HAVFUGLEDAGE

Analyse af fotoet længere nede; Hvad er dette for en kjove?

I to dage har det blæst voldsomt fra nordvest. Det skal give nogle havfugle i Kattegat, og jeg har benyttet lejligheden til bl.a. at få studeret nogle arter, som jeg ellers ser alt for sjældent.

Det er, når man ser på havbundens topografi i Kattegat, ikke så underligt, at farvandet er så forholdsvis rigt på havfugle. Fra Skagerrak går et dyb ind mod Bohuslen. Fra dette dyb går en arm ned langs svenskekysten. Sådanne havdyb giver fødemuligheder for havfugle, og med tanke på dette, må disse farvande vel egentlig være mere interessante, set fra en havfugls perspektiv, end Nordsøen, som jo sådan set blot er en fladvandet slette, næsten hele vejen fra Jylland til nogle få kilometer fra den britiske kyst. Ja, hvad ved jeg - men det er da tankevækkende, at kuhls skråpe er set så ofte på den svenske vestkyst, og at de danske og svenske fund af petreller også er gjort i dette farvand - og netop ikke på den jyske vestkyst.

I går tog jeg til Rågeleje, og det viste sig at være et godt valg.
I gamle dage, i 1980'erne, var sule noget man meldte. I går gik der en konstant strøm. Det samme gjaldt storkjove. Jeg var ikke i stand til at holde styr på antallene, men det var der heldigvis andre som var (se DOF-basen), og så vidt jeg husker, kom tallet op på omtrent 700-800 hhv. ca 250. Andre fede fugle var en almindelig skråpe, en ret lys ung lille kjove og en super flot sodfarvet skråpe i et helt fantastisk lys, så man kunne se, at det rent faktisk er en brun fugl med gråvide felter på undersiden af hånden.

Ud over disse indlysende highlights var der også god mulighed for, at få kigget på trækkende almindelige arter som ederfugl, sortand og almindelig ryle. For mig er det vigtigt at se fuglene igen og igen - jeg kan li'det, men det er også en af de vigtigste elementer i min arbejdsproces. Når man maler fugle kan man jo altid tjekke diverse fotos. Så kan man se hvordan det er, men i felten kan man se hvordan det ser ud, og det er to forskellige ting. Med årene kan jeg se mere og mere, men jeg bliver stadig overrumplet af fuglene, hvis jeg virkelig ser på dem.

I dag gik turen til Båstad og Skummeslövsstrand. Det var langt fra samme fest som gårsdagen, men havde alligevel sine momenter. Sjovest var kjoven jeg har malet - den ovenfor. Det er en analyse af det temmelig dårlige foto jeg fik, og jeg har malet de detaljer, som jeg synes, at det viser - og gjort dem tydelige. Fotoet er her:

Jeg vil gerne vide hvad det er, så jeg kan lære noget, og jeg bliver glad for kvalificerede bud på en bestemmelse.

Det er mellem- eller almindelig kjove. Så langt er jeg med. Førsteindtrykket, da den fløj forbi Båstads havn på ganske nært hold, men meget, meget hurtigt, var mellemkjove. Den fløj ind mod Malen, ind i bugten øst for havnen, og jeg løb over og fandt den liggende på vandet. Siden lettede den, og begyndte at jage, og nu blev jeg i tvivl. Den var en del mindre end mågen som den var efter, men desværre havde jeg ikke åndsnærværelse nok til at bestemme mågen - det er jo ikke helt ligemeget, om det er en svartbag eller en sølvmåge, hvis man skal sammenligne størrelse. Jeg ser lidt modstridende karakterer: dobbelt hvidt vingefelt, fed mave og bånd på flanker og bryst peger alt sammen på mellemkjove, men den (eller de) forlængede halefjer ser spidse ud. Det passer på almindelig. Og næbbet - er det stort nok til mellemkjove? I øvrigt så jeg den ringe, da jeg partout skulle ødelægge oplevelsen ved at forsøge at fotografere.
Her er også et billede af fuglen på vandet (hvis det overhovedet er samme fugl, men det tror jeg nu det er, for den baskede på et tidspunkt, og viste da hvid bug):

Det var ikke blot kjoven som jog rundt efter havfugle, en ung vandrefalk var også i gang ude over havet, hvor den forsøgte sig med både måger og mallemuk.

Dagens mest mystiske obs var dog en fugl set fra Skummeslövsstrand. En stormfugl, minimum lige så stor som mallemuk. Den var meget langt ude, men de mallemukker, som fløj i samme afstand, var stadig helt karakteristiske og umiskendeligt mallemukker. Den sås i klart solskin og medlys, med mørkeblåt land som baggrund, og det af dragten man kunne se var følgende: kridhvid bug, ditto undervinger og brune vingeoversider. Hoved og hale kunne ikke ses, når man så rygsiden. Dertil var den for fjern.
Det lykkedes desværre blot én af mine medobservatører at se fuglen, og det meget kort. Selv så jeg den bedst, den var spidsvinget og fløj i meget høje buer, uden at slå med vingerne én eneste gang. Jeg så ca 8-10 buer, så snød den mig, og var væk. Dette er så langt dén observation når, men jeg er bange for, at der her røg noget godt i skraldespanden.

PS. Angående kjoven får jeg pludselig en tanke. Jeg har hele tiden taget det for givet, at det er en juvenil fugl, men måske er det i virkeligheden en 2k?

HØJVANDE

Store kobbersnepper og traner, Pulken 8. juli 2019

Til og med 8. juli var syd-Pulken en helt fantastisk vadefuglelokalitet. Den 9. juli var jeg ikke dernede, selvom det regnede voldsomt. Da jeg den 10. juli om morgenen var i syd-Pulken igen, var det en helt anderledes lokalitet. Hestehale og vejbred-skeblad var næsten oversvømmede, det samme var mudderbankerne. Hvor klirer og ryler havde myldret omkring, lå nu en lille lappedykker og dykkede! På min seneste blogopdatering kan man danne sig et indtryk af hvordan den østlige del af syd-Pulken så ud den 8. juli. Desværre tog jeg ikke andre billeder af hele søen end det. Dog tog jeg et par billeder af rastende vadere den 7. juli. De viser hvor højt vandplanterne ragede op. Den 10. juli sørgede jeg for at fotografere den østlige del i syd-Pulken ordentligt. Det havde været fint med mere sammenlignelige billeder, men forskellen fra den ene dato til den anden står i hvert fald temmelig tydeligt frem - især hvis man ved, at billedet med de fouragerende ryler viser et sted sådan ca midt ude i vandfladen. Hvis man ved dét, burde forskellen være til at få øje på.

Syd-Pulken, østlige fenne, 10. juli 2019

Syd-Pulken, østlige fenne, 7. juli 2019. Alm.- og krumnæbbet ryle.

Jeg vil lige følge op på de to store kobbersnepper fra den 8. juli. Jeg fik taget et par skud, så løb kamaraets batteri ud. Afstanden var ret stor. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at vide om det er juvenile eller adulte fugle. På fuglen som pudser sig ses enkelte rødbrune fjer med w-mønster i de nedre scapularer. Næbbasis er lyserød på begge fugle (dette konstateredes også i felten). Om det sidste kan bruges som alderskarakter ved jeg ikke; jeg har ikke tidligere spekuleret over hvornår yngledragtens orangegule næbbasis skifter farve til lyserød. De to skud nedenfor er de bedste i serien. Jeg mener at huske, at det er to forskellige fugle, men når jeg ser billederne må jeg indrømme, at jeg synes de står næsten præcis samme sted i forhold til vandplanterne, så måske forestiller billederne samme fugl. Ja, jeg ved godt, at det er noget rod.

Desværre løb jeg tør for batteri efter ganske få skud, taget fra stor afstand. Hvis nogen føler sig i stand til at aldersbestemme fuglen her, og den på billedet herunder, tager jeg meget gerne imod kommentarer. Stor kobbersneppe ses som en sjælden forårstrækgæst i Pulken og dertil har den ynglet én gang i løbe af de tolv år jeg har fulgt lokaliteten. Jeg har aldrig før set stor kobbersneppe under efterårstrækket. En aldersbestemmelse kunne måske give et fingerpeg om hvor vidt det drejer sig om strejfende fugle fra f.eks. Isternæset eller Håslövs Ängar, eller om det er trækgæster fra f.eks. Öland.

Tilføj billedtekst

FLERE FOTOUDOKUMENTEREDE KLYDECLAIMS FRABEDES

Fuglestudier i syd-Pulken 8. juli 2019, krumnæbbet ryle og spidsand.

Der er fire årstider, men langt flere sæsoner, og de skifter umærkeligt, men definitivt. Nu havde vi lige skærsommer, det var som om landet hvilede i fjorten dage, fuldt udfoldet og friskt. Nu er vi allerede videre og det varme vejr er afløst af rigtig atlantisk højsommervejr med frontpassager og regnbyger.  Det er som om flere tidsaldre er passeret, siden jeg skrev her sidst, så det ville være på sin plads, at prøve at skrive en kort opsummering om det sene forår og forsommeren. Jeg vil begynde med situationen lige nu; så får vi se hvor langt jeg når.

Selvom det var varmt og solrigt i juni holder Pulken en fin vandstand i år. Faktisk var det måske lige sådan en varm, tør periode som skulle til, for her skulle ikke være meget mere vand, før vadefuglene ville vælge et andet sted at raste. Nu er her i midlertid både mudderbanker til rylerne og store områder med en vanddybde på vel en 5-10 cm, hvor især klirerne render omkring blandt opvoksende hestehale og vejbred-skeblad. Scenen er således sat, og regnbygerne sørger for resten, ved at slå overtrækkende vadefugleflokke ned, så de vælger at raste. Her er konstant mange, og artsfordeling og antal veksler over dagen, efterhånden som nye vadefugle ankommer og andre trækker videre.
I løbet af den seneste uge er bl.a. følgende arter noteret - max. antal i parantes:

lille præstekrave (d. 8/7 2)
almindelig ryle (d. 7/7 83) - et meget højt tal i Pulken.
krumnæbbet ryle (d. 8/7 3),
brushane (d. 8/7 10) - så sent som i morges var her faktisk en spillende hane; det er sent, og dens kammerater var da også rimelig ligeglade.
tinksmed (d. 1/7 108) - ikke noget skidt tal.
svaleklire (d. 6/7 16) - svaleklirens yndlingssted er en mudret rende mellem sivene i pulkens centrale kær, og hvis man ikke har været omkring dét sted, ved man ikke hvor mange svaleklirer her er.
hvidklire (d. 7/7 15)
sortklire (d. 8/7 4)
rødben (d. 7/7 5)

Regnen hjælper som sagt til, og jeg har da også stået og spejdet lidt op i regnen efter trækkende vadere. Det bedste jeg har fået ud af det, er to hjejler. Oplevelsen består i at kigge op i regnen i håb om at se trækkende vadefugle, og så rent faktisk se to hjejler. Det er hverken sjældent eller usædvanligt - det specielle er oplevelsen af, at være i kontakt med tid, sted og vejr. At forvente noget, og at dette så rent faktisk indtræffer. Så ved man hvor man er.

Også i Äspet er der fuldt af vadefugle. Den 6/7 talte jeg hele 475 almindelige- og 15 krumnæbbede ryler dér, og i går talte Greger hele 830 almindelige ryler! Mens Äspet er velbesøgt af fuglekiggere har jeg stort set Pulken for mig selv i denne tid, De to lokaliteter supplerer ellers hinanden ganske godt. Nok er Äspet uomtvisteligt førende hvad angår ryler og andre kystbundne arter, men arter som svaleklire, tinksmed og hvidklire er faktisk talrigere i Pulken. Jeg gør hvad jeg kan for at dække lokaliteten alene, men den er svær at overskue! I dag skulle jeg f.eks. sidde ca halvanden time i syd-Pulken før jeg opdagede, at der var tre, og ikke to, krumnæbbede ryler og to, og ikke én, små præstekraver - og for at få et reelt overblik over mængden af tinksmede skal man have hjælp af en rørhøg.

Mens vi er ved vaderne ser jeg daglig omkring 10 viber. Pt. er de fleste viber i Pulken nok fra lokalområdet. Ynglefuglene er her endnu, og mindst ét par fører unger. En anden ynglefugl er dobbeltbekkasinen, som stadig spiller, hvilket også gælder skovsneppe. Spørgsmålet er, om ikke også det unge rødben, som går omkring i syd-Pulken, er "närodlad", som jo er så populært.


Via de lokale vadere kan jeg måske snige mig videre til de øvrige ynglefugle. Blandt dem er et af flagskibene karmindompappen. Artens kerneområde ligger langs Härnestadsvägen, nærmere bestemt mellem de to ellelunde, ca 600 m øst for Pulkens parkering. Her synger i år to hanner, begge røde; den ene mere end den anden; og en hun har jeg også set. Jeg er jævnligt der ovre, bl.a. i håb om at se ungfugle. Jeg kalder stedet Trekantområdet, afledt af mit tidligere navn til stedet:"Rørtrekanten". Det er et skønt sted, høslætenge, rørskov samt både våd- og tør eng, her og der under tilgroning med pil og rødel. Andre fugle i dette overdrevslandskab er græshoppesanger og nattergal (begge med to territorier i år), samt kærsanger og bynkefugl (begge med ét territorium i år). En art som også plejer at yngle her, er rødrygget tornskade, men den lader til at mangle.

Pulken har to andre overdrevsområder, som tidligere har huset alle de ovennævnte arter. Det ene er sydenden af den mark, som om foråret agerer midlertidig parkeringsplads. Her hørte jeg i går karmindompap, og bynkefugl holdt territorium i foråret. Det andet ligger langs kanten af elleskoven i Pulkens sydvestlige elleskov. Også her er der et bynkefugleterritorium i år, og det strækker sig ud i engen, hvor jeg tit ser bynkefuglene sidde i de tjørnebuske, som jeg en gang gav navnet "Pyramiderne", fordi de lignede pyramider. De blev klippet i bund for nogle år siden, men er nu igen på vej op.

På ture rundt i engene har jeg kigget lidt på hvordan floraen arter sig i år. Den 24. juni gik jeg hurtigt gennem skjallerengen i sydøsthjørnet, Blot ni blomstrende individer af pukkellæbe kunne jeg finde (mod ca 1000 andre år). Til gengæld er det lykkedes at finde hele tre nye voksesteder for arten, så tællingen er alligevel foreløbig oppe på 165 individer. Det drejer sig om næsset i det centrale kær (4), engen mellem stenten i sydvest-Pulken og "Krebseklo-kæret" (107) og endelig et lille rundt vandhul midt på "Pyramideengen" (54), langs kanten af hvilket også vibefedt er talrig. De to sidstnævnte steder blomstrer også sumphullæbe netop nu, foreløbig har jeg fundet 252 individer, langt de fleste i blomst. Ultimo maj fandt jeg mængder af en anden sjælden engplante, nemlig slangetunge. Det var nede i sydøsthjørnet. Man finder den lettest inden skjaller og hjertegræs bliver for højt.

Det er tydeligt, at planterne indtager forskellige mikrohabitater i engen. Den eng som adskiller søen i syd-Pulken fra det centrale kær er et godt eksempel. På de højestliggende dele er der så tørt, at der vokser harekløver og bidende stenurt, men blot den mindste terrænsænkning gør, at skjalleren tager over. Ind imellem kommer så dele, som lyser hvidgrønt på den specielle måde som gør, at man kan se, at det er et kalkrigkær. Her får man våde knæ, når man kryber om og studerer floraen, og det er her, at arter som vibefedt, "rosett-jungfrulin", sumphullæbe og pukkellæbe dukker op. 

Et sted ude i engen sidder der en vagtel. Kun i stille vejr lader den sig høre, helst sidst på den lange aften, men sidst jeg hørte den var i forgårs, halvsyv om morgenen. Tænk, om man en gang kunne få den at se! Min drøm er, en dag at støde på en hun med kyllinger, som hjuler afsted i hjertegræsset, men ind til dét sker, må man nøjes med at gætte på, om det er en tilfældig gæst, eller en travl far, som
slår derude.

                                                                 ***

Efter to dårlige somre viser Pulken sig i år fra sin bedste side. Pulken er netop så fin en lokalitet fordi den er dynamisk - modsat f.eks. Alsønderup Enge, som straks efter den blev naturgenoprettet havde nogle fantastiske år, men nu er blevet en stabil og temmelig ordinær nordsjællandsk slettesø med toppet lappedykker, skarv og rapænder. Dynamikken gør, at man kan komme ud for lidt af hvert; det kan være knald eller fald. Sidste sommer var den rene elendighed i Pulken. Alle vandflader var tørret fuldstændig ud. Søbunden i syd-Pulken lå forvandlet til en puslespilsudgave af sig selv. Man var heldig, hvis man så én svaleklire. Til gengæld gjorde tørken også kål på en del af de vandplanter, som havde nået at etablere sig i den alt for våde sommer 2017. Ja, den var heller ikke noget videre at tale om. Vandplanterne havde det alt for godt, og man blev nervøs for, at der ligefrem skulle komme fisk ind og etablere en tusindbrødrebestand.Vadefugle var der heller ikke mange af, da vandet simpelt hen var for dybt.

Jeg ved godt, at det kan være lidt svært, men på billedet ses altså både gravand og klyde. Se om du kan gætte, hvad der er hvad. Svaret er nederst i blogindlægget (*).

Flere fotoudokumenterede klydeclaims frabedes
Det kunne godt være overskriften på en opsummering af foråret, for efter i tolv år ikke at have set en klyde i Pulken undrede det mig noget, at folk, fra og med 22. april, begyndte at rapportere klyder her. Det kunne ikke andet end pirke lidt ved en mistanke om, at der var tale om "stor klyde", altså den med rødbrunt brystbånd, røde ben og rødt andenæb. Men endelig en dag lykkedes det. Den 3. juni fik jeg langt om længe set to stk. klyder i syd-Pulken, hvorved jeg også rundede vadefugleart nr. 30 på lokaliteten.

Andre højdepunkter har været, at man gennem en stor del af forsommeren har kunnet høre både flod-, græshoppe- og savisanger i Pulken-Yngsjön-Egeside-Reservatet. I selve Pulken har plettet rørvagtel kunnet høres. Lille flagspætte så jeg i haven her forleden, det er en art, som efterhånden er gået hen og blevet temmelig sjælden her. Äspet har også haft sit forsommerhit, en flot amerikansk krikand han, som blot rastede nogle få timer. Jeg nåede lige, at få den set, så jeg kunne tegne nogle skitser.
Ellers har her jo været alt det, her skal være. Atlingand har kunnet ses til ind i juni, gravand har ynglet med mindst to par og i forsommernætterne har lydbilledet været nattergal, gøg, stor regnspove, vibe, sivsanger, rødben og dobbeltbekkasin. Fiskeørn har været- og er endnu en daglig gæst, tårnfalk yngler i en gammel kragerede i et af naboens fyrretræer og lærkefalk må yngle et sted i nærheden. Senest så jeg den d. 30. juni og 1. juli, begge dage ved 19-tiden om aftenen, hvor den jagede fugle omkring det centrale Kær. En underlig jagt; nærmest som en kombination af dværgfalk (hidsig forfølgelsesjagt) og skovhornugle (meget langsom, søgende flugt med løftet hoved). Særlig det sidste var overraskende - og til en begyndelse noget forvirrende.

Amerikansk krikand han, Äspet.

Og nu vil jeg ned og se, hvad den seneste byge har bragt ned.

- Note 9. juli: 
Det var en helt eventyrlig aften i syd-Pulken. Tranerne var begyndt at gå til overnatning, og seks fugle stod i de grønne siv, bag et helt blankt vandspejl, hvor to store kobbersnepper fouragerede! Det er en meget sjælden fugl her, og det mest specielle er, at jeg synes det lignede ungfugle. Det har jeg dog stadig til gode, at få verificeret. De er utvivlsomt ankommet med den voldsomme tordenbyge, som passerede mellem kl. 16 og kl. 17. Det samme var en mængde hvidklirer; hele 22 stk. trippede omkring i fladvandet, sammen med et mylder af tinksmede og ryler.

Pludselig udbrød panik. En adult lærkefalk angreb og jog omkring med vadefuglene, hvorefter den satte sig til skue i en udgået el. Roen faldt på for en stund, men så var den gal igen. En ræv kom luskende langs søbredden, hvor den passerede mig på blot ca 20 m afstand.

Flere vadere kom hele tiden til nordfra, svaleklirer, strandskader, tinksmede - men så også traner, og de syntes ikke om, at jeg stod der, selvom deres artsfæller ude i sivene ikke lod til at tage notits af mig. Det var på tide at forlade stedet, og jeg gik lige i rette tid til at komme i ly af skoven, inden hundreder af grågæs, som også ville overnatte i syd-Pulken, fik øje på mig. Der var en kalden af vadefugle hele tiden, og solsortene sang, så selvom jeg er temmelig overbevist om, at jeg også kunne høre en pirol synge fra et sted mod sydvest, er jeg dog ikke helt sikker. Det må undersøges en af de kommende dage.

Her den rødeste af karmindompapperne. Bemærk, at den endda er rød på skulderen.

*Svar på gravande/klyde-spørgsmålet. Det er gravand i midten. De andre er klyder.

1. MAJ PÅ PULKEN

En fiskeørn flyver lavt over marken, sænker benene og skyder en ordentlig hvid ladning bagud. Så vender den om, som om den lige vil se, hvor klatten landede, vender igen og fortsætter videre ad Yngsjön til. Hvad det lige handlede om, skal jeg ikke kunne sige.

Den disede, stille morgen gav håb om et eller andet spændende. En lærkefalk fløj tæt forbi, mens jeg drak en tår morgenkaffe og derefter luskede jeg langs Graften og i Beteshagen. Jeg tjekkede trolig småfuglene som lettede foran mig på grusstien i håb om at finde en hortulan - det var nu altsammen stillitser og tornirisker. Jeg har tjekket gule vipstjerter - enkelte fine thunbergi-hanner imellem i disse dage - ja og svalerne har jeg kigget igennem. Dagens største sjældenhed havde dog meget lidt at gøre med morgentåge, det var nemlig to tyrkerduer, blot andet fund i haven. Det er den slags man kan more sig med, når man kender en lokalitet så godt, at man ved hvornår man skal blive overrasket.

Så blev det alligevel mere spændende kl. 12:58, da jeg får øje på to store kobbersnepper langt ude i engen. Stor kobbersneppe er vel en omtrent årlig gæst i Pulken, og har ynglet en enkelt gang i min tid. Den hører dog absolut til det usædvanlige. Jeg skyndte mig ud for at få et nærmere kig på dem, og så vidt jeg kan bedømme var det en han og en hun. De var stadig på plads ved 19-tiden. Jeg kan ikke lade være med at spekulere over hvordan det fund skal tolkes. Det kan være trækgæster, men det kan også være et dårligt tegn, nemlig evt. fugle, som har opgivet Håslövs Ängar eller Isternäset, som er de to mest stabile ynglelokaliteter for arten i Vattenriket. Jeg har hørt, at situationen ikke ser god ud på Håslövs Ängar i år, dog blot en passant.

Hvordan det så end forholder sig så ser Pulken fantastisk ud i år, og hvis ikke det var for den forbandede ræv, kunne der nok produceres kobbersnepper her. Her er fortsat store åbne vandflader og desuden varierende græshøjde. Engen er åbenbart fuld af mad. Brushønsene bener omkring mellem mælkebøtterne og fouragerer og dobbeltbekkasinere står frit fremme på græsset og borer efter orm, Det gjorde kobbersnepperne sådan set også.

Vandstanden falder stadig og brushønsene foretrækker nu at danse ude på resterne af en gammel grusvej, som går hen over kæret, og nu er dukket frem, fordi vandet er faldet. Jeg glæder mig virkelig over dem. I dag har jeg talt 63. Der var et fint moment her til aften. Jeg hørte vingesus og kiggede op. Det var 40 brushøns som strøg lavt hen over taget og videre ud mod engene.

Detnn opfatter jeg som en hun

Og denne som en han. Stor kobbersneppe, Pulken 1. maj 2019

Kærhøgen til genbehandling
Vejet og fundet for tung, kunne man sige. Efter et nyt kig på billederne af kærhøgen fra i forgårs må jeg revidere min opfattelse. Man ser en lys streg i højre vinge, det troede jeg umiddelbart betød en manglende håndsvingfjer - men der mangler ikke nogen svingfjer, der er ti, som der skal være. En alternativ forklaring kan være, at en inderfane er kommet til at sidde forkert, og er kommet om på vingeoversiden. Den lyse streg fortsætter, så vidt jeg kan se, op i de store hånddækfjer, så en af disse mangler muligvis.
Men den svingfjersformel man ser, skal åbenbart tages alvorligt, og så bliver det svært at gøre fuglen til en blå kærhøg. Jeg arbejder videre med den.

F.O.M.O. SPOLERER (NÆSTEN) EN SMUK FORÅRSDAG

Det har været en sommervarm forårsdag, og i formiddags meldte en observatør både aftenfalk han og hedehøg hun fra Pulken. Det hændte netop som jeg skulle ud for at kigge på brushøns, som jeg kan afsløre, er en af mine yndlingsfugle. Så er man straks bagud. Det har selvfølgelig gjort, at jeg har spejdet endnu mere hidsigt end normalt op i den lysende himmel. Dagen var dermed egentlig spoleret.

Trods idelig spejden, er det altså ikke lykkedes mig, at se andet end en falk, som sandsynlig var en lærkefalk, og så her til aften den kærhøg, som ses på billederne ovenfor. Jeg har ikke den store tiltro til, at de tre fotos viser andet end en blå kærhøg adult hun, som har fældet p5 (talt udefra). Kommentarer er meget velkomne.

Derfor kan her naturligvis sagtens have været både en aftenfalk og en hedehøg, men hvad her i hvert fald er lige nu, er det højeste antal af brushøns, jeg nogensinde har set i Pulken: 140 rastende, og der er stadig danseplads i det centrale kær. Jeg ser frem til at nyde spillet i morgen tidlig!

Udover brushønsene er her 12 hvidklirer, 2 sortklirer, et ikke talt antal af tinksmede, rødben og, ikke mindst, viber. 361 krikænder har jeg talt, og vandstanden i Pulken er stadigvæk ekseptionelt høj for årstiden. Alt lader til, at være til den lidt tidlige side i år, så i aften skal jeg ud for at lytte efter tredækker.

Her er så smukt. Kræge og spidsløn blomstrer. Kabbelejerne står sprøde og gule, og vandfladen i kæret er nu grønblå af spirende grøde.

AFRUNDING AF TRANEVÅREN, PULKEN STYRE NU VIDERE

BUM!

Brushanerne har siden i går morges haft danseplads i Pulkens centrale kær. I aftes talte jeg 21 haner og det er ikke så tit de ligefrem opretter danseplads her. De fleste er stadig i overgangsdragt, men enkelte er i næsten fuld yngledragt - og flotte! Det er fantastisk at kunne sidde på sin terrasse og nyde brushanedans, men jeg ville gerne se det ordentligt, og uden varmeflimmer, så jeg stod tidligt op i morges for at se dem i det fine morgenlys. Da var der kommet en høne til, og det satte virkelig gang i gemytterne. Efter at have kigget på dem cyklede jeg ned til syd-Pulken. Her var der hvidklirer og en lille præstekrave, men også mange vin- og sangdrosler, så jeg gik ned igennem beteshagen i håb om at finde en ringdrossel.

Løvsangerne sang, årets første rødstjert, en fin han, blev set og en lille flagspætte trommede. Da jeg var helt nede for enden af beteshagen bemærkede jeg et par fugle, som bevægede sig i en pilebusk. Jeg løftede kikkerten, en rødhals og en fluesnapper han, som jeg så lige forfra. Årets første brogede fluesnapper, nåede jeg lige at tænke, inden det slog mig, at den hvide plet i panden var på størrelse med en lillefingernegl. Forklaringen skulle lige synke ind, som en faldende bombe der piver og så eksploderer i det, den vender siden til og viser bred, hvid halsring og kæmpestort hvidt felt i vingen. Piiiiiiiiiuuuuuu BANG. Adult han hvidhalset fluesnapper! Jeg tabte kontakten med den, mens jeg sendte alarm ud, gik en lille runde i håb om at relokalisere den, men besluttede så at vente. Det gav pote, og i ca halvanden time kunne jeg, sammen med en lille skare twitchere som dukkede op efterhånden, følge fuglen. Det var ikke så svært, for i den åbne, elledominerede skov sad den lavt, og foretrak at opholde sig nær nyudsprungen hæg og pil.

Dokumentationsfotoet viser den egentlig meget godt.

Pulken er godt nok et skønt sted. De viber, som er her nu, må vel være ynglefugle - jeg talte 28 i går. De står rundt i engen og flager med vingerne, vælter rundt i luften og synger dag og nat. Dobbeltbekkasinerne bræger, tinksmedene kom i går og rødbenene flyver deres parringsflugt, lave buer på stift vibrerende, nedadbøjede vinger. I vandhullerne ligger, blandt meget andet, idag 150+ krikænder, her er et atlingandepar og en enlig han. Grågæssene har allerede små gule gæslinger, som triller omkring i vandkanten. Lille lappedykker lader til at ville yngle, selvom vandstanden er faldet markant gennem den seneste uge. Endnu en ynglefugl er rørhøg, hvor nu 2-3 adulte og en 2k han lader til at holde territorier - i aftes udførte 2k hannen og en hun det mærkeligste "tjurspil" ude på marken, men det er en længere historie, og der er en ting, som skal rundes af - tranesæsonen.

Brushanernes danseplads. Her er den hidsige hane med rødbrune toppe og hvid krave i gang.

Tranesæsonen 2019
Tranesæsonen 2019 var usædvanlig lang. Den 6. marts begyndte det at føles virkeligt, trækkende småflokke og 74 til overnatning. Den dag var her i øvrigt også sort glente. Min første notering med over 1000 stk. var 1420 den 12. marts, men da havde jeg været væk et par dage, så de tusinde blev nok rundet inden. Den 16. marts passerede vi 2000 rastende. Aftentællingen blev 2120 traner. Der kom for alvor skred i tingene den 23. hvor der var indtræk sydfra og 3500 overnattende fugle. Tiltrækket fortsatte i den grad den følgende dag. 24. marts overnattede 9900 traner, en ny rekord, som blev slået allerede et par dage senere, hvor fågelklubben kom frem til det helt ufattelige tal 10500!

Her blev ved med at være rigtig mange traner til i hvert fald en uge ind i april, hvorefter antallet faldt. 9. april talte jeg 2400, men endnu den 14. kunne jeg notere 1500 overnattende traner.

16. april udgjorde 2k fuglene en meget stor andel af de ca 1000 traner. Dagbogen for den følgende dag, 17. april, lyder:  "Til morgen ca 1000 traner stående i nord- og syd-Pulken. I eftermiddagens løb blev de urolige og flyttede sig (fra Matningsfältet) til Pyramideengen. Kort efter forlod en stor flok Pulken mod øst. Om aftenen stod blot 30 traner på Pyramideengen".

18. marts stod ingen traner i Pulken, og siden da ser jeg blot traner sporadisk (men dog daglig). Mest par som flyver forbi, men i går, hvor vinden var i vest, kom der rent faktisk 4 efternølere trækkende sydfra!

Pulken styre nu videre, tranesæsonen 2019 er bag os. Men Gu' styre den.

Pulken i forårsdragt, set fra fugletårnet i dag.

Solveig blev inspireret af den megen snak om hvidhalset fluesnapper. Hun tegnede efter min lille skitse nedenfor. Det pudsige er, at hendes tegning faktisk er mere træffende end min. Proportionerne er f.eks. bedre. Hun bliver 11 år i næste uge.

Slacker-Elg.

APRILMORGEN

Tidlig morgen. Tranerne står tæt på overnatningspladserne i Pulkens lave vand. På marken græsser to elge og fire rådyr. Gravænderne er nærmest selvlysende i daggryet og bramgåsetrækket er for alvor i gang, ikke direkte, men 290 overnattede bramgæs er noget nyt. Jeg går en runde omkring parkeringspladsen for at se efter småfugle. Bilerne har smadret græsdækket, og det er godt. Det har bragt bar sandjord i dagen, og her kan urter og enårige få fodfæste. En plante, som har haft glæde af at græsset hvert år får nogle høvl i det tidlige forår, er malurt, ikke strandmalurt, men den ægte. Denne lille "ørken" i kombination med det tætte krægekrat og stensætningen er en spændende lille biotop, som skiller sig ud. Man kunne godt forestille sig en ringdrossel her, men i dag er her kun skadeparret og så det halstørklæde, som jeg nu har set flagre i en busk i flere uger. Det er hermed konfiskeret.

Tranernes udflyvning fra overnatningspladsen begyndte 05:35, og nu, hvor jeg afslutter min lille epistel, står de fleste på Matningsfältet. Brushanerne er også vågnet. Haner allesammen, og selvom de fleste endnu ikke har anlagt fuld krave danser de alligevel.

Én ting jeg lige skal nævne, er en overraskelse jeg fik onsdag formiddag. Klokken 9:41 løber alle harerne ud af skoven som om fanden var løs, og et øjeblik efter følger et stort dyr efter og traver ud over marken. Min første tanke er elg, men den ser nu anderledes ud, og det er ikke så underligt, for det er nemlig en enorm kronhjort, en han med busket hals og lysende orangebrunt spejl, skarpt afsat mod den store, rødbrune krop. Hjorten traver i lige linje hen over marken, ind gennem den lille lund og videre ud over syd-Pulken, for så at forsvinde ind i elleskoven nede mod Helge Å. Det er første gang jeg ser Skånes "landskapsdjur" her. Skånes kronhjorte er ikke dyrehavehjorte, men ægte, vilde dyr af nominatformen, som Linné beskrev tilbage i 1700-tallet, og som vel må være den form, som også overlevede på Bornholm frem til middelalderen.