FORÅRSUDSTILLING 2024: ÅBENT/ÖPPET 23. MARTS - 7. APRIL samt 13-14. april, 10:30 - 17:00, HÄRNESTADSVÂGEN 127, VED PULKEN! tlf: +45 31 69 47 26. (EVT. ÆNDRINGER ANNONCERES HER)

30. marts 2019

ENCORE


En stor, blå himmel trak dis mod dagens slutning. Mens solen sank opstod efterhånden virkeliggørelsen af et billede, som jeg malede i København i august 2017, sådan bare ud af hovedet. Solnedgangen over Graften sidst i marts. Det er naturligvis fordi jeg har set det så tit, at lige den solnedgang har mejslet sig ind i min underbevidsthed.

Dagen i dag levede ellers i den grad op til forventningerne. Trækvejret var perfekt, en tiltagende sydvestenvind, varme og klart vejr skabte perfekte forhold for tranetræk over Østskåne. Allerede ved halv ellevetiden i formiddags begyndte de at ankomme. Trækket gik så højt, særlig over middag, at det oftest var, når jeg forsøgte, at holde øje med det rovfugletræk, som også stod på, at jeg fik øje på tranerne. De gled ind som små knappenålshoveder, men pga. medlyset stod det grå i dragten alligevel frem i skarp kontrast til de sorte svingfjer, mod den blå himmel.

I går talte jeg 8400 traner, som gik til overnatning i Pulken. Gårsdagens gode trækvejr har møbleret rundt på tranerne, nye er ankommet, andre er trukket videre. I dag har det været lige sådan. jeg har ikke talt op her til aften, men mange er her fortsat. Det har været en smuk dag.

Rørhøgen har rigtig indfundet sig. Jeg har i dag set både hun og - især - han. En hanrørhøg har kastet sin kærlighed på vinterhveden, og ofte ser jeg den i ultra langsom flugt, på blot 30-50 m afstand, afsøge marken. Højdepunktet var, da den slog en mosegris på helt nært hold, mens jeg stod i haven med 25 udstillingsgæster. Indimellem får jeg pludselig øje på ham højt oppe i himmelen, hvor han slår saltormotaler over Yngsjöns rørskove.

Det varme vejr har gjort, at atlinganden allerede er ankommet. Martsfund er usædvanlige her. Dagens mest usædvanlige observation kan tilskrives det samme, en landsvale! Jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde før har set landsvale i marts.

Øvrige småobs: Havørn har jeg set to gange i dag. Først en lysrygget 3k-fugl, senere en adult. I går aftes rastede en sølvhejre kortvarigt, for så at stikke af mod øst i kredsflugt. Det gode trækvejr mærkes også på småfuglefronten, I morges var her tre rødhalse i haven og syngende gransanger. Jeg spejder efter fiskeørn, som må være lige på trapperne.

Noget som i øvrigt har udmærket denne dag er, at det muligvis er den dag, hvor flest mennesker har besøgt Pulken. Den intermistiske p-plads måtte udvides til tredobbelt størrelse, så jeg pludselig kunne bruge parkerede biler som pejlemærke, når jeg skulle forklare mine gæster, hvor havørnen var. Det er hævet over enhver tvivl, at grunden er det direkte interview fra Pulken, med Evert, som Sveriges radios populære program "Naturmorgon" lavede i morges. Aldrig har jeg da set sådan et rend af mennesker ude ved fugletårnet. At Pulken efterhånden har svunget sig op til at være et seriøst alternativ til Hornborgasjön, har jeg vidst længe, men i dag var der da en hel del flere, som opdagede det. Jeg hilser dette velkomment, for den personlige naturoplevelse anser jeg for noget nær hellig. Det er den, som skal danne fundament i hver enkelt menneskes natursyn. Naturen skal opleves for at kunne blive forstået og værdsat.

TRANEPROGNOSE
I morgen søndag er der udsigt til optimalt vejr for tranetræk over Østskåne. Hvis der stadig er mange fugle syd for Østersøen, vil det tiltræk, som vi oplevede i dag, fortsætte. Mandag formiddag byder også på rigtig gode trækforhold. Hvor vidt de traner som vælger at forlade Tyskland og Polen mandag vil blive presset østpå af vinden, og dermed nå Pulken, afhænger af hvornår vinden slår om i sydøst. Det kan blive knald eller fald.


28. marts 2019

TRANEPROGNOSE, QUIZRESULTAT OG "SKÅDARTIPS"

Elgene så jeg daglig til og med i forgårs. Ud fra hvad jeg selv har set, og hører at andre har set, er her mindst tre voksne, én kalv og et yngre dyr, som vel så må være 3k nu. Størst chance for at se dem, har man på marken bag mit hus og på engen, som ligger syd for Härnestadsvägen mellem de to ellelunde. De skal eftersøges daggry og skumring.

Siden det enorme influx den 24. marts har der været en vis stilstand i tranetrækket. Tirsdag kom dog en del, hvilket bragte antallet af rastende traner i Pulken op på 10.500. De står nu tæt på Matningsfältet og antallet er fortsat højt, og dermed ganske uoverskueligt, sandsynligvis stadig omkring de ti og et halvt tusinde.

I går kom Göran Frisk (www.friskensfotogomsle.se) forbi. Han er både landmand og kommunens mobile fugleskræmsel og han kunne fortælle, at 2% af markerne var sået til. Den procentsats er øget i dag, for på vej til Everöd så jeg både såmaskiner på arbejde og nysåede marker. Det havde tranerne også opdaget - på en nysået mark ved Stänkeryggen gik mindst 1000 traner, så jeg går ud fra, at Göran har været på arbejde i dag. Meningen er jo, at tranerne skal holdes fra udsæden, og Ulf kører flere gange om dagen ud med korn til Matningsfältet. Jeg håber, at operationen lykkes også i år. Hvad jeg også kan konstatere er, at fodringen er gået tidligt i gang i forhold til såningen. Jeg tror det er heldigt, for det har givet tranerne tid til at opdage, at der bliver fodret i Pulken. Det opdager de ikke fra den ene dag til den anden jvf. situationen i lørdags, hvor 1400 ud af 3200 traner  endnu IKKE havde opdaget, at der var mad på Matningsfältet.

Skønt det har holdt tørt i den seneste tid er her fortsat høj vandstand. Det betyder, at ænderne fordeler sig noget anderledes i Pulken end normalt. De fleste ligger i syd-Pulken, udenfor synsvidde fra min terrasse. Dernede er der desuden blevet ryddet rør og krat, så der er meget mere lækkert eng-sjap til ænder og vadere. Lige nu er det lidt en hemsko for mig, men jeg regner med, at det bliver et eldorado  senere på året, når der ikke længere er "Fågelskydd". Pulken, specielt Syd-Pulken, er simpelt hen fremragende under vadefugletrækket. Foreløbig har jeg set 29 vadefuglearter her.

TRANEPROGNOSE
Imorgen fredag samt lørdag og søndag bliver vejret optimalt for tranetræk. Sol og vestlige vinde. Med andre ord: Hvis du går og overvejer at komme til Pulken i weekenden for at se på traner, så er svaret, at det lige præcis er hvad du skal. Vi plejer på det seneste at opleve to træktoppe og den næste kan meget vel falde en af de tre kommende dage.
Fra mandag ser vejret derimod ringe ud hvad angår tranetræk: en vind som drejer op i nord og efterhånden ned i sydøst og efterhånden skyet. Det er ikke vejr, som bringer mange traner til Pulken. Spørgsmålet er, om det mon ikke giver noget andet, f.eks. ænder, vadefugle og småfugle - i Pulken så vel som på hele Skånes øst- og sydkyst. Af spændende arter, som er set her på østkysten og som kunne blive aktuelle på denne tid af året kan nævnes ringdrossel, sortstrubet bynkefugl, alpejernspurv, hærfugl, rødhalset gås, islom, stillehavslom og steppehøg. Et par "skådartips" til en østenvindsperiode kunne være Stenshuvud, Juleboda og Friseboda. Hvis vejrudsigten holder kunne jeg f.eks. tænke mig at se på træk ved Friseboda mandag morgen og aften.

Af spændende fugle, som kan kombineres med et besøg i Pulken lige nu, kan nævnes laplandsugle, som i de seneste dage er set både ved Sankt Olof ca 50 km syd for Pulken og på Raftarpsvägen ved Snogeholmsjön.

DEN HVIDE BIL
Den hvide bil, som har holdt ude på marken her bag huset, blev flyttet i går. En gul gravko kom og bar den væk. Derfor skal vi nu ikke mere tale om dén, så jeg kan lige så godt afsløre svaret på quizzen med det samme:
Bilen holdt der for at skræmme gæs bort fra vinterhveden.
Når det er sagt, har jeg et ápropos, som jeg undrer mig over. Her den anden dag fik jeg at vide, at gæs, som græsser på vintersæd, ikke påvirker akssætningen før døgnets gennemsnitstemperatur er over 8°C (var det vist). At vintersæden udsættes for græsning af gæs kan derimod være en fordel, da det gør, at planterne bruger mere energi på at udvikle rødder - i forhold til at sende skud op. Det gør, at planterne f.eks. bedre tåler sommertørke. Det er ligefrem blevet brugt før i tiden, at man lod tamgæs græsse i vintersæden.
Når det forholder sig sådan undrer det mig, at man gider at køre bilvrag ud på markerne. At de holder gæssene væk har jeg i øvrigt kunnet konstatere er rigtigt. I hvert fald på marken bag Härnestadsvägen 127. Elgene skræmmer den derimod ikke, og harerne har ligefrem været glade for den, og har ligefrem foretrukket at opholde sig i dens umiddelbare nærhed, da ræven, som jeg tit ser luske rundt derude, har det som gæssene, og vogter sig for bilen. Man skal ikke sætte bilen til at vogte ræv.


En reprise af den famøse, hvide bil.







24. marts 2019

NY REKORD!






Jeg må sige, at jeg ikke bemærkede det selv. Hele dagen har jeg malet. Skindlagte fugle fra Lodbjerg Fyr, to par briller på, og nok har jeg skævet ud af og til, og set, at nu var der mange traner på Matningsfältet, men det var mine gæster, som måtte gøre mig opmærksom på, at Evert nu kunne tælle til fem og et halvt tusinde traner ovre fra fugletårnet.

I den sene eftermiddag blev det tydeligt, at noget var i gære. Da strømmede traner ind fra øst, i stor højde, for at lande i Pulken. Ved solnedgang lød pludselig et gevaldigt brus af traneskrig, som viste sig, at være forårsaget af Ulf og hans traktor, som kom med nye forsyninger af byg til Matningsfältet. Da var engene grå af traner, og jeg begyndte ærlig talt at få lidt dårlig samvittighed; stod Evert nu helt alene med den enorme opgave det er, at tælle til noget, som nu måtte være temmelig meget mere end 5500?

Fortsatte dog med at male de skindlagte.

Klokken præcis det samme som i går, emlig 19:01 vandrede de to elge ud af skoven, og gav sig til at græsse. Lidt efter kørte jeg ud ad Härnestadsvägen, og fik øje på endnu en elg. Det var et voksent dyr. Så er her tre.

Så ringede Evert: "Du skulde varit här ute i kväll! Det saknades 100 tranor, för att vara 10.000!"

Altså 9.900 traner til overnatning i Pulken her til aften. Det slår den hidtidige rekord med 1000 fugle. Jeg tænker tilbage på 2008, hvor jeg endnu var ny her, og hvor mine nye, svenske fuglevenner var tæt på at underkaste mig pinligt forhør, da jeg pludselig en dag talte 3600 traner, et tal som dengang var ny rekord. 2019 har, fra bekymringer om våde marker og bange anelser forårsaget af sidste års totale kaos, udviklet sig til en helt fantastisk tranevår.

Og heldigvis viste det sig, at Evert ikke var overladt til sig selv. Christer m.fl. var derude til at overtage, efter at han havde holdt styr på det det meste af eftermiddagen (hvilket i sig selv er en bedrift). 

I morgen bliver vejret i Härnestad godt til tranetræk, men mere tvivlsomt syd for Østersøen (mulighed for regn, men også for sol, og vidnen er god). Der er i midlertid ikke tvivl om, at her vil være rigtig mange traner i de kommende dage, da fuglene jo skal lagre ny energi til det fortsatte træk. Torsdag og fredag ser, hvis vejrudsigten holder, ud til at kunne give fornyet tiltræk sydfra, men da prognosen frem til onsdag ser lidt blandet ud, kan der allerede imorgen komme et stort rykind. Det er ærlig talt spændende.

23. marts 2019

TRÆKFUGLENE ANKOMMER OG CA 3500 TRANER TIL OVERNATNING




Elgene var fremme igen her til aften. Billedet her, er dog fra denn 18. marts.
Et forsøg på at tage et billede af tranefodringen. Jeg skulle nok have sigtet lidt lavere, men pæn himmel.



I disse dage ankommer trækfuglene på stribe. I går tornirisk, rørspurv, rødben og gransanger, i dag rørhøg, hjejle, knarand og hvid vipstjert. Storspoverne synger, stor tornskade er her stadig og havørn har også været forbi et par gange i dag. Af en eller anden grund spiller dobbeltbekkasinerne ikke. Enten er de sent på den, eller også synes de her er for meget vand og for megen rørskov. Sumpen midt i det centrale kær har nemlig udviklet sig til en sådan. Jeg ser på det med en vis skepsis og nogen undren. Det plejede at være krageklo, gifttyde, brudelys og "fackelblomster", som sprang mest i øjnene ude mellem sivtuerne. Nu ligner det snart Utterslev Mose; det næste bliver vel, at jeg ser toppet lappedykker. Taffeland har jeg jo allerede fået på "tomtlistan".

Dagen blev ikke helt som jeg havde spået. Morgenen var diset, og muligvis har noget tilsvarende været tilfældet syd for Østersøen, for tiltrækket af traner sydfra var ganske begrænset. Der kom et tidligt ryk ved halv ellevetiden, og så igen sent på eftermiddagen. Det har højest drejet sig om nogle få hundreder. Bortset fra disen har vejret ellers været perfekt. Den kraftige vind bragte småfugletrækket ned i lav højde og fra morgen til aften er bogfinkerne draget igennem.

Første udstillingsdag begyndte med mobilt galleri på parkeringspladsen. Anledningen var, at Erik Hirschfeldt, som kom med en busfuld tranekiggere fra Malmö, spurgte, om jeg ikke kunne komme ud og sælge lidt postkort, hvortil jeg sagde: "så indretter jeg sgu et lille galleri i bilen". Det ser sådan her ud.
Det er åbenbart ikke alle tranerne i området, som har opdaget, at der nu bliver fodret på Matningsfältet. Det gør det sådan set bare mere spændende, at tælle indflyvningen til overnatningspladsen. Da jeg efter lukketid gik ud til fugletårnet var Evert allerede i gang med at tælle. Der var da straks under 2000 traner på matningsfältet. Indflyvningen accelererede kraftigt efter 18:30 og i det sidste lys væltede traner ind fra syd og sydvest, helt lavt over elletræerne, og undertiden nede i højde med pilebuskene! Ikke helt let at tælle, men da vi jo var to til det, gik det alligevel. Tællingen endte i nærheden af 3500 overnattende traner i syd-Pulken. Kl. 19 kom en elg frem, og da jeg 19:11 var hjemme igen, kunne jeg i tusmørket skimte dem begge derude på marken.

Tak til alle gæster for en fin, fin dag!



18. marts, smuk aften, to elge, seks storke og en rolls royce, eller noget i den retning. Hvad laver den bil der? Det er spørgsmålet. Svaret kommer midt i april, men der gættes. Dagens bedste gæt er, at den nok har problemer med sin gps.




20. marts 2019

UDSTILLING, TRANEPROGNOSE, FODRING AF TRANER


Her flyver tranerne til overnatning om aftenen den 15. marts. En våd aften, hvor 1290 traner kom i notesbogen.

Udstilling
Jeg åbner min årligt tilbagevendende udstilling på lørdag d. 23/3. Åbningstiden er kl. 11:00 til 17:00, men jeg bliver aldrig sur over at man kommer og banker på udenfor åbningstiden. Så skal ma bare være forberedt på, at jeg måske er gået ud i fugletårnet eller er inde og handle i ICA kvantum. Hvor længe udstillingen varer er et åbent spørgsmål. Det ville jo næsten være dumt ikke at holde åbent også under Konstrundan i Påskedagene, som i år falder meget sent - helt henne i slutningen af april.

Jeg tør godt love, at jeg udstiller til og med 10. april, og jeg ved, at jeg også får udstillingsgæster den 14. Der bliver nok nogle lukkedage mellem 10. april og Askeonsdag, men sandsynligvis åbner jeg igen Langfredag til 2. Påskedag.

I år har jeg haft ekstraordinært travlt, så der er måske snarest tale om, at udstillingen er "åbent ateliér". Væggene er plastret til med malerier med- og uden ramme, der er fisk og fugle, dyr og landskaber, især mange små malerier af Pulken, som er så smuk, at jeg hele tiden lige må male de rødmende elletræer, det blege vintergræs, den store himmel med bånd af gæs eller traner eller elgene på marken. Jeg har også en del som skal males under udstillingsperioden, så man har chancen for at møde mig i aktion. Når jeg maler har jeg af og til to par briller på, hvilket gør mine øjne så store som tekopper, men det skal du ikke tage dig noget af. Sæt mig blot på det rødternede forklæde, eller indled en samtale, jeg kan nemlig godt både male og tale samtidig, og hvis ikke, kan jeg holde en pause. Velkommen til Härnestadsvägen 127; det er 100 meter øst for Pulkens parkeringsplads. Gult teglhus, birketræer, muldvarpeskud.

Traneprognose
frem til den 29. marts, hvilket er så langt vejrudsigten rækker, vil der råde godt vejr for tiltræk af traner til Pulken. Ud fra vejrudsigten for Kap Arkona og Gdansk er der ingen dage, hvor vejret ser ud til at hindre udtræk over Østersøen, og da udsigten for Ystad viser vind fra den vestlige sektor den varslede periode ud, vil tranetrækket blive presset ud over Skånes østkyst. Når disse forhold råder vil en meget stor del af fuglene vælge at raste i Pulken, og det er netop den slags vejr, som af og til har medført koncentrationer af op mod 9000 traner her.

En række dage ser ud til at skille sig ud som ekstra gode (halvskyet til klart vejr over enten Kap Arkona eller Gdansk): Fredag d. 22/3, lørdag d. 23/3,  søndag d. 24/3, tirsdag d. 26/3 og onsdag d. 27/3. Dette betyder, at tusinder af traner vil ankomme, sandsynligvis allerede fredag. Hvis man skæver til udsigten for Stettiner Haff, er der meget som tyder på, at lørdag d. 23/3 bliver én af de helt store ankomstdage, hvor det hele eftermiddagen regner med traner, som netop har krydset Østersøen.

Fodring i Pulken 2019
Det forlyder, at fodring af tranerne begynder i overmorgen, fredag d. 22/3. Som nogle vil vide, har marts 2019 været den vådeste nogensinde i både Danmark og Halland, og her på Kristianstadsletten kan jeg forsikre, at det også har regnet meget. Man afventer derfor, at markerne skal blive tørre nok til, at landmændene skal kunne få vårsæden i jorden, hvilket er valgt som forudsætningen for, at man kan begynde fodringen.

At tranerne i det hele taget raster i Vattenriket hvert forår skyldes bl.a. den omstændighed, at de har opdaget, at forårets såning her, netop falder sammen med deres passage af området. Artens eksplosive fremgang spiller sikkert også ind. Modsat i Hornborgasjön, hvor politiken er, at man gennem fodring ønsker at trække traner til området, måske med et ganske forståeligt sideblik til, at et ellers lidt anonymt område i Mellemsverige hvert år tiltrækker 150.000 turister i marts-april, er tranefodringen i Pulken først og fremmest en forholdsregel, som skal forhindre tranerne i at forgribe sig på udsæden. Da der åbenbart stadig florerer en vis forvirring med hensyn til faktorernes orden blandt enkelte landmænd, som følgelig mener at fodringen i Pulken skulle være årsagen til, at tranerne raster i området, er det meget vigtigt, at den vårsæd kommer i jorden, før fodringen indledes.

Som bekendt blev der overhovedet ikke fodret sidste år, da sneen lå højt frem til udgangen af marts, hvorpå den tøede, så markerne forvandledes til dybt mudder tranesæsonen ud. Frem til udgangen af marts afventede fuglene bedre vejr syd for Østersøen, og da dette endelig kom, havde de meget travlt med, at komme nordpå til ynglepladserne. Tranernes passage forløb da lynhurtigt, nemlig fra ca 31. marts til ca 10. april. At op mod 5000 traner, trods manglende vårsæd og fodring, alligevel rastede på Kristianstadsletten, kunne en køretur rundt i området afsløre. De fouragerede særlig på nogle uhøstede majsmarker langs Ripavägen og ved Friseboda, hvor de endda også fandt en alternativ overnatningsplads i form af en stor markoversvømmelse.

I år er jeg hidtil især stødt på fouragerende traner i tre områder:
1) Marker på vestsiden af vej 118 mellem Helge Ås sydlige gren og Yngsjö Kapell. Disse ses fint fra parkeringslommerne langs vej 118.

2) Friseboda. Her ses tranerne fra Frisebodavägen. Dette er en ret smal grusvej, men sidste år hørte jeg, at det alligevel lykkedes, at få en hel turistbus der ned - og ud igen.

3) Stänkeryggen. Markerne mellem Stänkeryggen og Egesidevägen kan overskues fra Egesidevägen ca der hvor den krydser Tolebäcken. Her er der også en lille parkeringsplads.

De kommer hver aften til Pulken for at overnatte, hidtil har indflyvningen forløbet i tidsrummet ca 17:30 til 18:40.

I går talte Frederik og Anette 3000 traner om morgenen og Evert 3600 om aftenen, så nu er det altså virkelig i gang for fuld tryk.


17. marts 2019

2120 TRANER TIL OVERNATNING OG ET TURFORSLAG





Så er der atter laplandsugle i Skåne!


Tænk at køre ned ad en skånsk skovvej - og så få øje på en laplandsugle. Det oplevede en gruppe danske fuglekiggere i dag! Uglen sidder i en pilebevokset sump langs Raftarpsvägen, lige vest for Snogeholmssjön, som ligger mellem Sjöbo og Ystad.

En ret god tur, som man måske kunne overveje, er: Afsted fra København om morgenen, lede efter kejserørn ved Näsbyholm om formiddagen, laplandsugle om eftermiddagen og så afslutning i Pulken fra 17:00 til det bliver mørkt, med elge (som var fremme her til aften for anden dag i træk) og med tranernes indflyvning til overnatning.

Det sidste var impornerende i dag. 2120 traner og en meget smuk aftenhimmel.

Jeg åbner min udstilling på lørdag d. 23. marts.

16. marts 2019

ANKOMMENDE TRANER, ELGE PÅ MARKEN



Indtrækkende traner, Pulken 16.03.2019



Jeg husker godt den regn, som faldt i går. Sådan et par våde handsker, som jeg fik, da jeg talte tranerne, varmer ikke, selvom man knytter hænderne nok så meget.
Sveriges Radio var på besøg, og vi sendte direkte fra terrassen. Noget traneskrigen kunne man have ønsket som akkompagnement, men det skulle ikke være. De gik i markerne til ind i skumringen, og da jeg senere, i tusmørket, gik ud til fugletårnet for at tælle dem, var endnu ikke én eneste ankommet.

Siden gik det stærkt. Hundredetallige flokke væltede ind, fjernt i syd, gik lavt ned over Egesides sumpstrækninger og dukkede så pludseligt, og kortvarigt, op lavt over elletræerne, inden de slog ned i syd-Pulken. Det gav ikke megen tid til at tælle. Heldigvis var Evert her i dag, så vi kunne arbejde sammen; jeg talte flokkene, han spottede og styrede kliktælleren, indtil hans fingre blev så stive af kulde, at noterigen måtte fortsættes med papir og blyant - i lommelygtens skin. Det blev til 1290 overnattende traner.

I dag er det anderledes. En frisk sydvestenvind har blæst, og siden over middag, trækkende traneflokke "i hastig flugt gennem luften, udstødende deres klagende ligesom manende skrig" (kan du gætte hvor citatetet kommer fra?). Her i den sene eftermiddag flyver de i en stadig strøm mod Pulken. Det bliver nok noget mere end 1290 i aften. Radioindslaget har vist haft sine lyttere, for mens Pulknes parkeringsplads hidtil har stået gabende tom, og jeg selv stort set har været ene hane i kurven, er her i dag gansk mange mennesker, så vel som biler. Forårsbebuderne ankommer: Stor regnspove, pibeand, 500 mm telelinse.

Jeg nåede i dag ikke selv ud at tælle traner, maleriet ovenfor gjorde knuder (det var himmelen som ikke ville som jeg), så jeg sad ved tegnebordet. Da jeg kvart over seks kiggede op, stod to mørke skikkelser på marken. To elge! Det ligner en hun og en han. Det havde jeg alligevel ikke ventet, for ingen elge har ikke vist sig her i vinterens løb. De vedblev at græsse i vinterafgrøden indtil mørket sænkede sig, og går vel derude endnu.

13. marts 2019

ET SOLSTREJF I EN VANDPYT

Pulken 13. marts 2019

Årh hvor har det blæst i dag, og da man syntes, at det havde blæst rigeligt, blæste det endnu mere, så birketræets lange fingre rakte vandret ud i det blå. Og på gulvet har jeg dette her enorme maleri, og jeg er bange for det. Altid skal man være i kontrol. Hvor stor er en sanglærke i forhold til en vindrossel i forhold til et fyrtårn? Det går der uger med at få på plads, og så skal der pludselig maling på. Kæmpestore akvarelflader, hvor alle de mange små fugle skal udelades, mens man arbejder sig mod et vibrerende sort. Og man skal være i fuld kontrol.
Den gang jeg spillede musik, havde jeg et sted hvor jeg kunne slippe kontrollen, og jeg har stor lyst til at gå ned i tørrekælderen og plugge ind – og jeg er en god guitarist – jeg er hverken Paco de Lucia eller Yngvie Malmsteen, men jeg spiller den mest møg beskidte tråd øst for Mississipi, du skulle prøve at høre det en gang. Men så er der bare det med båndoptageren, som er ved at falde hen i recorder grot, og det var jo ikke dén, men mig, som skulle slippe kontrollen. Man kan ikke regne med noget.

Så ind imellem maler jeg disse her små billeder, hvor min blyants- og penselskrift er helt frisat. Det skal ikke noget, og kan derfor ikke mislykkes. Billedet her (ovenfor) kunne vi kalde et solstrejf i en vandpyt. Nok herfra.

Det store maleri på gulvet er garanteret hemmeligt, så det får man ikke at se endnu. Men her er to af de skitser, som ikke blev brugt. hvilket måske fortæller lidt om hvor ekstremt hårdt der bliver arbejdet, her i reservatet.

12. marts 2019

1420 TRANER TIL OVERNATNIG






Pulken 12.03.2019
Jeg har været væk fra Pulken siden i fredags, og ankom i dag midt på eftermiddagen. Det var sådan omtrent på det tidspunkt, hvor solen endegyldigt tabte kampen, og efter at have blændet lidt i sydvest, måtte vige for skydækket. Traner i luften var her nok af. Allerede på turen her til så jeg faktisk en trækkende flok, og i Pulken gik trafikken hid og did, mens vel en 80 stykker stod på engen. Det gav en vis forventning om en god aftentælling.

Den overtrukne himmel med traner på var i midlertid smuk, og jeg skyndte mig at male udsigten fra mit tegnebord. Ved kvart i sekstiden gik jeg ud for at lave en overnatningstælling. Der var langt flere traner end jeg havde forventet, og tællingen måtte begyndes forfra tre gange, hvor jeg den sidste gang fik den idé, at strække en finger for hver hundrede fugle. Det er simpelthen ret svært at tælle, når man prøver, at få et overblik over hvor mange fugle der er på engen, samtidig med at man holder øje med indflyvende fugle - og hvor de lander. Det kan der let gå kuk i.

Det overskyede vejr var nu blevet til finregn, og det var en kølig fornøjelse at blive stående, for det skal man jo, og vente. Kl. ca 18:20 kom den sidste flok ind fra sydvest, som temmelig udflydede klatter i tusmørket, og kl. 18:25 afsluttedes tællingen. Da var 1420 traner gået til overnatning i Pulkens fladvandede søer.

Vi skriver i dag den 12. marts, og 1420 traner er et godt tal for datoen. Jeg mindes stadig, da Evert og jeg, for et par år siden var helt væk over 700 den 16. marts; det var "sansløst", så måske bliver det hele tidligt i år? Hvordan det end bliver, så er Pulken ikke et sted, som giver alt fra sig mens man holder oppe på Härnestadsvägen med motoren i tomgang. De 193 arter jeg har set her, har jeg måttet slide for; det betaler sig at give lokaliteten tid, og være vågen.




9. marts 2019

7.-8. MARTS 2019


Dagen i går begyndte med finregn, dis og en let sydvestenvind. Nu 21 gravænder på engen, stadig den store tornskade og så fire syngende stære i birken. Stærene havde åbenbart været ved stranden i vinter, for til en begyndelse forvirrede det mig, at høre lille regnspove og strandhjejle kalde fra birketoppen. Ved halv ti tiden opdagede jeg en vandrefalk, som sad nede ved åen i et dødt elletræ.

Man kan måske få det indtryk, at jeg render og kigger på fugle hele tiden, det er i midlertid langt fra tilfældet. Dagene går med at arbejde, så kl. 15 blev jeg overrasket, da jeg kiggede ud over Pulken igen, og så en blændende sol lavt i sydvest, mængder af sangsvaner i kæret og 45 traner på engen. Vandrefalken sad der endnu. Kom ud og mærkede søndenvinden, nu fra stik syd og hård. Senere kom endnu flere traner og svaner og jeg måtte ud og tælle - 165 traner og 220 sangsvaner er en meget sjov kombination. Det første er et ret højt tal så tidligt, det andet et ret højt tal så sent.

På vej hjem igen fik jeg en snak med Göran Frisk fra Ängagården. Der er ikke sået endnu, kunne han fortælle. Markerne er endnu for våde. En helt anden ting: Göran Frisk har bygget et skjul hvorfra man kan se ørne og glenter m.m. på helt nært hold, det kunne jo egentlig være sjovt at prøve, tænker jeg. Det koster et eller andet, der er toilet og soveplads og så kunne min timing ikke være dårligere, for det er pr. i dag lukket for sæsonen. Men han åbner igen til oktober. Han har en hjemmeside: https://friskensgomsle.se

I dag har det bare blæst helt forskrækkeligt. Havestolene har væltet rundt.

6. marts 2019

6. MARTS 2019, PULKEN











Sort glente og elletræer


Slet ikke nogen dårlig dag. Skønt næsten overskyet formåede solen nu og da at bryde igennem. Det var i løbet af formiddagen; senere tog skydækket til, og nu, kl. 18:40, regner det. Dagen har været mild med syd-sydøstlig vind. Traner er trukket nordover. Minimum syv flokke, den største på 20 stk. Det er stadig kun den 6. marts, så antallene er modereate (i alt 55 trækkende), men her til aften gik alligevel 81 til overnatníng i Pulken, mod gårsdagens 11.

En stor tornskade sad flot i toppen af en spinkel tjørn, ovre i stendiget allerede, i morges, og i dagens løb er den flere gange dukket op i synsfeltet. To havørne har været forbi, og 74 blisgæs, 11 bramgæs og et halvt hundrede grågæs har græsset i engen hele dagen. Gravand er kommet, 7 stk, viber synger over kæret, sanglærker stiger til vejrs, når man panorerer over landskabet. Det er dejligt, tidligt forår, og elletræerne står tunge af rakler og gløder.

Desuden to ganske usædvanlige observatioer, nemlig sort glente i Pulken og tyrkerdue oppe på Allebodavägen i Härnestad. Begge sjældenheder, om end på hver deres måde. Den sorte glente sås kortvarigt, men fint, nede over syd-Pulken 10:07. Der har overvintret en sort glente i området. Oftest har folk rapporteret den fra Yngsjö Kapel, men den 12. februar så jeg sort glente både i Pulken og lige vest for Everød. Det kan udmærket være det samme individ, som også var omkring Pulken i dag, og i øvrigt mit fjerde fund af arten fra haven.
Tyrkerduen yngler i Ripa, ca 1km fra Härnestad, men at se den i Härnestad hører til undtagelserne. Jeg har blot set den én gang i haven – på 12 år! - og jeg tror faktisk, at dagens tyrkerdue blot er den anden jeg ser i Härnestad, inkl. den fra haven.

Udstilling
Vist udstiller jeg også i år, datoer og tider følger. Jeg ser lige foråret an (oven på sidste års virkelig kolde afvaskning), før jeg beslutter mig for de endelige detaljer, men kommer til at annoncere det her på bloggen, Foreløbig tegner året heldigvis normalt, så jeg ser heller ingen grund til at tyvstarte. Mon ikke det bliver noget i stil med 20. marts til 10. april?