stod der en fugl på det traditionelle revir på næsset, som adskiller Pulkens to nordlige bassiner. Nok er her vådt, men mon ikke det kan have noget at gøre med, at op til ca 1000 bramgæs har været glade for at stå netop der? Det holdt de op med, da der i løbet af ugen begyndte at være fuldt hus på parkeringspladsen. Bramgæs er lige den smule mere sky end viber, så jeg håber, at vibeparret nu får ro til at etablere sig. Dem vil jeg nødig undvære.

Lørdag morgen var Henrik Haaning i Pulken for første gang nogensinde. Henrik er en af Danmarks dygtigste feltornitologer, og han lavede naturligvis en art, som kræver beskrivelse til Rrk, det lokale sjældenhedsudvalg - nemlig et ekstremt tidligt atlingandepar... som han ikke har lagt på artportalen. Gæt hvem der så får fornøjelsen af at lave en udførlig beskrivelse af hele to atlingænder 26/3 2022. Martsfund af atlingand er sjældne, og skal beskrives.

Samme lørdag morgen så jeg en enkelt rastende sølvhejre, mens Solveig, Ingeborg og jeg var ved at gøre klar til at modtage en busfuld traneturister fra Scanbird. Efter traneturisterne kom buschaufføren på besøg. I en krukke i vindueskarmen har jeg en dusk rørdrumfjer stående, og buschaufføren impornerede virkelig - han mente nemlig, at fjerene enten måtte stamme fra rørdrum eller stortrappe, arter han begge kendte fra sit hjemland Ungarn. Han var ikke fuglekigger, men havde tydeligvis ualmindelig godt styr på fugle.

 

Traneprognose

I indeværende uge går vinden i øst tirsdag og onsdag, samtidig med at vejret bliver skyet. Det giver ikke noget videre tiltræk. Torsdag, lørdag og søndag bliver derimod dage med svag vestenvind og sol, og hvis der stadig er traner syd for Østersøen, er der god chance for tiltræk. Med næsten titusinde rastende traner på Pulken i skrivende stund, kan man have sine tvivl om, hvor vidt der er flere traner i vente. Hvis der er, ville det dog ikke være første gang jeg blev overrasket. I hvert fald - de er her nu, og det ville undre mig såre, hvis her ikke er tusindvis af traner ugen ud (og længere endnu).