KOELERION GLAUCAE

 

Sandstäpp, Everød 29-07-2021, detalje. Akvarel på bomuldspapir

Ved Everöd ligger et lille stykke sandsteppe. Det ligger langs en nedlagt jernbanestrækning, og det er vel derfor det har undgået at blive en del af den omgivende, røvsyge fyrreplantage (som dog supplerede med lille flagspætte og topmejse). Sandsteppe dækkede engang store områder i Østskåne, Uden jævnlige forstyrrelser som bringer kalkrigt sand op til overfladen overtager andre plantesamfund, f.eks. grønklit. At store områder kunne oppebære dette konkurrencesvage og kræsne plantesamfund skyldes det nærmest nomadiserende landbrugssystem, som var fremherskende i det sandede Østskåne før i tiden. I dag er sandsteppen en af Skandinaviens sjældneste naturtyper - totalt under 50 ha. 

På én eller anden måde er en lille stump overlevet netop her, ved Everöd. Jeg besøgte stedet i morges, med det formål at male den mest arketypiske sandsteppe, nemlig "tofsäxingsamhälle". Dette plantesamfund har den plantesociologiske betegnelse Koelerion glaucae. Altså sandsteppe med klit-kambunke Koeleria glauca (den hedder på svensk tofsäxing) og blottet sand. Hvis ikke det er dét, jeg har malet hører jeg meget gerne. 

Det var ellers svært nok at holde sig til planen. Jeg begynder altid med rekognoscering, og allerede i vejkanten voksede klit-kambunke, sand-nellike og soløje. Snart efter stødte jeg på ager-kohvede og aks-ærenpris. Lidt borte voksede noget jeg på afstand troede var due-skabiose, men da jeg kom nærmere viste det sig at jeg havde taget ordentligt fejl. Det var vellugtende skabiose! Grenet edderkopurt stod med fine, hvide stjerner - jeg blev simpelthen blæst bagover af den rigdom, her var. Andre fine sager, som også hører til den "ægte" sandsteppe, var gul evighedsblomst og grådodder - og så groede, direkte i sandet, en øjentrøst, som jeg skal have set nærmere på en anden gang. Naturligvis var der også sådanne sager som smalbladet timian og sandstar.

Jeg bliver af og til spurgt, hvor lang tid det tager at male et billede og det har jeg sjældent noget svar på. Men i dag ved jeg, at jeg tvang mig selv til at holde mig til planen - trods fristende vellugtende skabiose og grenet edderkopurt malede jeg dér hvor jeg kunne finde blomstrende sand-nellike sammen med klit-kambunke. Klokken otte sad jeg foran mit motiv og kl. 12:10 var jeg klar. Det var fire stive timer - noget mere end jeg havde ventet.

Mit maleri viser: klit-kambunke; det er de små blågrønne græstuer, og alle aks på maleriet er klit-kambunke-aks, på nær ét, der er nemlig også en anden græs med, en art Festuca, som jeg mistænker er baltisk svingel. De hvide blomster til venstre på maleriet, som stiger op fra en tæt, blågrøn tue, er sand-nellike af den nær-endemiske race, som kun findes i Sverige og et par steder i Baltikum. Plantens aflange, langstilkede frøstande ser man også. I øvrigt er det bart sand og endelig en skorpeagtig mos.

Nedenfor kommer nogle billeder fra maleprocessen samt det færdige maleri. Aller nederst et billede jeg tog i  Skånes bedst bevarede sandsteppeområde nær Vitemölla, som viser baltisk svingel Festuca polesica. Det er den lille græstue nede i venstre hjørne. Egentlig var det den store tue af sand-nellike med frøstande jeg fotograferede, men man har åbenbart lov at være heldig!

 

optegning i gang

 

Godt halvvejs

Næsten klar

Færdig.

 

 

 

Baltisk svingel og sand-nellike ved Vitemølla.

 

 

XERIC SAND CALCAREOUS GRASSLANDS - DEN SKÅNSKE ØRKEN

 

Den røde hullæbe er langt henne i sin blomstring. Her i området vokser de i forbindelse med sandsteppefragmenter. Nogle står i egentlig, knastør sandsteppe, gerne direkte i det hvidgrå “rensdyrlav” og med sand-nellike som nabo. Disse er dog ved at være færdige, har måske et par smukke blomster i toppen, men er i øvrigt gået i frø. For at finde individer, som endnu stod i fuldt flor, måtte jeg lidt ind mellem fyrretræerne.

Fyrreskoven langs Hanøbugten er en sandflugtplantage og for at fremme sandsteppearterne og genskabe et mere åbent klitlandskab er plantagen blevet ryddet visse steder, trærødderne er fjernet og sandet blottet – noget jeg i aller højeste grad bifalder. I selve “hullæbeområdet” har et ret åbent parti med fyrretræer dog fået lov at blive stående. Både rød hullæbe, skovhullæbe og glat hullæbe trives nemlig udmærket både i sandsteppen og inde mellem fyrretræerne. Voldsomme indgreb netop hér, kunne nok risikere at gøre mere skade end gavn.

Billedet her viser en rød hullæbe, den står i mos, men substratet er hvidt, kalkrigt sand. Ved siden af hullæben står en frøstand af kobjælde, sandsynligvis opret kobjælde, og her, lidt inde mellem fyrretræerne, er almindelig kohvede talrig – det er den med de gule blomster. Mellem kobjælden og hullæben ses en anden art, som er almindelig i forbindelse med fyrretræerne, nemlig de runde blade af en art vintergrøn, som jeg ikke forsøgte at bestemme. I nærheden fandt jeg i øvrigt smalbladet klokke i den sjældne, hvide form. Dette er ikke egentlig “6120 sandstäpp”. Jeg har endnu til gode at male et ordentligt billede af den åbne sandsteppe, det må blive ved et senere tilfælde - så skal jeg også nok smide en mængde ord efter hvad det er.

KALKOVERDREV, TOSTEBERGAKUSTEN

 

6210 kalkoverdrev *vigtige orkidélokaliteter.

Her om sommeren trænger botanikken sig på og fylder meget. I år er der endda bedre tid til floraen; Pulken er næsten tørret ud. Der er ikke andet end en stor vandpyt tilbage – i dag var der lige plads til fem tinksmede, to svaleklirer og to viber. En gåtur i engene skuffer til gengæld ikke – særlig i det sydøstlige fenne, som blev afgræsset i foråret, blomstrer engens sene arter nu overdådigt. Jeg så en moshumle, fandt pile-alant som ny art for Pulken og da jeg gik i kanten af kæret og bestemte starer fandt jeg en ny bestand af hvepseedderkopper.

At min indgangsvinkel til naturoplevelsen gennem de senere år har flyttet sig fra de enkelte arter til de forskellige habitater har betydet meget. Blandt andet har det åbnet en hel verden af motiver, som jeg ikke ville have givet mig i kast med tidligere. Det veksler mellem hurtige akvarelskitser, som bliver færdige på stedet, og komplicerede minilandskaber, som begynder med timers tegning og maling i ubekvemme stillinger – f.eks. liggende på maven - og afsluttes over flere dage i ateliéret. At naturtypen er kommet til som interesseområde betyder bestemt ikke, at fascinationen af de enkelte arter er forsvundet. Det er ofte en spændende eller smuk art som lokker – bakkegøgeurt eller hyldegøgeurt f.eks. - men opmærksomheden på det plantesamfund den eftertragtede art indgår i leder til, at alt får en dybere betydning: Opmærksomheden skærpes og jeg får øje på den stribede kløver; spørgsmål til lokalitetens geologi og hydrologi opstår. Jo flere vinkler der kommer til i oplevelsen af naturen, des mere åbner landskabet sig. Flere og flere fortællinger kommer til.

Den 20. juli var det Havtäppet, som besøgtes. Stedet er en del af NATURA 2000 området Tostebergakusten. Vi er altså her i den Nordøstskånske Skærgård. Det ledsagende billede viser en plet vegetation i det kalkoverdrev som dækker det indre af Havtäppet.

Kalkoverdrevet er så tæt bevokset med høje enebærbuske, at man næsten kan tale om en meget lysåben enebærskov gennemkrydset af korridorer, som indimellem vider sig ud i lysninger; det hele gavmildt bestrøet med store ledeblokke. Naturtypebetegnelsen i NATURA 2000 plejeplanen er “6210 kalkgräsmarker”, men kunne med god ret også betegnes “5130 enbuskmarker på heder eller kalkgräsmarker”; det er vist mest et spørgsmål om, hvor man lægger fokus.

I det labyrintiske landskab, hvor mere eller mindre tætte enebuskadser veksler med åbne partier, er den sjældne strand-krageklo en af karakterarterne. Den står virkelig overalt og pletter overdrevet lyserødt. Almindelig knopurt er mindst lige så talrig og en tredie karakterart er knoldet mjødurt. På de tørreste dele af overdrevet vokser pletter af hedelyng, soløje (Helianthemum nummularium ssp.), timian og rundbælg, som her er småblomstret og oftest højrød (evt. ssp. vulneraria). I de mere friske partier får den evindelige strand-krageklo selskab af blandt andre hulkravet kodriver og eng-nellikerod. Den plet jeg her har malet ligger i et af disse sidstnævnte, friske. Det er undertiden de små ting som tæller; det er en plet på nordsiden-, og altså i skyggen af, en lille rosenbusk. Her er der grønt, selv nu i højsommeren. Det er gerne sådan et sted man finder bakke-gøgeurten. På mit maleri ses én, som er ved at afblomstre nedefra. Der er også en opsvulmet frøkapsel ca midt i akset, og grundbladene er ved at visne. Blandt de øvrige arter på billedet ses eng-nellikerod, løvefod sp. og den allestedsnærværende lancetbladede vejbred. De lyse, behårede blade kan kun tilhøre én eller anden kurveblomst. Nogen blomst var der dog ikke. Mit bedste bud er, at det er lancetbladet høgeurt. Klokken er en liden klokke, de intrikate blade i midten er knoldet mjødurt og endelig er der skovjordbær. Græsserne har jeg ikke noget bud på, det var indviklet nok blot at få dem placeret nogenlunde rigtigt på billedfladen. Det lykkedes til gengæld meget godt.