FORÅRSUDSTILLING 2026: ÅBENT/ÖPPET: 21/3 - 7/4 kl. 10:30-16:30 samt efter aftale. Lukket 24/3. HÄRNESTADSVÂGEN 127, VED PULKEN! tlf: +45 31 69 47 26. (EVT. ÆNDRINGER ANNONCERES HER)

21. marts 2018

NU ER DET TID - VELKOMMEN!


Traner lander i Pulken efter at have krydset Østersøen 21-03-2018.

Nu er det tid at åbne. Kl 11:00 imorgen åbner jeg min tiende forårsudstilling på Pulken. Det er osse en slags jubilæum! Udstillingsperioden bliver således 22. marts til 15. april, og åbningstiden er kl. 11-18. Adressen er Härnestadsvägen 127, huset ligger 100 meter øst for Pulkens parkeringsplads.

Til folk, som bruger GPS, kan jeg videre berette, at postnummeret er 296 91 Åhus. Det sidste har før forvirret en og anden, for vores hus ligger absolut IKKE i byen Åhus, men langt ude på bøhlandet. Der er faktisk ca 7 km fra vores hus til selve Åhus, men sådan lyder adressen nu en gang:
Härnestadsvägen 127, 296 91 Åhus.

Så er dét på plads.

Sensation på sensation
Det har været endnu en mindeværdig dag i Pulken. Det her er stor natur, og der er hele tiden noget at se. Jeg kunne stå hele dagen ude på terrassen uden at blive træt af det - som min svigerinde sagde engang, efter at have oplevet min nærmest kontinuerte begejstring: "Det är jo sensation på sensation!". Og det er jo dét, det er. At se to rørhøgehanner glide ud over engen, hvor vandfladerne kun langsomt vinder ind på den tykke is, elgen, som i dag har været fremme på marken to gange ved højlys dag, skovhornuglen, som sang i nat, en fjern ørn, som garanteret var en kongeørn, havørnen, som med rolige vingeslag åd sig ind over marken, bjergvipstjerten, som trak over - kun min anden eller tredie i Pulken, syv storke kredsende over huset, hulter til bulter, som storke netop skal - alt imens tranerne i velordnede bånd fløj ind for at lande.
Tranerne.
Tællingen af traner, som idag fløj ind til overnatning, endte på 293. Indflyvningen sluttede 18:49, samtidig med at det begyndte at regne inderligt. Det svarer nærmest præcis til gårsdagens antal, egentlig lidt overraskende. Jeg havde forventet flere, vinden har hele dagen holdt sig i den WSW-lige sektor, og traner er trukket over siden sidst på formiddagen. Langt flere end de 293, som gik til overnatning. Men ærlig talt er her jo heller ikke så meget for en trane at gøre endnu. Det lader ikke til, at bønderne er begyndt at så, og tranefodringen på Pulken begynder (i modsætning til ved Hornborgasjöns turistcirkus, hvor man bevidst lokker tranerne til) ikke før bønderne rapporterer, at tranerne er ved at forgribe sig på udsæden.

Traneprognose
Det jeg har som succeskriterium i det følgende, er tiltræk af traner sydfra. Den gunstige udsigt for torsdag-fredag er aflyst, desværre. Vinden bliver god - sydvestlig, nemlig, men desværre bliver det overskyet. Der vil afgjort komme traner, men det bliver ikke bonanza. Til gengæld ser lørdag moderat lovende ud, mens søndag, og mandag, såfremt vejrudsigten holder. kan blive dage, hvor det regner med traner.

Ud over lokalvejrmeldingen for Åhus er der, som jeg vist har nævnt, to vejrudsigter, som jeg især holder øje med. Nemlig Stralsund og Gdansk. Både lørdag og søndag ser interessante ud: Stralsund lørdag: S drejende WSW 3m/s, først skyet, fra kl. 13 vekslende skydække med solchance. Det kan godt give noget - dog møder tranerne sydøstlig vind over Skåne, og det er knapt så godt. Søndag ser  bedre ud, for da varsles der for Gdsansk tilsvarende vind, men desuden vekslende skydække fra om morgenen - samt vekslende skydække og sydvestenvind over Åhus. Det betyder, at tranemotorvejen er åben!. Mandag ser endnu bedre ud.

Jeg tør hermed godt anbefale et besøg i Pulken i den kommende weekend, mandag med. Her kommer garanteret til at være traner at se på, flotte misteldrosler tør jeg osse love. Evert har set spidsænder i dag, ørne er her - og så er der jo den elg, som med ret stor sandsynlighed vil komme frem nu og da. Lennart Johansson, vores lokale naturfotograf, har desuden fotograferet en elgko med to kalve herude på marken for nylig, så de er her, mindst fire, og de er sultne efter rapsen!

15. marts 2018

ÅBNING AF UDSTILLING UDSKUDT!









Forårstrækkets første traneovernatning i Pulken


Der er opstået en situation som gør, at jeg er nødt til at udskyde åbningen af årets forårsudstilling i Pulken. Vores fireårige dreng har brækket benet. Det skete i forgårs, og han har nu benet i gips. Det skete i børnehaven i leg, et uheld af den slags man ikke kan gardere sig imod. Han skal til opfølgende røntgenundersøgelse på mandag. Derfor kan jeg tidligst åbne årets udstilling tirsdag den 20. marts – og senest den 22. marts!
Hvis du/I planlægger at besøge mit ateliér i i dagene frem til onsdag den 21. marts, vil jeg derfor opfordre til at man konsulterer denne blog!

Jeg beklager hvis nogle kommer til at opsøge mig forgæves i de kommende dage, men at det primære hensyn må være, at vores dreng kommer bedst muligt igennem den næste tid, kan ingen vist være uenige i.

Det er rigtig synd for den lille dreng, som nu knapt kan røre sig. Han synger en sang, som bruges flittigt i diverse daginstitutioner – og at han er i stand til at bearbejde det på dén måde, er jo glædeligt. Teksten går sådan her: “De knogler, de knogler, de skøre knogler” osv. Og så læser han i vore børnebøger om kroppen.

Nu nok om det og videre med forårets udvikling her i Pulken: Nu trækker misteldroslerne igennem. De store, smukke drosler hopper omkring på brakmarken, kendeligt store og kraftige. De er sky, og selvom der er flere hundrede meter over til dem, flyver de op i elletræerne, blot jeg går ned til min hæk for at kunne tælle dem ordentligt. I dag er her 11. Om aftenen giver de et par strofer, en mellemting mellem solsort og sangdrossel, kunne man sige. Straks det bliver mørkt går skovhornuglen i gang med sin sang og den er flittig. “HUUH...HUUH...HUUH...” lyder det i timevis. En tredie fugl som synger nu er kernebideren. I forgårs, da sneen forsvandt, sang den i toppen af vores store birk, jeg skulle lige vende i hovedet hvad det var, først troede jeg det var stæren. Kernebideren har en sær sang, en halvkvalt cykelpumpe blandet op med kernebiderkald. Det ligger ikke lige for, at der skal komme pivedyrslyde ud af så mægtigt et næb.

Sneen ligger stadig på åsen, men her er den, som sagt, stort set borte. Lærke, vibe og stær ankom så snart den var væk, men de to sidste holder vist stadig vinterferie. De fouragerer på engen men synger endnu ikke. I går åbnede en våge i Pulken og da ankom også gravand, endnu kun to.

Og traner? Forårets første traneovernatning indtraf i går, 14. marts. 21 traner. I løbet af eftermiddagen noteredes en smule tranetræk, 4+23 nordtrækkende 14:08 og 10 indtrækkende til rast i Pulken 16:45.
Nordtrækkende traner sås også i forgårs, 13 stk. 15:30.

TRANEPROGNOSE
Nu er vi ved at være der henne hvor der kan forventes store antal, hvis blot vejret er det rigtige. 
Hen over weekenden fortsætter østenvindsperioden. Det betyder at der ikke kommer til at ske en skid i Pulken. Bevares, måske 30 traner til overnatning, 6 hvide storke, syngende skovhornugle osv. men intet indtræk af traner af nogen betydning. 

Ifølge lokalvejrudsigten for Åhus går vinden i vest fra mandag og det er godt. Men hvis man skal spå om hvornår tranerne kommer, skal man også se på vejrudsigten for Tyskland og Polen. Det ser ud til, at det bliver torsdag den 22. marts og fredag den 23. marts! Da er udsigten for Danzig/Gdansk vekslende skydække 8°C, SW moderate breeze hhv. 9°C, SW fresh breeze. Stralsund varsler torsdag 5°C SSW light breeze (overskyet fredag). Hvis denne udsigt kommer til at holde stik kunne der meget vel komme nogle tusinde traner op over Østersøen. 

Onsdag den 21. marts får tranerne fint trækvejr over skåne, men spørgsmålet er, om tranerne har travlt nok til at de trækker ud over Østersøen i det gråvejr som er varslet for både Stralsund og Gdansk.

13. marts 2018

VILJELØST LYS








Traner langs Härnestadsvägen 2018-03-12


Vårvinteren er ved at fordampe. Tågen tager til over dagen. Sneen har tyngde. Isen rådner på markerne og rapsen fylder den af fugtighed nærmest håndgribelige luft med en dunst af hengemt kål. Lyset er viljeløst og uden retning, men i dette grå rum står birken netop så klart frem, i alle detaljer. Vindstille er det, og musvittens vingeslag bliver et bulder. Skovspurvenes sang en provokation.
Fire traner gik ganske nærved vejen, da jeg før var ude. I tågen gælder andre regler, og de lod mig passere uden at gøre mine til flugt.

Og hvad har vi i vente? Bortset fra i morgen, hvor vinden skal blive let og nordvestlig, og hvor tågen er spået at holde ved, er der lovet østenvind i de følgende 10 dage. Tranerne har endnu god tid, men med det klare vejr, som er forudsagt for næste weekend, ville det undre mig, om ikke nogle ville tage turen over Østersøen. Det som går mig mest på, er isen. Jeg håber, at dagene vil blive tilstrækkelig lune, til at nattefrosten ikke kan nære den. Foreløbig har isen spoleret svanernes gennemtræk for mig. I mildt vejr er det ellers en dagligt tilbagevendende fornøjelse, at have sang- og pibesvaner liggende i de åbne vandflader til ud på formiddagen. Svanetrækket er forårstrækkets ouverture, en vellyd og et skuespil, som jeg i år har måttet savne.

Nede i Europa venter krikænderne, skeænderne, alle vadefuglene. Viberne venter på at indtage engen og fylde natten med sang. Gid isen ville slippe.

11. marts 2018

UDSTILLING I PULKEN 17.MARTS - 15. APRIL 2018







For tiende år i træk holder jeg udstilling i vores hus I Pulken, Härnestadsvägen 127, 296 91 Åhus. Vores hus ligger 100 meter øst for Pulkens parkeringsplads, velkommen!. I år holder jeg åbent 17. marts - 15. april kl. 11-18. Her på bloggen kommer jeg til løbende at orientere om tranevårens udvikling, hvad der er at se i øvrigt i området osv.

I år har vi som bekendt en kold vårvinter, og det har lagt en dæmper på forårstrækket. Nogle traner er dog på plads, sandsynligvis lokale ynglefugle. I øvrigt har jeg i løbet af den seneste uge set en del havørne samt kongeørn, skovhornugle og vandrefalk. Mosehornugle er også i området, to fugle jager for tiden daglig over Köpinge Ängar. På grund af kulden er der endnu tusindvis af sædgæs. Mellem de mange sædgæs er det muligt at pille enkelte kortnæbbede gæs ud og en enkelt dværggås er også set. Den er det ikke lykkedes mig at finde, men det er absolut muligt, at den er her endnu.

Jeg håber vi ses!

Venlig hilsen

Carl Christian Tofte


3. marts 2018

TÆT SNEFALD, OPKLARING






Hen under aften 1. marts.


Har det nu ikke sneet uafbrudt i over et døgn? Det tror jeg bestemt det har. Undertiden store, vidtløftige fnug; så kraftig vind, med små, hårde kugler et sted mellem hagl og fnug, som blev kastet mod en, som riskorn på et brudepar. Da jeg sad på dørtrinnet og kiggede i Niels Peter Andreasens bog om hans liv med vandrefalken lagde en stor stjerne sig til hvile på side 198. Og det sner endnu. Hvis jeg tidligere på vinteren, hvor barfrosten lukkede vandfladerne, har fundet fuglelivet lidt kedeligt, så var det da intet imod nu. Pulken er nediset og dækket af dyb sne, Helge Å er næsten tilfrossen. Ingen vandkanter med spankulerende krager, intet at hente for havørnen.

Men en markmus kiggede nysgerrigt op fra sit hul i sneen, da jeg før var ude med fuglefrø. En aften kom skovhornuglen lydløst forbi – det er snart en hel fødekæde. Den ugle har garanteret sin dagrasteplads i naboens fyrretræer. Her ville det være en hjælp, hvis det ville holde op med at sne, for eventuel uglegylp, som kunne afsløre dagrastepladsen, dækkes hurtigt til.

Smuk er den nu, sneen. Jeg har malet det ene landskab efter det andet i disse dage. Her er groft sagt tre elementer, sneflade, elleskov og himmel, og alt efter lyset ændrer de farve. Når det er klart nok, er der yderligere den fjerne ås, hvor sneen lige nu er rosa, mens den ude på marken er ved at kamme over i turkis, med en koboltblå stribe langs skovkanten. Det sidste er i virkeligheden en hallucination. Det er øjet, som ikke magter overgangen mellem mørk skov og blændende sne og så skaber en farve ind imellem. Prøv selv at se efter! Hvis man først bliver opmærksom på fænomenet, vil man bemærke det i mange sammenhænge, jeg bruger disse hallucinationer aktivt i mit arbejde. Og det er vel egentlig surrealisme, eller hvad?

Og så holdt da sneen endelig inde. Der skal ikke andet til end en lille opklaring før ravnene, som lader til at være kloge nok til at nyde flugten for dens egen skyld, leger mod himmelen. En havørn lander pludselig i sneen, ganske nærved, og den sidder længe nok til at blive tegnet. Der er et fantastisk lys på undersiden af rovfuglene, som nu igen er på vingerne, havørn, musvåge og rød glente. Fire traner i disen over Egeside Träsk med snedækkede enge i forgrunden. Døde elletræer med sne på nordsiden. Det er et syn jeg vil huske, det kommer jeg nok til at male. Straks efter kommer en kongeørn flaksende over skoven, skarpt forfulgt af en ravn.
Det bliver sværere og sværere, at holde modet nede.

Jeg er blevet rigtig glad for at inddrage vejret i mit arbejde. Helt konkret: bemærk hvordan kulden har tegnet iskrystaller i den mørke sky.

Gammel havørn i sneen.

16. februar 2018

VEJRFUGLE







Natligt snefald efterlod de frosne vandflader hvide. Vinden var i midlertid sydvestlig, og tøvejret trak i dagens løb mørke faner i den snedækkede is. Pulken i kold østenvind er et frossent øde, begivenhedsløse dage, hvor fuglene er som sunket i jorden, men idag var her en duft af nylig tøet jord, græssende sædgæs og sangsvaner på himmelen.
Og så klokken 14, da jeg kiggede op fra "årsbokslut", den store, årligt tilbagevendende, skæbnesvangre blækregning, traner!
Tidlige traner, en flok på 10. Der var både dans og duetråb og senere sås en trane i "paradeflugt", en adfærd, som jeg har indtryk af nærmest kun ses på ynglelokaliteten. Disse tidlige traner er efter al sandsynlighed lokale ynglefugle. Det må de være. Det er ikke den første milde vinter jeg oplever i Pulken, og min erfaring er, at selvom de lokale ynglefugle ankommer nok så tidligt, så skubbes kulminationen af de nordligere ynglefugles træk kun marginalt. Den venter jeg ikke før vi når ultimo marts.

Grønirisk og musvit har sunget idag, men småfugle ser man ellers ikke meget til i en have med græs, muldvarpeskud og nogle birketræer. Først om aftenen giver de sig til kende, når de søger nattesæde. I svalerederne under tagskægget overnatter de lokale gærdesmutter. I tusmørketimen bliver de pludselig meget synlige, når de sidder på den ledning som slår en sløjfe lige udenfor mit vindue. Ledningen forbinder en parabol med ingenting. Parabolen hænger der som en mulighed; ledningen fordi den om sommeren er svalernes foretrukne siddeplads, og om vinteren altså gærdesmutternes. I går var en af smutterne endda kommet ind i stuen, hvor den havde søgt nattesæde i mappen med mit danske årsregnskab for 2017. Der blev den naturligvis forstyrret, og den måtte indfanges med insektnet og lukkes ud.

Ud over den obligatoriske blækregning er jeg nu i gang med at forberede min tiende forårsudstilling i Pulken. Og det er ikke den eneste udstilling jeg forbereder, den 18. marts åbner Geocenter Møns Klint for sæsonen, og der har jeg i år fået lov til at udstille Tranefrisen, min 15 meter lange akvarel. Jeg vil gerne supplere tranefrisen med andet materiale fra Møn, så jeg har malet lidt i området, bl.a. nedenstående lille akvarel fra Jydelejet Fald, den er malet i frostvejr, så det var ikke helt let. Farverne frøs hurtigt til farvede iskrystaller, som snarere end at smøres rundt, måtte skubbes omkring:



22. januar 2018

SKÅNEVINTER






Skånevinter. Hvis man smager lidt på ordet, kunne det vel være en vinter, som skåner os for kulden - den kulde som man snart kunne savne. Sne har jeg ikke set meget af denne vinter, faktisk først idag, hvor jeg kører østpå gennem Skåne, ser jeg sne. Et vist snedække begynder umiddelbart øst for Malmø. Jeg er søgt til Toarp, for her har en stor skrigeørn holdt til i en tid. Jeg så den i sidste uge, men blot kort. Alt for kort.

Her, i skovbrynet, er en grube gravet ud, en ådselkule med døde dyr, som nu tiltrækker en sværm af rov- og kragefugle. I sidste uge så jeg den store skrigeørn sidde  i skovkanten, da jeg kørte ud fra Törringe Gård. Jeg så den i håndkikkert gennem forruden, men mens jeg steg ud, og tørrede dug af teleskopet, forsvandt den. En udebleven oplevelse.
Det blev der rådet bod på idag.

Ved Toarps järnvägskorsning står man, så vidt jeg har forstået, primært hvis man synes, at det er vigtigt, at se stor skrigeørn i Malmø Kommune (det er faktisk vigtigt for mange, og fred være med det; se microbirding.se). Dagens vejr var egentlig ikke velegnet til ørneflugt, Jeg kiggede lidt, men rykkede snart videre til sidste uges åsted ved Törringe. I skovbrynet, over ådselkulen, sad rigeligt med rovfugle, dog var alle musvåger og røde glenter.


Mange minutter skulle jeg imidlertid ikke vente. Ude i syd fangede jeg snart den krakteristiske silhouet af den store skrigeørn, svævende over et skovbryn med sneklædte træer.

Selve idéen om stor skrigeørn i Skåne er større end det, blot at sé fuglen. Jeg havde allerede set den. Det at se den kredse over et skånsk vinterlandskab var en indfrielse af en større forventning - forventningen om engang at få den ikoniske oplevelse af overvintrende stor skrigeørn i Skåne, et set-up, som nok er klassisk, men imidlertid ikke helt let, at få lov at opleve.

Efter at fuglen var forsvundet bag Törringe Lund for anden gang tog jeg chancen, og kørte ned mod Käglinge og Arrie. Her er både åben slette, morænebakker og et mosedrag. Det var mosedraget, som gav bonus. Snart genopdagede jeg den store skrigeørn flyvende lavt over terrænet; flere gange satte den sig, jeg fandt kuglepennen frem og tegnede til fingrene smertede i frostvejret - ikke mindst dét, at komme tilbage til bilens varmeblæser var smertefuldt!

Østpå gennem Skåne tiltog snedækket, men som forventet aftog det igen på Kristianstadsslätten. I Pulken var sneen primært begrænset til muldvarpeskuddene. Vel hjemme igen var billedet således typisk: En nærmest snefri slette med Linderödsåsen stående i syd, som et sneklædt bjergmassiv.

Pulken er totalt islagt og opviser pt. høj vandstand, dog lavere end for et par uger siden. At der er is på gør, desværre, at fuglene koncentreres i Helge Å, hvor jeg ikke kan se dem hjemmefra.

Jeg kan til gengæld høre både overnattende gæs og svaner, - det er tydeligt, at de for tiden overnatter i stort tal. De tusinde skovsædgæs, som græssede på Pulken i forrige uge, giver en idé om omfanget. Det lokale hit her i vinteren, har været en sort glente, som sammen med ca 40 røde glenter, er set flere gange nede ved Yngsjö Kapel. Her ligger der efter al sandsynlighed et eller andet ådsel.

Noget af det mærkeligste jeg har oplevet i denne vinter var dog da jeg ca tredie juledag kunne tælle syv rastende traner ved morgenoptællingen i Pulken. Af disse var de fleste adulte, én definitivt 1k. Det var således ikke en flok idioter, men et genuint forsøg på overvintring i en skala som jeg aldrig har oplevet før!