Carl Christian Tofte -Fugle, flora og landskaber

Sejerø Kulturhus og Museum 26. juni – 20. august 2022

-Alle værker er i blyant og akvarel eller blyant, akvarel og gouache på papir.

Denne udstilling er, mere end at være en egentlig salgsudstilling, ment som en indgangsvinkel til, hvad naturen i vores del af verden egentlig er. Min indgangsvinkel - som er iagttagelse og undren, et ønske om virkelig at se, lære og forsøge at forstå. Jeg vil opfordre til at man prøver selv at opleve, der er indsigter derude, som kan blæse en bagover. Her på Sejerø kan du f.eks. opleve den kystnatur, som er så karakteristisk og enestående for netop Danmark. Prøv f.eks. at se strandoverdrevene på Sejrøs østende, se hvordan de tørre overdrev er gyldne af græsarten vellugtende gulaks, en art som jeg altid er glad for at se, for den indikerer gerne en god naturtilstand. Se hvordan områder med rullesten ligger næsten vegetationsløse, men én art trives netop her, nemlig den lave busk svalerod. Bladene er mørkegrønne og ligner lidt syrenblade, blomsterne er hvidgule – og særligt indrettede til at holde insekter fast, som et led i bestøvningen. Se de store smukke skærmplanter, som vokser lige hvor stranden går over i overdrevsvegetation. Det er hjorterod, en plante som i Danmark er knyttet til Storebeltsklimaet. Intet er tilfældigt, der er tilpasninger at se over alt i den fine kystnatur.

Numrene 1-9 er ét samlet værk. De første otte billeder er udarbejdede som illustrationer til bogen Danmarks Pattedyr fra Istid til Nutid. Nr. 1.-8. er rekonstruerede danske landskaber fra ca 45.000 år før nu til Jernalderen omkring Kristi fødsel. I denne udstilling er de suppleret med et maleri fra Kidholm, et stykke nutidig dansk “brændenældenatur”.

1. Danmarks natur er i stadig forandring. Dyre- og plantearter uddør og indvandrer. Kronhjorten trives i dag, mens bjørnen er uddød. Det er uroksen også, men dens efterkommere, tamkvæget, spiller en vigtig rolle i Danmarks natur. Et af de mest konstante indslag i Danmarks dyreliv er faktisk ulven, som, når bortses fra den korte periode, hvor den var udryddet, er det eneste dyr som har levet kontinuert i Danmark gennem de seneste 45.000 år.

2. Danmark en sommerdag for mellem 25.000 og 45.000 år siden. Naturtype: Mammutsteppe. Floraen er en blanding af arktiske og centralasiatiske arter. Af dyr og fugle ses steppebison, mammut, ren, moskusokse, sneugle og dalrype. I mellemgrunden ses dødishuller. Isen er dækket af sten og grus, sten er der i øvrigt nok af. Når man forestiller sig det danske landskab inden landbrugets indførsel, må man tænke sig store sten liggende overalt.

3. Et sted i Kattegat (som i denne fase kaldes Yoldiahavetet), et forår for mellem 25.000 og 45.000 år siden. Forårstrækket af Hvid- og narhval samt fugle, bl.a. alk, havlit, kongeederfugl og kjove, er i gang. Grønlandshval ses i en våge i pakisen. I Sydnorge kælver gletchere i havet, så Kattegat må have set nogenlunde ud som Diskobugten.

4. En efterårsdag i Allerødtid, 13.500 år før nu. Flora og fauna en blanding af bl.a. arktiske arter, som fjeldræv, ren, snehare og dværgbirk, og arter fra Centralasiens stepper, f.eks. desman, pibehare, sisel og havtorn. Havtorn er i Danmark et relikt fra denne tid. Ud over de nævnte arter ses bl.a. også Kæmpehjort, jærv, elg og ulv. På de luneste steder vokser smålunde af asp og birk.

5. Danmark var for 11.000 år siden, i Præboreal, endnu landfast med England. Storebælt var en flod, Nordsøen en slette. Åben birke-/fyrreskov vinder frem. Urokse, vildhest, elg, odder, bjørn og bison.

6. Under Atlantikum smeltede iskapperne i Nordamerika. I løbet af en periode på 900 år steg vandstanden i havet i gennemsnit 3,33 cm/år. Det vil sige, at en 60 årig Maglemosejæger har oplevet en havstigning på 2 meter! Det er ikke usandsynligt, at det er erindringen om denne periode, som er overleveret i bl.a. Bibelens syndflodsberetning. Her en sommerdag for ca 7000 år siden. Tæt skov af lind, eg, hassel m.m. Grønlandssæl, kronhjort, los, skovmår, gejrfugl m.fl.

7. En sø i det tidlige forår under Atlantikum. Pilen blomstrer, tagrørene står vintervisne. Krøltoppet pelikan, europæisk sumpskildpadde, skarv, knopsvane, vildsvin, vildkat, rådyr, grågås og hvidøjet and.

8. En majdag i Danmark for 2000 år siden. Efter 4000 års landbrug er det kulturlandskab, som prægede Danmark frem til ca år 1800, veletableret. Med kulturlandskabet er også arter som hare og agerhøne indvandret. Bøgen er indvandret, og bliver snart det dominerende skovtræ. Rådyr, hare, ræv, urfugl, ko, får, vibe, sanglærke, muldvarp og menneske.

9. Sommerdag på Kidholm, en lille ubeboet ø i Thurø Bund. I 1920'erne besøgtes øen af Johannes Larsen og Achton Friis. Den var da helt kortgræsset af får. Græsning er for længst ophørt og øen er i dag dækket af tæt kratskov. Floraen er sammensat af ganske få næringsstofelskende arter som stor nælde, hyld og sort natskygge, i øens klinter er der kolonier af tillidsfulde brune rotter, som lever af bl.a. døde krabber og muslinger. Kidholm fremstår som et eksempel på nutidens næringsberigede og artsfattige “brændenældenatur” i fri dressur. Et fascinerende skrækeksempel.

 

Numrene 10-23 samt 38-40 viser sydskandinaviske naturtyper og plantesamfund malet mellem 2020 og 2022 i Danmark, Skåne og Halland. Der er mange gode grunde til at forsøge at inddele naturen i forskellige typer. Det er noget som f.eks. bruges i forvaltningen af naturværdier. Selv bruger jeg det som indgangsvinkel til at få øje på ting, som måske ellers havde undgået min opmærksomhed. Ikke al nutidsnatur er artsfattig og forstemmende. Steder med rig biodiversitet findes endnu. Det er ofte rester af det førindustrielle kulturlandskab , som har “overlevet”, eller enklaver som af den ene eller anden grund aldrig har været opdyrket, f.eks. kystskrænter, meget tørre bakketoppe på kalkrig undergrund, kær, vældprægede og våde enge og strandenge og strandoverdrev. Man skal huske, at menneskets førindustrielle landbrugspraksiser i høj grad ydede services til habitater, naturtyper og biodiversitet. Det er aktiviteter som næringsstoftransport bort fra overdrev og eng til de dyrkede agre, høslæt, græsning, stævning og styning. Netop næringsfattige forhold giver god biodiversitet. I førindustrielt landbrug blev næringsstof og biomasse hele tiden fjernet fra størstedelen af landskabet. I dag tilføres der næring stort set overalt, bl.a. i form af ammoniaknedfald. Et af de største problemer for biodiversiteten i nutiden er al for megen næring. Et andet er tilgroning, dels en følge af den stadige næringsstofpåvirkning, dels en følge af manglende afgræsning. Hvis du har læst “Hvad Fatter gør, er altid det rigtige”, ved du nok, at fatter og mutter havde en ko “som græssede paa Grøftekanten”. før i tiden var der dyr overalt i landskabet, om det så var grøftekanten var det ikke anderledes, end at fattigfolk kunne have en ged eller, som her, en ko gående der. Det har været et slaraffenland for urtefloraens, kræsne, konkurrencesvage arter.

10. Strandoverdrev med åben enebærskov på den skånske østkyst.

11. En del af Amager Fælled er en rest af den oprindelige strandeng. Nu er den adskilt fra Kalveboderne af en massiv losseplads, men strandengsvegetationen er der endnu. Her ses hjertegræs, kamgræs, bidende ranunkel og hønsetarm sp.

12. kildevæld med kalkrigt vand, Brobæk Mose, Gentofte. Jernbakterier ligger som en olieagtig biofilm på overfladen. Der er okkerudfældning. Det ser måske farligt ud, men begge dele er sundt og godt i en kalkrig kilde. Vegetationen eer præget af bl.a. mange star-arter.

13. Fugtig klithede med revling, rensdyrlav og mosetroldurt ved Lodbjerg i Nationalpark Thy

14. Grønklit med marhalm og røllike, brun løvsanger, en sjælden gæst fra Sibirien

15. Kalkrigt strandoverdrev, Tosteberga, Skåne. Her har der været græsningsoverdrev i århundreder (mindst). Her har jorden aldrig været opdyrket, og denne kombination af faktorer gør, at bakkegøgeurten, en lille orkidé, kan vokse her. Arten voksede tidligere på Sjælland, sidste sted var på sydkysten af Røsnæs. Men da bakkegøgeurten er ekstremt følsom overfor ophør af græsning, er den forsvundet fra Sjælland. I øvrigt ses bl.a. eng-nellikerod , blåklokke og knoldet mjødurt.

16. Den kæmpestore klit Hvidbjerg ved Vejle Fjord, er ikke en egentlig kystklit, men en glacial aflejring. I kanten af klitten vokser åben, lav egeskov. Her fandt jeg denne skovhullæbe. Jeg syntes den så noget ejendommelig ud, og sendte et foto af planten til en bekendt, som er ekspert i hullæbe-slægten. Han bestemte den til “tallknipprot”, den mangler et dansk navn, men det er en særlig race af skovhullæbe.

17. Brændeskærm, Amager Fælled. Skærmplanten brændeskærm har et af sine sidste danske voksesteder på den bevarede strandeng. Dens danske udbredelse sammenfalder med steder, som var elvbredder i istidens slutning, så teorien er, at frø for årtusinder siden er ført med elvene ud i den Baltiske Issø og videre ud i de elve som senere blev Øresund og Storebælt. På engene langs disse elve har frøene spiret. Brændeskærm har skrappe krav til voksestedet, så man må regne med, at de forhold, som er væsentlige for arten, har været til stede fra da af og frem til i dag. Brændeskærm vokser også på det inddæmmede Vestamager, men her kun på det, som var øer inden inddigningen! Det fortæller lidt om dens kræsenhed.

18. Trykvandspåvirkning opstår ved foden af en skrænt. Grundvand presses op i jordoverfladen og giver kølige , vældprægede forhold og tilgang for planterne til mineraler, ikke mindst kalk. Trykvand er en del af landskabets naturlige hydrologi, men mange steder er det ødelagt af dræn. Her ses et lille stykke trykvandspåvirket eng i et gammelt, kvægafgræsset overdrev ved Klevad, Mølleådalen. Mange star-arter vokser netop her, bl.a. den sjældne gul star. Den lille, gule blomst er en tormentil, en art som findes i mange, sunde plantesamfund.

19. Knastør overdrevsvegetation på kalkrigt sand ved den skånske østkyst. Den sjældne orkidé rød hullæbe vokser her sammen med opret kobjælde, almindelig kohvede og vintergrøn sp.

20. Ekstremrigkær opstår gerne hvor der er trykvandspåvirkning. Hvad angår blomsterplanter er ekstremrigkæret en af vore artsrigeste naturtyper. En mængde arter, som er sjældne fordi de stiller meget specielle krav til levestedet, er knyttet til ekstremrigkær. Her en mygblomst.

21. Diesbjerg er en bakketop nær Hørve. De ekstreme forhold gør, at der her er en helt speciel flora af tørketolerante arter som den ekstremt sjældne vellugtende skabiose. Her genfinder man i øvrigt knoldet mjødurt m.fl. af de karakteristiske arter tilknyttet kalkrige, tørre overdrev. Landskabet vise den aller knas tørreste sydvendte bakkekam.

22. Hængesæk som er begyndt at udvikle karakter af højmose, Trollasjön, Halland. Det er primo august og benbræk, en gul lilje, er ved at afblomstre. De fleste står med rødbrune frugthylster. Klokkelyng og pors ses hist og her. Længere ude, i den åbne, ekstremt næringsfattige Sphagnum-fhængesæk vokser mængder af den kædædende plante rundbladet soldug, den vokser i mos-tuerne, og i høllerne, vandhullerne i sphagnummen, vokser den kødædende storlæbet blærerod.

23. Plantesamfundet Koelerion glaucae, eller Klit-kambunke-samfund, er karakteristisk for Østskåne. Da Linné rejste i Skåne midt i 1700tallet dækkede det enorme arealer, det blev nemlig gavnet af datidens meget ekstensive landbrug, en slags græsmarksbrug, hvor små tægter blev opdyrket i et par år, hvorefter de lå brak i op til tyve år. I disse lange brakperioder brugtes områderne som græsningsareal. Jordbunden i Østskåne er præget af kalkrigt sand, så før man indførte kunstgødning, var dette den eneste måde man kunne drive landbrug her. Mange naturtyper har med god sandsynlighed deres “naturlige” udbredelse på strandfælleder og kystskrænter, hvor jordskred og anden dynamik har sikret, at det hele ikke groede til i krat og skov. Det gælder ikke blot naturtyper. Mange af de arter, som man kunne kalde for “almindeligt markukrudt”, menes at have en indvandringshistorie i Danmark (bl.a.), som er begyndt med etablering sådanne steder, i et landskab, som i øvrigt var domineret af tæt skov

24. Strandskader

25. Rugende klyder ved Åhus

26. Gæslinger. Øverst bramgås, nederst grågås

27. Yngre tejst i Storebælt

28. Kaspisk måge og svartbag i Københavns Havn

29. Store præstekraver

30. Toppet skallesluger, parringsspil

31. Trækkende traneflok, skyet himmel

32. Trækkende bramgæs

33. Blåmejse på æblegren

34. Rugende klyde

35. Trækkende traner

36. Stor regnspove

37. Ung havørn

38. Plantesamfundet Cephalantero-Fagion forekommer i Danmark yderst sjældent i bøgeskove på kalkgrund, her er det i Allindelille Fredsskov. Rød skovlilje, viol, glat hullæbe, hyld m.fl. i en lille lysning i skoven, hvor et par træer er væltet.

39. Riddergøgeurt. I en gammel grusgrav ved Rinkaby, er den kalkrige undergrund blevet blottet. Den sjældne riddergøgeurt har fundet et voksested. Gamle råstofgrave koloniseres ofte af sjældne arter, som her finder vækstbetingelser, som ellers sjældent opstår.

40. Udsigt fra Rævebjerg mod vest, en diset junidag 2021. Kalkoverdrev

41. Heliconia, en planteart i bananfamilien, fra Sydøsbrasilien. Kolibrierne er Black Jacobin (sort jacobinerkolibri), Minute Hermit (en eremitkolibri) og Saw-billed Hermit (savnæbskolibri)

42. Heliconia, kaldes populært “paradisfugleblomst”. Her en art fra det østlige Bolivia. Kolibrierne er White-necked Jacobin (hvidnakket jacobinerkolibri) og Black-eared Fairy...

43. Heliconia. I bunden af regnskoven er der ikke mange farvestrålende blomster. Eller blomster i det hele taget, så de kolibrier som lever der, har den strategi, at de hver dag afpatruljerer et større område, sikkert steder de kender, for at se, om der skulle være sprunget blomster ud. Et trick jeg benytter mig af sådanne steder er, at have noget rødt på mig. Hvis man har dét, kan man være sikker på, at kolibrierne kommer hen for at se, om det skulle være en blomst.

     

     

     

     

KLEVAD

 

Klevad 8. juni 2022. Malet fra dalbunden mod øst. I baggrunden og til højre ses overdrev og skrænt samt Ganløse Ore. Forgrund: 7230 Rigkær, mellemgrund: 7220 Kilder og væld med kalkholdigt vand.

I 1990'erne var Klevad et sted jeg cyklede hen for at kigge efter vandstær. At klemme noget interessant ud af at bo i Farum, var ganske svært for en fuglekigger, som længtes efter kysten og spændende ting som sule og hvidbrynet løvsanger. Vandstær kunne akkurat gå an, men det var da også omtrent det eneste jeg kunne vriste ud af en tur langs Hestetangs Å.

Før vandstæredagene var jeg egentlig nogenlunde lige så interesseret i botanik, og hvis jeg havde holdt fast i den interesse, havde mit forhold til at vokse op i farum med sikkerhed været et helt andet. Indenfor det seneste årti er min botaniske interesse vendt tilbage. En omstændighed ved  den genvundne opmærksomhed på floraen er erkendelsen af, at vegetationen på en anderledes håndfast måde end fuglene, fortæller om naturtilstanden på en given lokalitet. Fugle kan indfinde sig hvor som helst, de reagerer hurtigt; en vandpyt på en pløjemark kan være et udmærket sted at lede efter sjældne fugle. Med planterne er det anderledes. Her er det intakt hydrologi og kontinuitet som skal til. Det har givet mig et helt nyt syn på landskabet og nye erkendelser og oplevelser kommer væltende.

Kaj Sand-Jensen var så flink at sende mig et eksemplar af hans og Jens Christian Schous nye bog Danmarks Biodiversitet -før, nu og i morgen, og en af de interessante ting jeg kunne læse dér var, at Mølleådalen er det sted i Danmark, som har størst biodiversitet af karplanter. Det var helt ny viden for mig, og det hjalp mig til at anskue min gamle hjemegn på en ny måde, nemlig som et samlet hele frem for enkeltnedslag i et landskab, som kedede den unge feltornitolog. 

Med det in mente lavde jeg lidt research, og fandt frem til, at Klevad, som jeg troede jeg kendte udmærket og egentlig ikke nærede noget ønske om at gense, i virkeligheden er en botanisk perle. Jeg besøgte stedet temmelig spontant den 7. juni og malede en akvarel af en gul star, men der var så meget at se og undre sig over, at jeg var nødt til at tage der ud igen dagen efter. Nu med en nøgle, så jeg kunne få bestemt de mange starer. 

Allerede på vej ned ad vejen Klevadhus kom den første overraskelse. Nogle lidt pudsige blade fangede min opmærksomhed. Noget haveplante, måske? Næh - det var intet mindre end foldfrø, som jeg kender, fordi jeg en gang har skullet male den til Furesø Kommunes naturformidling ved Søndersø. Foldfrø er en skærmplante, og en af Danmarks sjældneste planter overhovedet. Den vokser, så vidt jeg husker, på skrænter med vældpræg, og det passer måske meget godt på det sted den stod: En skrænt med erosionsskred og arter som bl.a. mellembrudt star, enblomstret flitteraks og en perikon, som jeg måske skulle have kigget nærmere på.

På denne strækning hedder Mølleåen Hestetangs Å. Den løber i den smalle tunneldal, til begge sider flankeret af stejle skrænter. Den nordvendte skrænt, som krones af Ganløse Ore, er gammelt overdrev med bl.a. mængder af kornet stenbræk. Dalbunden er kildevæld med star-sump. Længst mod vest afløses starsumpen af et rigkær med mos i bunden og noget som mest lignede maj-gøgeurt. Dem brugte jeg ikke megen tid på, så det kan sagtens være jeg tager fejl. Det som optog mig mest var den aller nederste zone af skrænten, overgangen mellem først starsumpen og så rigkæret, for her voksede en mængde små starer, og de næste timer brugte jeg på at nøgle mig frem til: Håret star, hirse-star, grøn star, gul star og bleg star. Starerne ude i star-sumpen var sværere. Jeg er sikker på top-star og ganske sikker på nikkende star, men en tredje art nøglede jeg mig igen og igen frem til skulle være blågrøn star. Det synes jeg ikke det lignede, for den kender jeg fra Pulken som en ret lille urt, med nikkende hun-aks. Ikke en stor stiv fidus, med alle aks strittende lige i vejret.

Da jeg egentlig ville til at gå, for at få lidt i den tomme mave, besluttede jeg dog lige at male en hurtig skitse. Det gik der yderligere mange timer med. Jeg er absolut ikke færdig med Klevad, og jeg skal da f.eks. sørge for at se foldfrø i blomst. Foreløbig var der tale om tolv skud på vej op.

Klevad er blevet restaureret rigtig fint, en flok Galloway-ungdyr græssede, og jeg ved at starsumpen er blevet brændt af i nogle forår. I øvrigt var der et konstant bulder fra en traktor, som kørte rundt langs åen lidt opstrøms. Det så ud til, at kratskoven dér var ved at blive fjernet. Jeg håber, at det betyder, at en  yderligere åbning af dalbunden op mod Bastrup Sø er på vej.

AFRUNDING AF NATURMØDET

 

Et afgræsset overdrev i Danmark, i forgårs.

Det er på tide at følge op på Naturmødet. 

Baggrunden for den debat jeg arrangerede på Naturmødet var, (se evt. også  mit blogindlæg fra 18. maj i år), at debatterne i samfundet vedrørende biodiversitet respektive klima lader til at foregå fuldkommen parallelt. I klimadebatten er kvæget en ren skurk, som søges elimineret; i debatten om biodiversitet tales der hele tiden om naturnationalparker og om rewilding. Det jeg frygter er, at summen af disse to ting bliver dels et landbrugsland uden græssende kvæg - og en, der af følgende, voldsom forarmning af Danmarks biodiversitet - dels nogle små naturnationalparker hér og dér, hvor man kan rejse hen og se "Danmarks Big Five: Vilde heste, havørn, bison, spættet sæl og kronhjort". 

Samtidig hører jeg qva mit arbejde, hvor jeg har en stor berøringsflade til grønne organisationer, Naturstyrelsen, Kommuner og grønne fonde, en del om, hvor svært det er at skaffe kvæg til naturpleje. Kort sagt, nogen må slå et slag for kvæget i landskabet - slå et slag for, at det bliver etableret i offentligheden, at (blandt andet) Danmarks biodiversitet og naturtyper er afhængige af kvægafgræsning. Med fremtidsudsigter for det konventionelle kvægbrug, som peger mod lukkede systemer indendøre, valgte jeg at tage fat i det økologiske kvæg, hvis fremtidige skæbne endnu ikke er afgjort.

Jeg finder det nemlig fuldkommen åbenbart, at der skal være græssende dyr i landskabet. Græs opstod for omkring 40 milioner år siden. Snart efter opstod de første græsædende pattedyr, og lige siden har disse dyr været en naturlig del af verdens lysåbne habitater. Artssammensætningen har naturligvis varieret i forhold til klima, tid og geografi, men de hører til, og er en vigtig faktor i den lysåbne natur. I vores egen tidsperiode, Holocæn, er tamkvæget blevet en af de vigtigste arter for disse lysåbne habitater. Kvæg er noget vi har meget af, der er et økonomisk incitament til at avle kvæg og producere mælk, og natur og biodiversitet har brug for, at der blive afgræsset. Kvæget er derfor den oplagte art at satse på. Fint med mig, at der kommer bisoner og vilde heste i naturnationalparkerne - men hvis der skal være dyr i landskabet i en skala som batter noget, skal kvæget på banen. Der skal skabes mulighed for, at landbrugerne kan etablere en naturnær, økologisk driftsform som de kan leve af. Heldigvis har jeg erfaret, at der blandt kvægholdere findes folk med et engagement for at opnå netop dette, som ikke er mindre end det jeg selv kan mønstre.

Den debat, som jeg havde troet snarest ville blive en konstruktiv diskussion af, hvordan vi får kvæget til fortsat at virke til fordel for biodiversiteten i landskabet, blev noget helt andet:

Fra professor i agroøkologi Jørgen E. Olesens side blev det en stadig argumenteren for hvorfor biodiversitet for det første ikke angik hans forskningsområde, og hvorfor det i hvert fald ikke var noget der havde noget som helst med landbruget at gøre. Jeg kan blot sige, at det, som forsker, at køre ud af sin egen tangent, mens man stædigt holder sig for ørerne og siger "tra-la-la-la-la", når det påpeges, at andre forskningsfelter og erkendelser har relevans for ens eget forskningsfelt, er en holdning som står for fald. De problematikker Jørgen E. påpegede var alle relevante - men at der er problemer, som skal løses, er jo  ikke et argument for, at undlade at tage hensynet til biodiversiteten i betragtning. Et argument var, at der ikke er plads til natur i landbrugslandet, og at vi har brug for dyrkningsfladen for at garantere fødevaresikkerheden. Til dette påpegede Michael Kjerkegaard, næstforperson i Økologisk Landsforenings Kød- og Naturgræsserudvalg, at der f.eks. bliver dyrket energi-raps. Jeg synes ikke, at jeg behøver uddybe. Jørgen E. hævder, at landbrug ikke har noget med natur at gøre, men jeg må pointere, at den biodiversitet vi oplever i Danmark i dag er her i kraft af 6000 års landbrug - græsning, høslæt, styning, stævning osv. - som har gjort, at den biodiversitet som gennem årmilioner er tilpasset lysåbne habitater, har kunnet trives i Danmark også under Holocæn.

Phd i Biologi Pil Birkefeldt Møller Petersen argumenterede for, at man ikke skulle udnytte kvæget til slagt m.m. men i stedet, f.eks. gennem EU-lovgivning, skulle udbetale landbruget penge for at lade dyr afgræsse natur. Hvis man ser den film, som blev optaget af vores debat, vil man sikkert kunne se på mit kropssprog, hvor træt jeg blev af dét input. Danmarks biodiversitet har nemlig brug for løsninger, som kan implementeres hurtigt. Med al respekt for EU, som jeg er en stor tilhænger af, tror jeg, at tidshorisonten for implementeringen af dét Pil foreslår, er længere end naturen kan tåle at vente. Må jeg, mens vi venter, foreslå nationale mærkningsordninger med Ø-mærket som forbillede; jeg vil med glæde betale mere for oksekød fra dyr, som har plejet natur - helst hele deres liv, eller som f.eks. har græsset på økologiske stubmarker og brakmarker, aller helst uden kløvergræsindsåning og naturligvis uden medicinering mod indvoldsorm.

Vilje til umiddelbar handling oplevede jeg fra panelets landmand Michael Kjerkegaard. Han har allerede implementeret hensynet til biodiversitet i sin økologiske bedrift (han har Herefordkvæg) og efterlyser dels dialog med agroøkologisk institut på Aarhus Universitet (som Jørgen E. Olesen er leder af), dels vejledning fra biologer i implementering og justering af driften. Michael arbejder med holistisk afgræsning, og selvom holistisk afgræsning, af nogle, er blevet oversolgt som bidrag til en løsning af klimakrisen, kan jeg ikke se andet, end at metoden har udmærkede effekter. F.eks. arbejdes der med, at dyrene skal nedtrampe en vis procentdel af vegetationen, så der løbende dannes muldlag. Nu siger du måske: "Men Morten DD siger jo, at Muld Er Gift!?", men sagen er, at man ved at supplere muldlaget løbende, undgår at skulle ompløje de fenner, som kvæget afgræsser, hvilket ellers er normalpraksis. Det kan kun være positivt for den flerårige urteflora. At det kaldes holistisk afgræsning kan måske få en eller anden til at stejle, men i praksis minder det ikke så lidt om gammeldags stribegræsning, hvor dyrene flyttes sucessivt, så udpining undgås. Michael arbejder med en indsået græs, iblandet kløver og andre urter, for at sikre en proteinrig kost til kvæget. Det er naturligvis ikke optimalt i mine øjne, men han arbejder dertil med rene naturarealer, som bliver afgræsset målrettet, med sikring af biodiversiteten for øje. Man kan måske betragte det som et slags "inmark-utmarksystem" (jeg kan bedst formulere det på svensk), hvor et tilsået areal er en slags "ager", mens de rene naturarealer fungerer som overdrev.

Der foreligger en rapport, jeg ved ikke om jeg må linke, men måske kan du selv finde den, spørg evt. Michael Kjerrkegaard selv: Naturpleje ved holistisk græsning i Vejle Ådal –indflydelse på biodiversitet og jagtbart vildt Udarbejdet af Lars Bo Nielsen1), Lisbeth Nielsen2), Anna Bodil Hald2)og Bo Levesen1) Med bidrag fra Michael Kjerkegaard3), Morten D.D. Hansen4) og Rasmus Ahlmann Nielsen5) 

1)Vejle Kommune, 2)Natur & Landbrug ApS, 3)Økologisk landmand, 4) Naturhistorisk Museum Aarhus, 5) Danmarks Jægerforbund

At erfare den vilje til at tage affære, som Michael udtrykte, var afgjort et opløftende og konstruktivt element i debatten. Jeg håber, at der er nogen som tager den fremstrakte hånd, som tilbydes af de landmænd, som har jorden, dyrene og viljen til at skabe biodiversitet - i naturområder så vel som i agerlandet.

Det var ikke så lidt jeg lærte af at deltage i Naturmødet. Ikke mindst erfarede jeg, at der er divergerende meninger om, hvordan udledning af klimagasser fra kvæg egentlig bør beregnes. Der er huller i vores viden. Hvordan kulstoflagring i jordbunden i et græslandsøkosystem foregår er endnu ikke fuldt udforsket, og hvordan ser f.eks. "klimagas-regnskabet" for et intakt græslandsøkosystem med store græsædere, orme, bakterier, planter, insekter og svampe egentlig ud? Der lader til at være basis for rigeligt med forskning for både biologer, biokemikere og agronomer.

Der er brug for en reformation af befolkningens naturengagement. Som sagerne står minder den afståen fra at spise oksekød, som griber om sig, ikke mindst blandt de unge, meget godt om den afladshandel, som til sidst blev Martin Luther for meget. Ligesom katolikkerne, i Luthers øjne, valgte en forkert vej til frelse, ved at poste penge i kirken, mod luftige garantier om kortere ophold i Skærsilden, yder "Bolognese-fornægteren" det forkerte offer. Kræv i stedet en kødsovs, som er en del dyrere, fordi den er opbygget af hulkravet kodriver, trævlekrone og knoldet mjødurt, så du med fred i sjælen kan tænke på de gødningsbiller, sommerfugle og viber, for hvilke oksen i løbet af sit liv har skabt livsgrundlag. Et sådant krav fordrer naturligvis, at befolkningen bliver oplyst.

 

UDSTILLING PÅ FURESØ KOMMUNES RÅDHUS

 

 

Fra 10. juni til 29. juli udstiller jeg sammen med Margrethe Kaas, Andreas Kaas, Solveig Dagny Tofte-Hjort og Ingeborg Siri Tofte-Hjort på Furesø Kommunes Rådhus, Stiager 2, 3500 Værløse.

Som den vakse læser vil have opdaget, er det et familieforetagende, de udstillende kunstnere er nemlig min lillebror, mine døtre og min mor, samt naturligvis undertegnede. 

Der er fernisering fredag d. 10. juni kl. 14:00, frem til rådhusets lukketid. Udstillingen kan i øvrigt ses i rådhusets åbningstid.

Der er tale om temmelig forskellige udtryk. Mød op og se om du kan finde den røde tråd.