FORÅRSUDSTILLING 2024: ÅBENT/ÖPPET 23. MARTS - 7. APRIL samt 13-14. april, 10:30 - 17:00, HÄRNESTADSVÂGEN 127, VED PULKEN! tlf: +45 31 69 47 26. (EVT. ÆNDRINGER ANNONCERES HER)

19. april 2022

CCT LAVER NY ART FOR PULKEN IGEN

 

Én af de seneste dages sjældne fugle i Pulken. 18/4 2022

Med varmegennembruddet i Påsken er der taget hul på den tid på året, som gennem årene suverænt har budt på flest sjældne fugle i Pulken. Det er perioden fra varmegennembruddet til medio maj. Som jeg allerede sagde, da jeg i februar holdt foredrag i Fågelklubben, under overskriften "Pulkens Fågelliv Året Runt" er det en periode, hvor Pulken bør være dækket fra morgen til aften, og de seneste dage taget i betragtning, kan vi sådan set udvide dette til: Dækket døgnet rundt. Min strategi er at afsøge himmelen igen og igen, lytte, og i øvrigt tjekke så meget som muligt - en glente kunne jo være sort, en måge kunne være noget andet end en hættemåge og er der mon en rødhalset gås mellem bramgæssene? Hvis jeg kigger mere finder jeg mere, og det er jo dét, som er noget af det sjoveste: Øjeblikket hvor det sker.

Jeg rekapitulerer lige de seneste tre dages hændelser:

17. april: Under totaloptælling af Pulken fandt jeg, som allerede nævnt, en rødtoppet fuglekonge som ny art for lokaliteten. Senere på dagen ses en nordtrækkende sølvhejre.

18. april: Der arbejdes til de små timer, og kl. 01:12 går jeg ud på terrassen, hvor jeg straks hører en overflyvende plettet rørvagtel. Den noteres som trækkende. Noget senere, nemlig kl 11:50 er jeg i fugletårnet, og opdager en adult dværgmåge. Det er slet ikke nogen almindelig fugl her; faktisk blot min anden observation gennem femten år.

19. april: Igen bliver det sent, før jeg kommer i seng og klokken 01:10 går jeg ud for lige at tjekke om den plettede rørvagtel mon skulle være landet. Der er en del støj, for der forårspløjes nord for Graften, men da traktoren fjerner sig begynder jeg at opfatte en rytme, og da traktoren kommer over i den fjernere ende af marken trænger den plettede rørvagtel tydeligt igennem. Dagen bliver solrig med østenvind, og der er klart færre fugle på vandet end i de forudgående dage. Marken syd for huset bliver harvet, jeg maler, men spejder ind imellem.  Klokken 17 kigger jeg op, og ser at marken nu er fuld af måger. Selvom jeg nu er lidt blæst, siger jeg til mig selv, at de i hvert fald skal tjekkes igennem - og gerne tælles. Jeg begynder i den ene ende og efter 35 stormmåger og 7 hættemåger står den der: En 4K- sorthovedet måge i perfekt lys og på ca 50 m afstand. Så overordentligt fed og almægtig - endnu en art, som aldrig før er observeret i Pulken - og naturligvis tomtkryss.

Pulken 19/4 2022

Pulken 19/4 2022


18. april 2022

NY ART FOR PULKEN OG HØJE TAL

 

Rødtoppet fuglekonge, Pulken 17/4 2022.

Mandag annandag påsk /2. påskedag får jeg nogle gæster, og vi skal rundt og kigge på et par andre steder i Vattenriket, så jeg regner først med at være ude hele formiddagen og tilbage ud på eftermiddagen. Jeg kan altid træffes på +45 31 69 47 26, hvis der er spørgsmål.

 

Påskedag har været forrygende i Pulken. Jeg har talt hele lokaliteten op. Det gav et impornerende højt antal krikænder, hele 502 rastende, og det er muligvis rekord for Pulken. Hele 72 rastende skeænder er også mange. Jeg tænker, at det kan tilskrives det pludseligt varme vejr. Jeg kunne også notere årets første løvsangere og skovpibere og det at komme lidt ud i terrænet gav også en til to trommende lille flagspætte, samt ikke mindst en helt ny art for Pulken, nemlig en rødtoppet fuglekonge. Tællingen gav desuden bl.a. 3 hanner og en hun atlingand, 170 pibeænder og hele 17 gransangere, ynglefund af træløber, syngende lille gråsiskenn og ca 2500 bramgæs.

Der har været stort småfugletræk hele dagen, særlig pibere, men da der ikke var nogle kald at høre pga. afstand, kunne de ikke bestemmes. Dog er som nævnt skovpiber ankommet, nemlig en trækkende fugl, som landede kortvarigt i vores store birk, inden den kort efter trak videre. Også kvækerfinker i flot yngledragt er trukket igennem og en sølvhejre trak nord kl. 12:08. Den slutter sig til næsten daglige observationer af arten i de seneste dage - op til fem fugle er set.

Tranerne er begyndt at strejfe, her kan være helt tranetomt, men pludselig kommer de så væltende i hundredevis - hvilket også er den størrelsesorden vi nu er nede i, hvad angår antal, det er som det skal være, og det er ligeledes helt efter bogen, at mange af de tilbageværende er 2k-fugle. 

Et par pudsige gåseobservationer i dagens løb var en blisgåsefamilie - far mor og 2k - og 13 tajgasædgæs. De sidste har strejfet rundt i området i en tid, men først i dag lykkedes det at få dem artsbestemt. Og så er grågæssenes gæslinger klækket.

13. april 2022

KOLD APRIL

 


Der er opbrudsstemning blandt tranerne. I det flotte solskin, som har præget billedet i de seneste dage, har tusinder forladt Pulken. Her er dog stadigvæk ganske mange. I går således 3000, og Kl 19:25 i dag talte jeg 1250. Bramgæssene har været stort set borte indtil for et par dage siden, men nu er nye forsyninger ankommet. De strejfer omkring i området, men indimellem græsser ca 1000 i engen. 

Det er ved at være på tide med en ny totaltælling af vandfugle. Jeg har indtryk af, at gråænderne nu aftager i antal, mens krik-, ske- og knarænder tiltager. I dag hele 41 skeænder og 17 knarænder. Også atling- (i går tre, i dag 2) og et par spidsænder, og fortsat nogle og tyve blishøns, men jeg vil gerne have talt det hele op grundigt.

Årets første landsvale fløj over Pulken i dag kl. 12:37, rørhøg og fiskeørn er ankommet for alvor og vipstjerterne tripper omkring på græsplænen (skulle jeg til at sige), selvom vores såkaldte græsplæne er godt på vej til at blive noget andet. Jeg har nu renset førne bort i to år i træk, og haven blev, for første gang, slået med le sidste efterår. Flere steder i "græsplænen" har der nu været dyrket - bl.a. kål, kartofler, gulerødder og græskar - altsammen med det formål at udpine jorden, så urter og blomster kan få bedre muligheder. I de tidligere dyrkede tægter blomstrer nu vårgæslingeblomst medens hvid okseøje, røllike og blæresmælde spirer flittigt. Agerpadderokke sender sine blege sporehuse op og violer breder sig mere og mere. Nå. Men det vi mangler er et varmegennembrud. Stemningen er endnu tidligt forår, og vadefuglene er altså ikke rigtig kommet på plads. Her er et par rødben og nogle få viber, men dobbeltbekkasinens brægen mangler og vibesang er stadig en mangelvare. Årstidens lydbillede er simpelthen endnu ikke på plads.

De seneste dage har storken SVS 2505, med hvid over lyslilla på venstre ben haft for vane at stå på vores skorsten. Inde i stuen hører man et "klonk" fra kakkelovnen og så en forbavsende høj knebren. Så ved man, at den er landet. Det er rigeligt, at holde allikerne fra skorstenen. Hvis storken nu også skal begynde at smide pinde ned synes jeg det bliver for meget. Overvejer om man skulle få sat et hjul op på tagryggen, og min erfaring fra allikerne siger mig, at man ikke skal vente for længe. 

Af sjældnere fugle er sølvhejrer set ved et par lejligheder i de seneste dage og jeg er forberedt på, at der snart kan være chance for steppehøge. Der sidder allerede en han oppe nord for Stockholm, så sådan en kan komme fræsende når som helst. Min spejden efter trækkende kærhøge har foreløbig givet én blå kærhøg og nogle rørhøge, men håbet lever.

Elg så jeg senest i søndags, da jeg tjekkede det sædvanlige stake-out og jeg har hørt, at en sås samme sted mandag, hvor der også blev iagttaget en et par hundrede meter øst for vores hus langs Härnestadsvägen.

8. april 2022

OVER 10.000 TRANER I PULKEN OG ET HIT I VINDUESKARMEN

 

 


Her er masser af traner - i går taltes 10.300 om aftenen, tidligere på dagen talte jeg selv 7000. I dag har jeg også talt tranerne midt på dagen. Jeg kom til ca 6500. En del fugle søger åbenbart ud i Pulkens opland i dagtimerne, så måske er der ikke helt styr på fodringen i år. Visse år har tranerne næsten været fuldstændig koncentreret i Pulken. 

Hvor om alting er, så er antallet af traner i disse dage meget nær et rekordniveau og jeg er ganske overbevist om, at her vil være tusinder vel ind i næste uge og muligvis til efter påske. Jeg tænker, at det kolde og blæsende vejr i kombination med gode fourageringsmuligheder gør, at tranerne ikke har særlig travlt med at komme videre. Det ser dog ud til, at vi får tørt vejr i weekenden, og selvom nedbøren var stærkt tiltrængt, er det noget jeg ser frem til. Der har været dage, hvor det simpelthen har været for surt at være ude.

Her er for tiden rigtig gode muligheder for at se elge, jeg så f.eks. tre i går aftes. Elgene kommer frem fra sen eftermiddasg, og fouragerer i det åbne land til om morgenen. Det vil sige, at hvis man gerne vil se elg, så skal de eftersøges fra kl. ca 17:30 til mørkets frembrud og igen fra daggry til ca kl. 7. 

Et sjældent dyr er dukket op i vores vindueskarm: Leptoglossus occidentalis hedder den, og det er en stor tæge, som har sin naturlige udbredelse i Nordamerika. Indenfor de senere år er arten truffet i både Danmark og Sverige, sandsynligvis er den indslæbt på en eller anden måde. Leptoglossus lever på fyrrekogler, og dem har vi da rigeligt af i haven. Her er et billede af den - den er gået noget fra hinanden, hovedet mangler, det skulle have været for neden. Benene er også knækket af, men man ser tydeligt den tilspidsede bagkrop og det sort-hvid-stribede mønster langs kropssiderne:


6. april 2022

OPTÆLLING AF FUGLE I PULKEN 6. APRIL

 For det tilfældes skyld, at der mod forventning skulle dukke gæster op i dag, må jeg hellere oplyse, at eg nu går ud og tæller fugle. Klokken er 15:34 og det er den 6. april.


CCT

4. april 2022

TRANEPROGNOSE FOR DEN KOMMENDE UGE

 

Her et par billeder fra haven.  Børnene har deres lille bod og folk sidder rundt omkring og kigger på traner. Der er kort sagt festivalstemning. Det er godt nok noget jeg har savnet gennem to års coronapandemi.


Mandag d. 4. april

Det er i dag et forrygende blæsevejr og det styrter ned. Marken her udenfor er ved at blive forårspløjet og det har tiltrukket tusinder af traner. Om det så er traktoren eller pløjningen, som tiltrækker dem. De har jo efterhånden lært, at forbinde traktorer med mad, men det ser nu også ud til, at de finder godbidder i den nypløjede ager.

Uden at have talt tranerne tør jeg godt sige, at langt hovedparten af weekendens 10.200 traner er her endnu. Jeg kender efterhånden mine lus på travet og i øvrigt har dagens vejrlig næppe inspireret nogen trane ved sine fulde fem til at fortsætte trækket. Selvom noget som ligner 2-3000 traner står her ude på marken, er der stadigvæk fuldt på matningsfältet. Det ligner absolut en 8-10.000 fugle. 

Traner kan faktisk godt trække i denne slags vejr, men det kræver helt særlige omstændigheder - sidst jeg oplevede det, var under tøbruddet 2018, som faldt i de allerførste aprildage. Da havde tranerne stået og trippet for at komme afsted nede i et snedækket Tyskland, så umiddelbart da vinden gik i vest - og det skete om natten - indledte de trækket. Der ankom fugle til Pulken allerede kl. 7 om morgenen, og det er helt usædvanligt. 


Traneprognose 5. - 10. april

Datoen og mængden af traner taget i betragtning, anser jeg det for sandsynligt, at der fortsat vil være tusinder af traner i Pulken i hvert fasld ugen ud. Det bliver en periode med meget vekslende vejr, og det er sådan set spændende. Vi er inde i den periode hvor andetrækket for alvor er kommet i gang, og f.eks. brushane bør snart ankomme i større stil. Det vekslende vejr rummer muligheden for, at overtrækkende ænder og vadere vælger at raste i Pulken, og nogle gange skal man virkelig være opmærksom. Et udmærket eksempel, som er nogle år gammelt, er en flok på nogle og treds storspover og en stor kobbersneppe, som rastede i forbindelse med en sludbyge. De landede straks den begyndte, og trak videre straks den var overstået.

Tirsdag 5. april: Sol, skyer og let-frisk vestenvind er godt vejr til tranetræk i Pulken. Hvis der endnu er traner syd for Østersøen vil fugleflugtsruten til Pulken være åben, og ankommende fugle kan forventes særlig i de sene eftermiddagstimer. Det er også ganske sandsynligt, at en del af de traner som er her nu, vil benytte lejligheden til at fortsætte trækket. Det ser man mest i formiddagstimerne, hvor småflokke stiger op over Pulken og lægger sig til at kredse, for at føle om forholdene er gode.

Onsdag 6. april: Regn og svag vind fra sydøst. Næppe nogen trækaktivitet blandt tranerne, men til gengæld er det meget muligt, at vejret vil bringe vadere og ænder til Pulken. Vindretningen er også interessant.

Torsdag 7. april: Frisk sydvestenvind og noget som ligner heldagsregn. Det ser lidt anstrengende ud, ikke sandt?

Fredag 8. april samt weekenden efter: Så kommer fredagen med vekslende skydække og frisk vestenvind. Denne vejrsituation fortsætter weekenden over og det bliver sandsynligvis dage, hvor mange traner vil trække videre nordpå.