TRANEVÅREN ER OVER OS - FÆNOLOGIREKORD!

Sådan dér! Plettet mudderklire, Terraholmen 2015.03.08

Det har været en rigtig god fugledag i Pulken og Vattenriket. En rigtig forårsdag. Stæren er kommet, viben er kommet, dobbeltbekkasinen synger. Vi har haft op til 14° C idag. Vandrefalken har hele dagen opholdt sig i Pulken, den unge kongeørn har været forbi og fået tranerne til at samle sig i en klump ude i det lave vand, mens gæs og svaner gik til vejrs.

Ja, tranen er kommet. Igår gik 43 traner til overnatning i Pulken, sammen med sædgæs, blisgæs og sangsvaner. Traner har dagen igennem rastet i Pulken, mens adskillige flokke er trukket over, er andre landet - der har været termik - og tranetrafiktrafik, helt enkelt.

Idag holdt jeg foredrag om traneadfærd i Naturum Vattenriket. Jessica og jeg har netop idag, på kvindernes internationale kampdag - og dét i hundredeåret for indførelsen af kvinders valgret i Danmark! - lanceret hjemmesiden www.grusgrus.tofte-hjort.com, hvor vi fortæller om tranens adfærd. Med den som udgangspunkt gennemgik jeg nogle af de mest karakteristiske traneadfærdsformer, med fokus på de adfærdsformer som man, under tranevåren, daglig kan opleve i Pulken. Med Jessicas videooptagelser af traneadfærd fra Pulken, suppleret med mine illustrationer, gik det sådan set nogenlunde af sig selv, for emnet er selv sagt spændende. Det blev, trods strålende forårssol, til 1 1/2 times foredrag for et næsten fuldsat auditorium. Tak til Vattenriket og alle som mødte op!

Efter foredraget undte jeg mig selv en lille udflugt. Jeg har vinteren igennem haft et lille smertepunkt, noget som har naget mig og sat lus i skindpelsen. Det hele er Linda Niklassons skyld. Spørgsmålet er, om den plettede mudderklire, som har overvintret på Östra- og Västra Hammaren, nogensinde var blevet opdaget, hvis ikke Linda, der, som en af de eneste, gider birde denne noget svært tilgængelige lokalitet i vinterhalvåret, havde opdaget den, den 28. november sidste år.
Jeg har forsøgt, at finde den fire gange forud. Jeg har oplevet vejr derude af vekslende karakter. Jeg har set de 7 overvintrende snespurve og de 14 bogfinker i vandret regn, jeg har iagttaget fuldstændig fugletomme stenrev i timer og jeg har IKKE set nogen plettet mudderklire. På svensk hedder den fläck- drillsnäppa, som, i en Dirch Passer-inspireret oversættelse, let kan blive til "fræk drillesneppe". Fuglen er nærmest latterligt sky, og har en forkærlighed for at opholde sig på ydersiden af Terraholmen og Måseskär, to småøer ud for Hamrarna, og dermed udenfor synsvidde fra landsiden.

Den plettede mudderklire er en nordamerikansk ynglefugl, som overvintrer i Sydamerika, hvor jeg har set hundreder af eksemplarer. I Sverige er den derimod en MEGA, en super sjælden tilfældig gæst, og at én af vinterens sjældneste fugle i Sverige skal opholde sig i mit lokalområde, uden at jeg ser den, er næsten ikke til at bære. Idag havde Britta set den på Terraholmen, og da vejret for en gangs skyld var godt, tog jeg ud til Hamrarna.

Ved Måseskær stod en lystfisker i vand til livet, og mudderklirens skyhed taget i betragtning, gik jeg derfor direkte videre til Terraholmen. En håndfuld lokale birdere var forsamlede her, og knapt var jeg ankommet, før det lød: "Den är framme!"

Og endelig fik jeg set den. Det betyder meget for oplevelsen, om fuglen står på yder- eller indersiden af et skær. Det betyder, hvor vidt man ser den eller ej.

Solen var allerede nede, da jeg svingede ind på Allebodavägen og nærmede mig Härnestad. Pludselig får jeg inde til venstre, på en brun pløjemark, øje på et gråt bånd. Standser bilen og tæller 122 traner, som går og æder Ulf Börjessons udsæd. Så ved jeg den er ved at være gal - 122 traner er en meget stor flok den 8. marts!

Snart er jeg fremme ved Pulken. Mens traner hele tiden kommer ind, forsøger jeg at danne mig et overblik i det svindende lys - der står mindst 370 traner på engen!
Den 16. marts for et par år siden stod Evert Valfridsson og jeg og talte 400 traner, mens Ulf Börjesson kørte årets første ladning tranemad ud i sin grønne traktor. Vi kunne næsten ikke kapere så mange traner allerede den 16. marts. Men idag, den 8. marts 2015, kom, på alle punkter, til at overgå denne oplevelse, idet der til aften overnattede hele 450 traner. Et svimlende antal, så tidligt på året.

Og hermed kan jeg erklære, at tranevåren 2015 uafviseligt er igang. Det betyder også, at jeg, endnu en gang, er blevet taget på sengen. Jeg er igang med at gøre hovedrent i huset, så her kan være fint når jeg åbner min udstilling, og som sagerne står, er jeg nødt til at holde fernisering på lørdag - men derfor kan jeg jo godt holde åbent et par dage i forvejen... Jeg holder åbent fra 11-18, så længe her er traner nok!

Traner flyver mod Pulken for at overnatte. 8. marts 2015.

Traner flyver ind over Pulken. 8. marts 2015.

Den bagerste vandflade er søen i Syd-Pulken, tranernes favori overnatningsplads. 8. marts 2015

Traner på vej mod Pulken. 8. marts 2015.

Pulken, solnedgang. 8. marts 2015.

UNDERLIG KÆRHØG

Om efteråret er Pulken fast overnatningsplads for kærhøge. Der er gerne en kærhøg i luften over Pulken dagen igennem, men om aftenen samler de sig her, for at overnatte kollektivt i kæret i nord-Pulken.

Den 24/10 gik tre kærhøge til overnatning. Dagen igennem havde to fugle frekventeret området: en adult hun og en 1k, men ved skumringstid arriverede en tredie fugl, som jeg opdagede siddende på en pæl ude i kæret. Umiddelbart lignede det en blå kærhøg, men ved nærmere eftersyn så den underlig ud. Øjenomgivelserne viste brede, hvide halvmåner, som det typisk ses hos blå kærhøg, men den havde desuden en nærmest renhvid, og i hvert tilfælde fuldstændig ustribet, halskrave, som afgrænsede de mørke øredækfjer som en hvid halvmåne. Jeg begyndte at mistænke adult hun steppehøg, og gik derfor ud for at tage fuglen i nærmere øjesyn. Desværre var der et eller andet pis galt med mit kamera, så jeg har været nødt til at tegne fuglen i stedet.

Tegningen skal vise en kærhøg med ret lys, men definitivt stribet bryst, massiv, mørk fjerboa, men med lyse, okkerfarvede pletter ordnet i længderetning, enkelte hvide pletter i nakkeregionen samt håndsvingfjer som når til midt på halen.

Flugtprofilen var den gængse for blå kærhøg. En adult hun havde tidligere på dagen givet anledning til let hovedbrud, da den havde fældet P9, men denne fugl var klassisk blå, hvad angår flugtprofil. Spurvehøgehånd og ingen dikkedarer.

Aldersbestemmelse foretoges ikke, den var umulig, fordi jeg havde bøvl med kameraet, alt imens tre kærhøge konstant rodede omkring over nord-Pulken. Det var helt enkelt svært, at holde styr på fuglene.

Senere på aftenen sås iøvrigt en jagende mosehornugle nede ved Sjögård, klassisk for årstiden.

MELANITTA-BONANZA I BLÅVAND!

Sortand, sibirisk fløjlsand og fløjlsand. Et forsøg udi ærlighed overfor oplevelsen.

Fantastisk dag i Blåvand. For en gangs skyld twitchede jeg igennem - fra København til Danmarks vestligste hjørne og retur på én dag. Sibirisk fløjlsand samt brilleand i Blåvand var bare lidt for fristende. Når der er to skud i bøssen, er chancen for succes selvsagt dobbelt, men det som virkelig trak var uden tvivl den sibiriske fløjlsand - et taxa som måske er en art, og som jeg desuden aldrig tidligere har set. Dertil er den en del af et kompleks af svært bestemmelige fugle, og dét er altid noget, som inspirerer mig.

Viggen vågnede kl. 03:20 og efter at have lavet grød og gået lidt rundt om mig selv, besluttede jeg mig for, at mandag den 13. oktober skulle anvendes til "videreuddannelse". Fuglene var meldt igår, opdaget af Rasmus Strack, som er Danmarks førende ekspert i feltbestemmelse af ænder, og hvis jeg skulle have en chance for at nyde godt af hans expertise, var et twitch senere end på dag to nok en dårlig idé. Efter fire timers biltur var jeg fremme i Blåvand, hvor jeg kørte omkring bageren, dels for at få morgenmad, dels i håb om at møde fuglekiggere, som kunne give mig tips om sortænderne - hvilket jeg også gjorde, nemlig i form af Munken. 

Kl. ca 08:30 var jeg på plads ved Blåvand-/Hvidbjerg Strand, og snart efter meldte Rasmus amerikansk sortand. Han stod, viste det sig, ca 400 m øst for mig, og jeg skyndte mig at flytte mig ned til ham. God idé - en flot han amerikansk sortand deltog aktivt i sortandespillet ud for kysten, og snart efter opdagede Jan Hjort Christensen endnu en amerikansk sortand han. Efter et stykke tid genfandt Rasmus den sibiriske fløjlsand, så nu var dagen sådanset allerede en succes.

Den sibiriske fløjlsand var i virkeligheden slet ikke så let at kende, som felthåndbøgerne giver indtryk af. Ude i bølgerne i 60 x forstørrelse er de vigtige kendetegn mildt sagt svære at se. Dét man oplever, er en langnæbbet, fladisset fløjlsand, med et trappetrin ned til den gulorange næbnegl, som synes isoleret af mørkt. Kun ved grundigt eftersyn ses den lille næbknop. Hovedformen adskiller sig fra fløjlsand: stejnegeri er flad ovenpå issen, mens fløjlsand har en hvælvet isse. Fløjlsand afslører sig desuden ved gulorange næbsider, afgrænset mod næbryg af den flade, sorte "knop" - stejnegeri har mørke næbsider, og næbbet virker tvedelt - flad, gulorange spids og høj, langstrakt, sort næbbasis.

Fire steadier i den amerikanske sortands parringsspil. Nr. 2 fra venstre viser "gryntefløjt", en adfærd som varer et par sekunder, og afsluttes med et vandret løb i overfladen - fugl nr. 3 fra venstre.

AMERIKANSKE SORTÆNDER I KÆMPEFLOK
Efter en times tid lød der mumlen om brilleand ude fra venstre flanke. - "Sidder I og ser brilleand?" sagde Rasmus, "så skal i nok råbe lidt mere op, for den er der nok mange, som gerne vil se". Det var der. En flot brilleand han fik hurtigt afledt opmærksomheden fra den sibiriske fløjlsand. Brilleanden blev nydt, men her opstod faktisk også et problem, som kom til at præge dagen: Der var simpelthen for mange hits, og hver gang noget nyt blev opdaget, blev fokus hurtigt skiftet, så der ikke blev holdt styr på de forskellige fugle.

Der kom desuden hele tiden nye folk til, og fokus var derfor på, at udpege godbidderne. Ingen lod derfor til at være særligt fokuserede på at få styr på situationen.

Jeg var nok den som sad på Sydhukket i længst tid, og hvad angår de amerikanske sortænder, så begyndte jeg at få indtryk af, at to fugle definitivt var et minimumsantal. Når folk skulle have dem udpeget, var jeg et par gange ude for, at stedbeskrivelsen ikke passede ret godt på den amerikanske sortand, som jeg lige sad og kiggede på, og kl 14:00 stod John Kyed, Christian Hjort, Svend Bødker og Jens Ole Byskov og kiggede på to fugle, mens jeg kiggede på én. Mine medobservatører virkede noget irriterede over mine hidsig spørgsmål, som f.eks. "HAR DEN ÅBENT NÆB, HVA? HVA? - FLYVER DEN? FLYVER DEN?" etc. men grunden var, at jeg efterhånden var sten sikker på, at jeg IKKE kiggede på den ene af deres to fugle, men på en tredie. Da "min fugl så lettede, og fløj et kort stykke, mens "deres" to fugle lå på vandet, kunne der ikke længere være tvivl om, at der faktisk var tre amerikanske sortænder i dykandeflokken ud for sydhukket. Og det er sgu en KÆMPEFLOK!

At kunne studere fem ud af seks taxa i melanitta-komplekset i felten simultant, var simpelthen Veltklasse. Non plus ultra! En forbitrækkende rosenstær var blot var et skuldertræk, en flok bjerglærker et "nå", mens jeg allernådigst ofrede fem minutter på to ringdrosler, som jo passer så godt til mig. Diverse meldinger om bryn, fuglekongesanger, dværgværling og brun løvsanger ignorerede jeg totalt, og helligede mig fordybelsen.

Melanitta deglandi stejnegeri, forsøg på efterrationalisering.

Melanitta deglandi stejnegeri - feltskitse; som man kan se øsede det ned mens jeg malede.

Melanitta deglandi stejnegeri, fløjlsand og brilleand. Feltskitser.

PULKEN STYRE (IGEN!!): STEPPEHØG!

Endelig! Steppehøg har jeg kigget efter i Pulken i årevis, og at min første (tomtkryss nr. 171, er det vist) netop skulle være en overnattende fugl, synes jeg er ekstra interessant. Pulken er året igennem overnatningsplads for diverse fuglearter - gæs, traner, vipstjerter bl.a., og om efteråret kommer kærhøgene ind i dagens sidste lyse time, raster på engen og fouragerer over kæret, inden de går til ro, enten i selve Pulken eller et sted i nærheden.

En hvilken som helst steppehøg havde været fantastisk, men når jeg nu i årevis har talt netop overnattende fugle i Pulken, synes jeg, at det er ekstra fedt, at den første steppehøg skulle blive en overnattende fugl.

Fuglen opdagedes igår aftes, da jeg efter aftensmaden kastede et blik ud gennem havedøren. indledningsvis var der lidt tvivl om bestemmelsen, især pga. det hastigt svindende lys. I felten bestemtes den til hedehøg, men mine fotos viste en steppehøg!
Jeg var så ude den følgende morgen fra kl 06:05 for at se kærhøgenes udflyvning fra nattesædet. Kl 06:42 stod den blå kærhøg op. Det vakte lidt uro, at den var alene, men kl 07:00 gik steppehøgen på vingerne og sås på klodshold fouragerende over Pulken og marken lige syd for mit hus.

I den tågede morgen havde en flok "skådare" fra Nord Östra Skånes Fågelklubb, som var på ekskursion til Juleboda, netop opgivet det usynlige havtræk, og de indfandt sig i Pulken kort efter at steppehøgen havde gjort sig usynlig i engen. Efter nogen utålmodig venten (de var helt vilde for at komme videre til Rinkaby Skjutfält, hvor de havde mulighed for f.eks. trækkende jernspurv), blev de de eneste twitchere, som fik set steppehøgen.
Dagen igennem var Pulken flittigt besøgt af twitchere, som alle gik forgæves.

HJÆLP! HEPPEHØG I PULKEN

Vingeoversidens lyse ovaler var gyldne og skarpt afsatte mod mættet, brun vingeoverside. Bemærk ansigtstegning,  halskrave og boa. Jeg synes det ligner en steppehøg, selvom den er meget, meget tynd.

Bemærk håndsvingfjerformel - ligner i mine øjne steppehøg. Hånd har til syneladende lys bagkant og båndingen i hånden fortsætter til ydre primærer.

Her er et ubearbejdet billede, ja, det var mørkt!

Her er en ung kærhøg, som gik til overnatning i Pulken til aften. Den kom ind langt ude i vest-Pulken og virkede umiddelbart slank og spidshåndet. Teleskopet lå i bilen efter en smuttur til Friseboda sent på eftermiddagen, så jeg måtte lige løbe en tur før jeg igen var på plads på terrassen. Nu var den langt tættere på, fløj omkring over nord-pulken sammen med en blå kærhøg 1k. Jeg kunne ikke se halskrave, og lyset var temmelig meget imod, så jeg løb ud til Pulken for at få den i medlys. Det lykkedes også, efter noget besvær. Lyset var nu hastigt aftagende, men jeg fik en serie fotos. Fuglen var meget tynd og fløj aktivt rundt. Virkede lang- men ikke særligt spidsvinget. Jeg kunne stadig ingen halskrave se, og var efterhånden sikker på, at det var en hedehøg. Efter jeg kom hjem har jeg så kigget på de billeder jeg har taget, fiflet lidt med kontrasten og belysningen, og hvad træder frem? I mine øjne en steppehøg. Jeg modtager meget gerne kommentarer.
Undersiden var rustbrun, intet hvidt sås i ansigt/halsregion i felten, men det er nu ikke første gang, jeg ikke har kunnet få øje på dét.

FIELD GUIDE TO THE BIRDS OF BOLIVIA GÅR SNART I TRYKKEN

Bolivias potuer

Nok med Ironman, jeg er røvtræt af alt det løberi, rundt om palmen. ned i søen, op ad søen igen. Jeg har høstet mange flotte resultater, men man kan godt få lidt ondt i knæet, af at cykle helt ud til Klydesøen. Der stod en sølvhejre. Det er hvad informationssamfundet har bragt twitcherne: Efterhånden ædler jeg stort set alt, for ingen melder ud længere.
Men nu breaker jeg det: Arbejdstitlen "A Fieldguide to the Birds of Bolivia" går snart i trykken, faktisk til oktober, så der har du årets julegaveidé, om alt går vel. Jeg talte efter, sådan løseligt, hvad mit bidrag efterhånden er løbet op i, og jeg har glemt tallet igen, men det nærmer sig 900 illustrationer.
Jeg står for bl.a. tinamouer, rovfugle, vadefugle, falke, papegøjer, natravne, potuer, sejlere, kolibrier, ugler, trækrybere plus det løse, og jeg er glad for, at Bolivia ikke har en kyststrækning, for ellers havde vi sikkert kunnet fortsætte et år endnu. Jeg glæder mig helt vildt til at se resultatet!

Der har været meget bøvl med at få illustreret de rigtige racer. For tiden er sydamerikansk ornitologi præget af split efter split så det har været et myrearbejde, at analysere diverse skind, finde fotos osv. osv. Øverst til venstre er der én af dem, jeg måtte lave om og den flyvende kolibri er en af dem der voldte mest hovedbrud. 

Fed fugl, grim baby!

KØD VS. KLIMA - LØSNINGEN PÅ ET PROBLEM

Jeg hører igen og igen, at vi af hensyn til klimaet skal spise mindre kød. Nogle siger endda, at vi skal holde op med at spise kød, det er jo noget vrøvl. For det første har jeg ikke tænkt mig at holde op med at spise kød, det har vel de færreste, og for det andet er græssende dyr en helt nødvendig faktor, for opretholdelsen af ikke alene Danmarks, men hele verdens biodiversitet. Kødproduktionen skal blot foregå på en anden måde, som garanteret også vil få kødpriserne til at stige.

Jeg har simpelthen løsningen på problemet, og vi kommer til at slå to fluer med ét smæk:
Køer, får, heste, geder mfl. skal blot sættes til at afgræsse vedvarende, ugødede græsarealer og med hensyn til vinterfoder skal høslæt og produktion af løvhø genoptages. Dette vil med garanti gøre køddet så dyrt, at forbruget falder. Samtidig kommer vi så til at udfylde den rolle i naturen, som, i hvert fald i Europa, har været menneskets siden sidste istid - nemlig at skabe lysåbne arealer som enge, overdrev og heder. Denne rolle i naturen blev tidligere varetaget af store vilddyr. i Nordeuropa drejede det sig bl.a. om flere arter af næsehorn, om skovelefanter, flodheste,  heste, urokser og steppebisoner.

Disse store planteædere var, sammen med bævere og en mængde hjortearter, nøglearter i skabelsen af de lysåbne miljøer, som tusinder af andre arter er afhængige af. Dét arbejde som disse vilddyr udførte, har været overtaget af mennesket, i hvert fald siden opfindelsen af landbruget, som sjovt nok falder nogenlunde sammen med udryddelsen af en mængde af de ovennævnte nøglearter.

Hvad vi gør ved svineproduktionen overvejer jeg stadig, men jeg skal nok komme op med ét eller andet. Flæskestegen vil jeg i hvert fald ikke undvære.

Skovelefanter, et af de store dyr, som holdt Danmark lysåbent før i tiden.