2 VERSUS Z - ÆNDER I SILHOUET

Fødesøgende gråand hun og knarand hun, let karrikerede, som det falder sig, når det ikke skal se ud af noget, men fastslå noget. Bemærk gråandens form - 2-tal, som en svane, og knarandens form, som et Z. GA har stor hale. Knaranden er ganske anonym, minder måske i virkeligheden meget om en stor og stornæbbet krikand!

Nu begynder tranerne at dykke mærkbart i antal. Jeg har ærlig talt ikke den store lyst til at tælle dem, når engene toner fuldkommen tranegråt, men nu begynder det at blive sjovt igen. I går 16:30 talte jeg ca 2000 - ti ad gangen; en tælling som sluttede ved 1990, så ca 2000.

Mens ænderne, efter en ekstremt tidlig ankomst, var underligt fåtallige gennem det meste af marts, øger antallene nu. Særlig skeand og knarand har der været rigtig fine forårsnoteringer af. I dag raster 58 skeænder, mens der har været flere dage med mindst ti knarænder - i forgårs hele 15, hvilket er det højeste antal jeg har noteret i Pulken (tidligere personlig Pulken-rekord var 12 stk. og det var om efteråret). De fleste ænder ligger centralt i Pulkens dybeste del, helt perfekt til, at jeg kan se dem fra terrassen. Kun krikænderne ligger fortrinsvis i syd-Pulken. En totaltælling af dem i går gav 325. Det er mange, men ikke unormalt. 

Gråand har svigtet i år. Største notering var 247 1. april, og nu er vi nede på sølle 33 ved gårsdagens tælling.

Når nu ænderne ligger så fint ser jeg en del på dem. Det er interessant om aftenen, når de kommer i modlys, at sammenligne deres silhouetter, og jeg er begyndt at få et rigtig godt indtryk af knarandens. Knarandens næb minder om gråandens, men der er et eller andet ved næbbets runding og længde, som er anderledes. Måske spiller det ind, at knaranden ofte har nakken vinklet temmelig skarpt va 90 grader. Det gør, at næbbet kommer til at virke længere. Samtidig opfatter jeg kroppen som mere kompakt end gråandens. Hvis gråanden er et 2-tal, er knaranden mere et Z.

Den 6. april var her et MEGA hit - harlekinmariehøne. Den var helt i top på artportalen i røde vasaller. Arten er ikke alene indslæbt, men også invasiv, så det nagede mig ikke, at indsamle den, for det tilfælde, at der behøves dokumentation.

Tre sølvhejrer rastede kortvarigt i forgårs, og på hejrefronten kan jeg desuden daglig glæde mig over paukende rørdrum. Ikke mindst om aftenen er der nogle meget fine natursymfonier, snakkende traner med spredte blæserfills, rørdrummens hule pauken og rødbenenes kvidder, isprængt spredte vibefraseringer.

Lille præstekrave, gransanger, fiskeørn og atlingand er ankommet. Hjejlerne trækker igennem. Når man ser syv hjejler lige forfra på to kilometers afstand, så ligner de faktisk skeænder. Var du klar over det, hva'?

Dagens undgås var en bekkasin, som garanteret var en enkeltbekkasin. Den opdagedes i flugt, men bagfra. Virkede rundvinget, ikke nogen markant hvid vingebagkant, mudderklireagtige vingeslag før landing, næb som virkede kort - og så dybt, saftigt okkerfarvede bånd på ryggen. Den landede og stod en kort stund, inden den smeltede ned i vegetationen. Jeg løb naturligvis ned til Pulken og stirrede som en gal på den lille ø, den var landet på, og jeg skal have tjekket de billede jeg tog på nærmest må og få, hvor jeg håber, at den pludselig vil træde frem som i et fiksérbillede. Men jeg tror ikke det kommer nærmere.

GRØDE

Én ud af seks sølvhejrer, som rastede i morges.

Femte april har, uden egentlig at byde på noget vildt usædvanligt, faktisk været en usædvanlig god dag. Jeg tænker, at det varmegennembrud man kan fornemme, har en finger med i spillet, og i dagens løb er vinden endda drejet om i sydøst. Der er virkelig grøde i luften. Det begyndte med en kop kaffe på terrassen, og en konstatering af, at den ultralokalt sjældne tyrkerdue igen i år er at finde i haven. Jeg troede egentlig, at arten var udpræget standfugl, så det undrer mig lidt, at den kan være væk hele vinteren, og så pludselig dukke op den femte april. Men det kan den altså. Årets første brushane rastede og så hørtes paukende rørdrum ovre fra Yngsjösjön. Det giver håb om, at fuglen som hørtes i sidste uge rent faktisk har oprettet territorium.

Et kig ud ad vinduet ved halvottetiden afslørede nogle hvide skikkelser ude i vandfladen - seks sølvhejrer havde slået sig ned. Det blev således en dag med tre hejrearter (med fiskehejre forstås), og det er vist første gang jeg oplever det i Pulken.
Sølvhejrerne skulle der kigges nærmere på, og jeg kunne så samtidig notere ankomst af gransanger og to syngende sumpmejser. Det sidste var glædeligt, for det tyder jo på, at det ikke er en art jeg skal savne i haven i fremtiden. Der var jo det med den måske rudedræbte, som har naget. På en kold januardag med dybt snedække kan sumpmejse og skovspurv snildt være de to arter, som optræder på foderbrættet.

Noget over tretusinde traner fylder godt op i Pulken, og ud på formiddagen begyndte flokke at tage højde for at stikke videre nordpå. Det er ikke bare tranerne der er bevægelse i. Ikke blot hver  morgen, men henover dagen, optræder ænderne i nye konstellationer. På et tidspunkt lå ti knarænder og 16 skeænder og snappede insekter i luften. Senere fik de selskab af 22 pibeænder.

Stor regnspove og vibe synger, sangdroslen med, ovre fra elleskoven, og engpiberen har oprettet det sædvanlige territorium ovre ved p-pladsen. Stærene tøffer omkring i græsplænen og river i køkkenhavens indtørrede melonstængler. Jeg antager, at de vil stoppe dem op i tagryggen.

Tidligt på aftenen var pludselig alle tranerne på vingerne. En enorm oval af tusinder af store fugle, og voldsomt skrigeri. Hvorfor, må blive gætteværk. Ræv er det ikke, hund muligvis, eller måske en optimistisk ung havørn. Forstyrrelser af mennesker er sjældne, men når det endelig sker, er det gerne lystfiskere, som er gået i land i vest-Pulken fra båd. Det giver ikke umiddelbart sig selv, at der er fågelskydd og adgangsforbud, når man kommer fra vandsiden, så det er ikke for at pege fingre.

Omkring solnedgang kørte vi ned til Helge Å syd for Yngsjö, og gik ned mod träsket. To elge var fremme på marken. Hvad jeg tager for dværgflagermus - små og i ret lav, akrobatisk flugt - og for brunflagermus  - store, smalvingede, højtflyvende i lange, lige baner - var ude at jage. Så hørtes rørdrummen, og nu i lange serier, hvor også indåndingen kunne høres, først fra nord, men så fra vest - og så igen fra nord! Der var to!

HÆTTEMÅGERNE

Hættemågerne klumper sig sammen i den hårde vind.
Som de står der, i kanten af den skrumpende markoversvömmelse ved Sjögård, med den våde jord som baggrund, forsvinder hætten næsten, og det mest iøjnefaldende bliver den hvide nakkes fine halvmåne.

Det er fugle, som af slagregnen er tvunget ned til rast, hættemåger på vej nordøstpå.
Hættemågen er en fugl med mange ansigter, og mest holder jeg af dem under trækket, hvor de, i hvert fald for mig, skifter karakter fra at være fjollede fugle, som flokkes med duerne omkring pølsevognen (det kan de nemlig også være), til at åbenbare sig som graciøse rejsende. De hættemåger jeg husker bedst, oplevede jeg en forårsmorgen ved den lille mose Roten i det indre Halland, hvor jeg stod og iagttog urfuglenes spil. En flok hættemåger dumpede pludselig ned fra himmelen og fyldte i et kvarters tid det veldefinerede rum, mosefladen og den omkransende skov, med et i sammenhængen fremmedartet lydbillede. Det gjorde måske netop, at jeg hørte de måger så meget tydeligere, så de stod klart for mig som fremmede fugle på rejse, som hører sig selv til.

Også i Pulken holder jeg øje med hættemågerne. De er her udprægede trækgæster, og det er heller ikke det samme som at se dem bag den pløjende traktor. Trækket forlener fuglene med en helt særlig eksklusivitet.

Men jeg tænker endnu tit på den ene af havens to sumpmejser, som fløj mod ruden i vinters. Jeg varmede den i hænderne, og den levede. Lagde den så i den lille hule under en tagsten. Senere var den væk, og når jeg nu hører sumpmejsekald, ser jag altid efter, om der er to. Men jeg ser altid kun én. Måske var bruden ude den dag?

APRILSNAR!

Nu må kritikken af kulturminister Joy Mogensen høre op! Når milliarderne ruller ud af statskassen, fosser i alle retninger, kan der ikke også tænkes på millionvis af kroner til kulturen. Forskellen på Joy Mogensen og f.eks. en hvilken som helst politiker uden ansvar, er netop ansvar, og så kan det nok være, at man ser forskellen. Det er meget svært, at komme i tanker om én eneste politiker, med blot skyggen af ansvar, som i en situation, hvor landet står i våde, ville tænke på ikke at sige som Joy Mogensen: “Nu er det ikke tid, til at tale om kultur”. Den del af kulturen, som er vigtig sælger sig selv: Fredericia Teater har glædet danskerne, og det, som netop sætter Danmark på verdenskortet, er de store begivenheder: Tour de France, kulturby 96. Disse ikoner skal nok klare sig, fordi de i sig bærer det folkelige, som er kulturens vigtigste dynamo. Det er vores opgave at støtte op om politikerne, lige gyldig hvor uduelige de er, ligegyldig hvor ligeglade de kan synes at være. Har man overhovedet tænkt på, at det som siges af ministrene faktisk afspejler regeringens politik indenfor det givne område? Nå? Så en sådan kritik er upassende, virkelig upassende, at rejse.

Samme upassende kritik ser man fra "naturelskernes" side. Man har undret sig over, at statsskovene f.eks. stadig skal bruges til produktion. Her er blot et lille "men" - statsskovene indbringer hvert år staten 50 millioner kroner, et beløb som svarer til op mod 25 andelslejligheder i Ålborg. Hvert år. På 10 år svarer det til, at hele 255 skavboer, kunne være flyttet til Ålborg. Tænk lige over dét!

De penge ville vi have stået og manglet, med håret i postkassen.

I øvrigt bliver der ikke penge til alt det dér, efter coronakrisen. Ethvert krav om overflødige udgifter til sikring af så kaldt biodiversitet, kultur, ja jeg kunne blive ved - alle de ting, som vi klarer os så meget udmærket uden, kan, bør og vil forhåbentlig blive fejet af bordet, med henvisning til, at de penge er brugt. Alene de 5 miliarder kroner, som er afsat. til at sikre, at århusianske møbeldesignere, mellemledere, og alle de øvrige højtlønnede folk som virkelig yder for samfundet, kan få op til 30.000 kr. om måneden, på statens regning, overstiger langt et hvert beløb, som regeringen i sin vildeste fantasi kunne finde på at afsætte til sådan noget som "bevarelse af biodiversitet". Her kan dem som fortsat blot ønsker at bare kræve og kræve lære meget af den retorik, som vi nu har vænnet os til - ret ind! Det stopper nu!

PULKEN OM EFTERÅRET

I disse dage modtager jeg en hel del forespørgsler angående muligheden for at se traner i Pulken om efteråret. Her følger derfor en kortfattet gennemgang af mulighederne for fuglekigning i området om efteråret.

Traner anvender efteråret igennem Pulken som overnatningsplads og, hvis de bliver forstyrret under deres fouragering i det omkringliggende agerland, også som tilflugtssted. Antallet bygger op frem mod primo/medio oktober, men varierer meget, da efterårstrækket ikke har samme koncentrerede forløb som forårstrækket. Antal på op til ca 300 overnattende traner er normalt i sept-okt, 500 er en god notering, men ind imellem overnatter over tusinde fugle. Primo oktober kan man opleve store trækbevægelser med tusinder af traner, tusinder af bramgæs samt hvis det er svag vestenvind tillige trækkende rovfugle. Dage med hundreder af musvåger forekommer. En specialitet er fjeldvågetrækket, hvor antal på over 50 er en mulighed.

De lokale hvide storke samles ofte i- eller nær Pulken, jeg mener at huske, at de højeste noteringer ligger op mod en tyve stykker i flok.

Pulken indbyder forbitrækkende fugle af mange arter til at gå ned og raste for en stund. Det gælder ikke mindst rovfugle. I august-september kan man stort set daglig opleve jagende lærkefalke, særlig hen under aften. Efterhånden som vandet stiger i Helge Å begynder Pulken at tiltrække havørne i antal. 10-15 rastende er ikke et ualmindeligt syn, men op til over 40 rastende havørne er noteret i selve Pulken, mens min nabo nede på Ängagårdsvägen har noteret op til minimum 60 på én gang! Andre rastende rovfugle er bl.a. kongeørn, duehøg, dværgfalk og vandrefalk. Sort glente er en mulighed, den ses oftere og oftere og har overvintrer i vintrene 2017-2018 samt 2018-2019, folk har normalt set den ved Yngsjö kapel sammen med et halvt hundrede røde glenter, men jeg har også set (bl.a.) denne fugl hjemmefra.
En specialitet er overnattende blå kærhøge, de samles hver aften i Pulken, og i forbindelse med dette fænomen har jeg set steppehøg en enkelt gang, så det kan sikkert hænde igen.

Pulken er en forbavsende god vandfuglelokalitet, den meget begrænsede størrelse taget i betragtning.
I juli-august-september kan Pulken være en fantastisk lokalitet for vadefugle. Det er helt afhængigt af vandstanden, men når den er i orden ses de i mængde. Klirer, brushøns, hjejler, viber, dobbeltbekkasiner samt almindelige ryler dominerer i antal. Fåtallige men almindelige er også bl.a. stor- og lille præstekrave, krumnæbbet ryle, de to regnspover og strandskade, men det er sædvanligt, at der også er et eller andet ud over det sædvanlige. Jeg har fra og med 2007 noteret hele 30 arter vadefugle i Pulken, med odinshane, kærløber, damklire (forårsfund), tredækker og pomeransfugl som de sjældneste. Med sådan en artsliste siger det sig selv, at hvad som helst kan dukke op. 

Alle de almindelige svømmeænder kan ses rastende, undertiden kan det dreje sig om adskillige hundreder af krikænder, flere hundrede gråænder, 150 pibeænder, over 50 skeænder samt mindre antal af spidsand og knarand. Atlingand er regelmæssig men fåtallig.

For ænder og vadere, men faktisk også for småfugle, gælder det, at diset vejr eller regn - i kombination med østenvind - er det ideelle, og på den slags dage oplever jeg en slags vibrerende opstemthed når jeg er på vej ud i landskabet. Rødryggede tornskader, rødstjerter og grå fluesnappere sidder side om side på læsiden af ellelundene, bynkefugle smutter rundt i rørskoven og bekkasiner og engpibere letter når jeg går igennem engen. Rødstrubet piber er absolut en mulighed på sådan en efterårsdag, ligesom enkeltbekkasin. I rørskoven ses skægmejser; prøv også at gå en tur langs Graften, her kan isfugl ses stort set daglig, og i ellesumpen kan sortspætte og lille flagspætte ses.

Blandt gæssene er det først grågås, som dominerer. Fra og med oktober vokser antallet af bramgæs, op til minimum 5000 har jeg noteret rastende, mens antallene af trækkende bramgæs kan være langt højere. Store antal af skovsædgæs og blisgæs hører det sene efterår til. Da ses også tundrasædgås og kortnæbbet gås. Pibesvane er en temmelig regelmæssig trækgæst i det sene efterår.

Sjældne- eller usædvanlige gæster
Blandt mere usædvanlige arter (enten lokalt usædvanlige eller i det hele taget usædvanlige), som er noteret om efteråret i- og omkring Pulken, kan jeg umiddelbart komme i tanker om: Sølvhejre (temmelig regelmæssig efterhånden), steppehøg, sort glente, strandhjejle, pomeransfugl, kærløber, dværgryle, tredækker, enkeltbekkasin (ret almindelig), odinshane, aftenfalk, vandrefalk med caliduskarakterer, natravn, hedelærke, rødstrubet piber, storpiber, skægmejse (ret almindelig), pirol og nøddekrige og hvidsisken.

VANDREFALKEN OG PULKEN

Vandrefalken sidder i timevis på et muldvarpeskud ude i engen. Eller på noget andet. Noget skal det være, så den kan sidde ordentligt for de lange vinger. Når den sidder sådan, er den en glimrende model. Det er kun lyset som ændrer sig, som timerne går, ellers sker der ikke meget. En gylpebolle kommer der måske, eller vinden vender, og med den falken. Ligesom det er med ugler, kunne man også tænke sig, at se dens potentiale forløst.

Den flyvende falk er noget andet. Jeg opdager den gerne helt tilfældigt, enten fordi jeg leder efter noget andet, eller fordi jeg leder efter bare et eller andet. Ikke planløst, for afsøgning af himlen med kikkert eller teleslkop er den eneste vej frem, hvis man skal gøre sig håb om at opdage det fugletræk, som går rigtig højt. F.eks. lommer eller ederfugle. Helt deroppe, hvor mågerne blot udløser en hvid reflektion når de vender, ligger vandrefalken. Nærmest inde i himlen, som var den et helt andet sted.

Men det er den ikke. Der oppe fra må den kunne se nærmest til Mariannelund, og her klokken 13:55 må den befinde sig omtrent over vest-pulken. Den slår ikke en eneste gang. Armene er let sænkede og hånden er stemt imod den håndgribelige luft, hvis pres får vingespidsen til at svirpe let opad. Den er så langt borte, at dens farver er dæmpede af selve luftrummet, men den hvide kind lyser alligevel mod den sorte hætte, og formen står klart frem, mod det skummetmælksblå.

Hvis jeg slipper den af syne finder jeg den ikke igen. Det er sikkert. Fuglene ude i engen har altid et øje for, hvad der sker over dem, men vandrefalken har de ikke set. Så dykker den.

Ikke mod Pulken, som ellers er nærmest, men bort fra mig, et langt dyk, som på grund af den høje udgangsposition, alligevel er hazarderet stejlt.  Først som et anker, men snart som en dråbe, vingerne næsten sammenfoldede, mens den accelererer med gravitationen som hjælpemotor. Den forsvinder ned bag Graftens ellegalleri, og et øjeblik senere ryger viber, stære og grågæs op. Det bytte falken havde udset sig, har befundet sig omkring markoversvømmelsen ovenfor Sjögård. Jeg venter på, at den skal komme op over elletræerne igen, men det er forgæves.

En time senere får jeg øje på den igen. Jeg bliver opmærksom på nogle krager, som er forsamlede på engen i syd-Pulken, på en måde som udstråler rastløs forventning og uro. Og fordi de netop er dér, gider jeg hente teleskopet. Syd-Pulken er stedet hvor vandrefalk, duehøg, dværgfalk og havørn helst spiser deres bytte. Lidt af vejen, men med udsyn. Vandrefalken står krumbøjet i modlyset, flår, så overkroppen rykker voldsomt bagover, og sætter næbbet i igen, så halen ryger i vejret. Gad vide, hvad den fik?

Senere er jeg ovre ved Sjögård-oversvømmelsen. Det er en rigtig fin lokalitet, som er opstået her, rent midlertidigt. Vandet falder, først lå her trold- og hvinænder, sidst jeg var her gik en stor kobbersneppe og stak i dyndet og nu er vandet faldet yderligere, så der er store, sjappede banker. Først letter fire store præstekraver. Og det er altså her rødbenene fjæler sig. I Pulken har jeg kun hørt et enkelt fløjt i dag, og her er viber. Langs bredden tæller jeg 40 krikænder, så en stor flok hætte- og stormmåger, og der, en dobbeltbekkasin. Men der er flere. De ligner umiddelbart mudder og strå, men næbbene går som symaskiner. Bevægelsen afslører dem. Der er 20! Og der er en strandskade. Et par knarænder svømmer ude på vandfladen. Det var altså her vandrefalken hentede sin frokost.

ET ANDET BLIK PÅ EGESIDE

Stære og traner over Egeside, set fra øst, aften 23.03.2020

Vinden er gået om i sydøst, så bliver det koldt. Østersøen ligger derude, med rav og havlitter og lommer og våd kølighed, og så er det også klart, helt klart, og om natten stråler stjerner og planeter. Jeg så så stort et stjerneskud, den anden aften, at jeg næsten vil kalde det en bolide, men jeg glemte, at skrive tidspunktet ned. Det var vandret, fra vest mod øst, flere sekunder, i stik syd og 45 grader oppe.

Og skovhornuglen tuder, magen svarer, tranerne snakker i natten.

Til aften ville jeg prøve noget nyt, jeg ville se, hvor mon stærene sover. Jeg kørte ned syd for broen over Helge Å, hvor man kan se fra øst ind over Egeside. Her var de fire elge fremme, sammen med tusinder af traner, som stod spredt på markerne mellem vej 118 og Egeside, og i birketoppene sad tusinder af stære, så det næsten lignede fyrretræer. Indimellem var de alle på vingerne, og som himlen rødmede begyndte tranerne at flyve mod Pulken. Jeg er ikke fri for at synes, at det at se indflyvningen herfra kan konkurrere med at se det fra fugletårnet. Alle de mange traner, som man fra fugletårnet ser flyvende imod sig på stor afstand, sås nu passere mod den røde aftenhimmel, mens stæreskyen pulserede; det hele indrammet af gennemlyst rørskov og de sorte silhouetter af pilekrat og ellesump. Det var en meget anderledes oplevelse end den man har i Pulken, to blik på samme fænomen. Jeg kunne tænke mig at prøve at gå helt ind til rørkanten en aften, og opleve det derfra; det må være heftigt.