FINSKT-RINGMÄRKTA SPETSBERGSGÄSS PÅ PULKEN!

Spetsbergsgås, fältskiss från 4 mars 2020

Nu har det kommit svar från Ringmärkningscentralen på NMR vidrörande avläsning av två spetsbergsgäss. Avläsningen gjordes i Pulken 4 mars och gässen betade på ett fält strax N om Graften, där de sågs fint från min infart (se även blogginlägg från detta datum). I korthet kan jag berätta, att fåglarna betedde sig som et par, att de ringmärktes på samma datum i Tyrnävä, strax SO om Uleåborg (odlat slättlandskap ser det ut som på satellitfoto) och att det rent faktiskt rör sig om en hona och en hane. Detaljer nedan:

Helsinki
Ring: ML 08830 (identifierad från andra märken)

Ringmärkt:
_____________________________________________________________________________________________
Art: Spetsbergsgås Anser brachyrhynchus

Kön/status: Hona 
Ålder: Förfjoling eller äldre 
vinge: 428 mm
Datum: 2019-05-01
Plats: FINLAND, OULU/ULEÅBORGS LÄN, TYRNÄVÄ
Koordinater: 64o 50 ́N 25o 34 ́E
Andra märken: Halsring 4N VIT 

Återfynd: 
————————————————————————————————————————————————   
Datum: 2020-03-04 (kl 14)
Plats: SVERIGE, SKÅNE, YNGSJÖ, PULKEN
Koordinater: 55o 53 ́N 14o 12 ́E   
Fynddetaljer: Kontrollerad i fält. Fågeln identifierad från halsring(ar) med eller utan inskription. Tillsammans med
halsmärkt L A7 (vit med svart text).
Art: Spetsbergsgås 
Kön/status:
Ålder: 
Färgring 4N VIT ———————————————————————————————————————————————— 
Förfluten tid: 308 dagar, Avstånd / riktning (orthodrome): 1171 km / 217° SW 

Helsinki
Ring: ML 08832 (identifierad från andra märken)

Ringmärkt: 
_______________________________________________________________________________________________
Art: Spetsbergsgås Anser brachyrhynchus

Kön/status: Hane
Ålder: Förfjoling eller äldre vinge: 460 mm
Datum: 2019-05-01 (kl 08)
Plats: FINLAND, OULU/ULEÅBORGS LÄN, TYRNÄVÄ
Koordinater: 64o 50 ́N 25o 34 ́E 
Andra märken: Halsring LA7 VIT  

Återfynd: 
————————————————————————————————————————————————  
Datum: 2020-03-04 (kl 14)
Plats: SVERIGE, SKÅNE, YNGSJÖ, PULKEN 
Koordinater: 55o 53 ́N 14o 12 ́E
Fynddetaljer:Kontrollerad i fält. Fågeln identifierad från halsring(ar) med eller utan inskription. Observerades
tillsammans med halsmärkt 4N (vit med svart text).
Art: Spetsbergsgås 
Kön/status:
Ålder: 
Andra märken: Färgring LA7 VIT ———————————————————————————————————————————————— 
Förfluten tid: 308 dagar, Avstånd / riktning (orthodrome): 1171 km / 217° SW

STEPPEHØG 2K HAN FORÅR VS BLÅ KÆRHØG 2K HAN FORÅR

Pallid harrier 2 CY male, spring (top left and right) and hen harrier 2 CY male, spring (bottom left)

Jeg har læst op på 2k han steppehøg og 2k han blå kærhøg. Det viste sig, at 2k hanner om foråret er overraskende dårligt belyst, de er f.eks. sjældent illustreret i felthåndbøger og de er svære at finde fotos af på nettet. Selv i Klaus Malling Olsens- og min egen Rovfugle i Felten og Dick Forsmans The Raptors of Europe and the Middle East kunne man ønske sig en grundigere behandling. Jeg er kommet frem til, at det bedste kendetegn under feltforhold faktisk er fuglens størrelse, form og proportioner. Den eneste skudsikre karakter jeg kan få øje på, er hånbdsvingfjersformelen. Værd at være opmærksom på er, åbenbart, desuden armhulen - steppehøg erstatter en del armhulefjer med hvide adult-type fjer. Men om blå kærhøg helt konsekvent ikke gør dette, har jeg ikke kunnet læse mig til.

Jeg kommer efter disse studier til at ændre min rapportering i artportalen, af fuglen jeg observerede 11. april, fra stäpphök? til det som fuglen faktisk bestemtes til, nemlig stäpphök. En ting ved denne fugl, som jeg er kommet til at tænke over, er desuden selve flugtmåden - den var utrolig svær at følge, fløj lynhurtigt og lavt, kastede sig i luften og skjulte sig i terrænnet som en spurvehøg. Blå kærhøg har, ud fra hvad jeg har oplevet, i sin flugtmåde mere til fælles med rørhøg.

Det er ikke mindst vingeformen, som afslører en blå kærhøg, faktisk hvad enten fuglen er i fældning eller ej. Jeg kan ikke mindes, at en kærhøg, som jeg har været i tvivl om bestemmelsen af,  har vist sig at være en blå kærhøg. Artens karakteristiske vingeform ses fint på mine fotos nedenfor af en 2k han fra Pulken 25. februar 2020:

Blå kærhøg 2k han, Pulken 2020.02.25 - bemærk håndens form; en stor, bagudvinklet lab.

Blå kærhøg 2k han, Pulken 2020.02.25 - den brede hånd er igen karakteristisk, det er desuden en fugl med en vis fylde. Ikke nogen lille, spinkel sag.

Blå kærhøg 2k han, Pulken 2020.02.25 - bemærk den markante halskrave. Blegede individer, som ikke, som denne, har tilbragt vinteren i Norden, kan være foruroligende lig steppehøgehanner i tilsvarende dragt. Proportioner og "bulk" er dog ikke noget, som blegning kan ændre på. 

Steppehøg 1k, Pulken 2014.09.20 - sammenlign med den blå kærhøg ovenfor.  Helt anderledes slim-line. Denne fugls vingeform er næsten fuldkommen magen til vingeformen hos den steppehøg som trak over Pulken 18. april, dog havde sidstnævnte endnu kortere p1.

Steppehøg 2k han, Pulken, 2020.04.11 - bemærk vingeform og statur. Jeg kan tilføje, at den var markant lille. Sammenligningsgrundlaget for vurdering af størrelse er de rigtig mange observationer af rørhøge, blå kærhøge og hedehøge, som jeg gennem årene har set afpatruljere den samme mark, i samme afstand og fra samme obsposition.
Den grå hale må betyde, at de centrale halefjer er skiftet til 1. adult dragt. Jeg bemærkede ikke halskrave, da jeg koncentrerede mig om håndsvingfjersformel, men i øvrigt er halskraven, ud fra hvad jeg har erfaret, ikke en iøjnefaldende karakter (selv hos ungfugle), og jeg synes karakteren er en del overvurderet under feltforhold. Især da i forhold til blå kærhøg, som deler karakteren.

16. APRIL - 18. APRIL 2020

Ringdrossel, Friseboda 17. april

18. april 2020
Altså, jeg føler mig lidt alene med det hele efterhånden. Der er for mange fugle at holde styr på. Det er sprudlende forår og helt umuligt, at dække det hele selv. Her skal tjekkes ænder, måger og svaler. Her er en kæmpemæssig himmel, her er eng, agerland og vandflade og jeg er skal opdage og bestemme og meget gerne dokumentere. Selvom jeg godt er klar over, at det bedste tidspunkt et være i felten er NU, regner jeg alligevel ikke med, at det betyder sådan lige præcis nu.
Det er en stor fejl.
Man regner jo ikke rigtig med, at der sker noget, når man sætter sig et kvarters tid i haven - men det er jo præcis det der gør: Nu kl. 12:58 kom en steppehøg 2k hun ud af solen - dog i forholdsvis lav højde! Den gled hurtigt nordpå i temmelig godt sidelys, forsvandt bag taget, så jeg måtte spæne ned til kartoffelstykket, for at forsøge at genfinde den. Efter lidt rod pga. to røde glenter, som kredsede dér hvor jeg forventede, at kærhøgen skulle være, opdagede jeg gudskelov, at den lå og kredsede lidt til højre, sammen med en musvåge. En slank fugl med en temmelig smal hvid overgump og med bug og undervingedækfjer holdt i en tone et sted mellem brændt rød- og blåler. Kæmpe trappetrin mellem første og anden håndsvingfjer, P2-P4 dannede spids, og P1 faldt indenfor P5. Halskrave var der ikke tid til at kigge efter, jeg anser håndsvingfjersformlen for helt essentiel, så den koncentrerede jeg mig om. Det havde været fedt at have en medobservatør, som kunne have fotodokumenteret. Hvis ikke kameraet havde ligget inde i stuen, havde jeg nok spoleret det hele ved at forsøge selv. Alt i alt var observationstiden under et minut, så det var nok godt det samme - man kan sige meget godt om Nikon coolpix, men autofokus er alt for langsom, og særlig slem er kombinationen af autofokus og en blå himmel.
Her er feltnoterne:

Steppehøg 2k hun, Pulken 18. april 2020

17. april 2020
Havde i går lejlighed til at studere hav- og kongeørn under samme observationsforhold som den ubestemte ørn fra den 13. Som forventet afslørede havørn sin identitet umiddelbart, allerede på vingeformen under vending i kredsflugten, og selve bevægelsesmønsteret. Den kredsede en tid meget fjernt, hvorpå den indledte et ekstremt langt glid, på kuplede vinger. Karakteristisk her var bl.a. kroppens cigaragtige form, hvortil den spidse hale bidrog. Mens jeg fulgte havørnen fik jeg en anden rovfugl ind i teleskopfeltet, den var noget længere borte, og jeg havde faktisk en lille diskussion med mig selv om, hvor vidt jeg skulle følge denne eller havørnen. At følge den fugl, som ikke var bestemt, blev det vindende argument, og den nye så også interessant ud, Den virkede langvinget, og jeg mistænkte fjeldvåge. Også denne indledte et langt glid imod mig, fra meget lang afstand, sikkert flere kilometer, og i enorm højde. Der var et eller andet, som ikke stemte med fjeldvåge. Sjovt nok lignede den til tider rigtig meget en høgeørn, hvilket måske ikke var så underligt - efter en rum tid viste det sig nemlig at være en kongeørn. Hvad der slår mig i forhold til den mulige skrigeørn den 23. er, at denne kongeørn på intet tidspunkt gav den fjerneste association til skrigeørne, trods de kuplede vinger den opviste under det meste af den meget lange observationstid.

Feltnoter 16. april 2020

Feltnoter 16. april 2020

Fuglekigning er så Gu' langt hen ad vejen et forsøg på at besvare spørgsmål, som aldrig kan besvares. Jeg komme til at tænke på en bog jeg læste en gang i min ungdom: A Prayer for Owen Meany. Her træner hvovedpersonerne konstant en helt åndssvag basketball-finte. Pludselig en dag kommer dette underlige fællestick til at ændre begges tilværelse. Er det ikke lidt det samme med disse evindelige forsøg på at trække information ud af oplevelser, som er umulige at indkredse? Fuglekigning er en slags bushido.

Mens det blæste stygt i går har dagen i dag været nærmest vindstille og derfor lunt og skønt ude. I Pulken var der ankomst af rødstjert og stenpikker, og midt på dagen var vi en tur ved Friseboda, hvor årets første løvsanger blandede sig i koret af endnu en rødstjert, hedelærker og topmejser.

Dagens bedste fugl blev en ringdrossel han, som jeg fandt under et kort stop ved en hestefold, som lignede præcis sådan et sted, hvor en ringdrossel ville slå sig ned QED.

Traner er her endnu, men antallet falder, mens flere og flere bramgæs kommer til. Et super flot motiv, når de blander sig på engen. I dag var her ca 250 af hver. I forgårs aftes taltes 650 overnattende traner.

LE SACRE DU PRINTEMPS

Aquila eller Clanga? Pulken 13. april 2020

Wild Goose Chase (skrevet 14. april)
I løbet af de seneste dage er foråret virkelig ved at være etableret. Vejret har vekslet mellem vindstille og hårde vestlige vinde. Det er ikke så dumt herude østpå, da det skubber trækket ud mod kysten. Jeg afsøger himmelen så ofte jeg kan, og der er hele tiden et eller andet, som lige skal tjekkes. Der har været en del spændende ting, som f.eks. Pulkens andet fund af hhv. sortstrubet lom og husrødstjert. I går og i forgårs har en sort glente rastet i Pulken, og i går oplevede jeg endnu en af disse møg irriterende episoder, hvor en fugl, som ser rigtig interessant ud, må ofres på forårets alter: Ved 11:30 tiden opdagede jeg en kredsende ørn langt ude i sydøst, helt brun, korthalet og med konsekvent kuplede vinger. Det lignede grangiveligt en stor skrigeørn. Eneste alternative forklaring jeg kan komme på, er adult kongeørn, som i hård vind, som i går, også kredser med kuplede vinger, og den kan også virke overraskende korthalet. Det er en lektie jeg lærte tilbage i 2008. Siden da har adult kongeørn dog ikke voldt problemer og det er i øvrigt noget jeg ser tit, så jeg er bange for, at det faktisk var en stor skrigeørn. Vi må se, om nogen fanger den nede på Østerlen. Hvorfor var det så ikke en havørn? Havørn kan udelukkes fuldkommen, fordi den fugl jeg så, havde smallere hånd, samt kortere hale og hoved, end en havørn, og den savnede helt havørnens karakteristiske asymmetriske roden med hænderne.

I håb om at genfinde ørnen kørte jeg ned til Yngsjö Kapel. Området er godt for rastende rovfugle, og man kan overskue hele kystsletten. Rovfugle var der nok af: Havørn, fiskeørn, 2k duehøg, vandrefalk, 3 tårnfalke, 3 røde glenter og to musvåger.

Le Sacre du printemps
Om aftenen kørte vi Jessica til København. Hun skal, som medhjælper i en SFO i Hvidovre, ud og være kanonføde for regeringen Mette Frederiksen og hendes statschef Martin Rossen. Jeg har mest lyst til at sætte foden ned, men da vi jo er på falittens rand efter forårets coronanedlukning, er der ikke rigtig noget valg. Jeg ved godt, at mange synes, at det er rigtig glædeligt, at regeringen vælger at "åbne Danmark". Personlig synes jeg det er en rigtig dårlig idé. F.eks. fordi der fra Singapore foreligger en undersøgelse, som viser, at 6,4% er blevet smittet af smittebærere som IKKE udviste symptomer. Hvis vi ikke var stressede nok før, så blev vi det i hvert fald hen over påsken. Alene den detalje, at der til det sidste er tvivl om hvor vidt børn i coronasmittede familier skal i skole eller ej, er noget anstrengende.

Det er ikke specielt betryggende, og endnu et søm i den ligkiste, hvor min tillid til flertallet i det danske folketing ligger, er de tillæg til straffeloven, som er blevet stemt igennem - ikke mindst de vedtagne regler om udvisning. Det kommer jo aldrig til at ske, men det smagløse er, at politikerne åbenbart mener, at det falder i god jord, at profilere sig på, hvor barskt de er villige til at behandle andre mennesker. Det er ellers en praksis, som jeg mest forbinder med militærdiktaturer og bandemiljøer. Er danske vælgere virkelig sådan indrettet, at de bliver impornerede af dét? Er du? Jeg finder det simpelthen skammeligt. Ukristeligt.

PULKENS ANDEN STEPPEHØG

11. april 2020
I dag indbød Søndenvind og skyfrit vejr til trækobs i haven. Jeg havde allerede siddet et stykke tid og afsøgt himmelen, og tænkt på steppehøge, da Greger sidst på morgenen kiggede forbi. Mens vi snakkede fugle og tjekkede diverse rørhøge og glenter blev det også til en enkelt fiskeørn, og vi hørte den lille flagspætte tromme ovre fra Gamla Fåran - første gang i år!
Muligheden for steppehøg var noget vi var en hel del inde på, det er en oplagt art, vejret og datoen taget i betragtning.

Lidt før 10 skulle Greger videre. Jeg fulgte ham ud til vejen, hvor hans bil holdt. Farvel farvel, jeg sms'er, hvis jeg ser et eller andet spændende. Så gik jeg tilbage gennem haven.
Og halvvejs tilbage opdager jeg så en lille, let kærhøgehan, i lynhurtig lav flugt på vej henover marken. Den har kurs mod Pulken. Jeg får håndkikkert på. Det er ikke andet end en steppehøg.
Lille, spidshåndet og slank, kroppen fremstår som adult, men vingerne som fuldkommen juvenile - og ekstremt blegede. Undersidens tegning, bl.a. mørke armsvingfjer, er bleget i det ekstreme, sort er blevet til en varm brun, og der er godt nok et eller andet rusttonet pletteværk i dækfjerene, men armdækfjerene fremstår dog næsten hvide. Oversiden er nærmest grå, men man kan godt se, at det er brunt, som er bleget. Kort sagt ligner det en fugl, som har tilbragt vinteren i tropisk Afrika. Fuglen var maksimalt 200 m borte i de godt 15 sekunder, hvor jeg så den godt.
Der er meget kort tid at reagere i. Jeg bruger desværre en god del af den på at kigge efter håndsvingfjersformel. Det var måske et dårligt valg, men jeg vurderede, at det var dét søm jeg havde, at hænge en Rrk-beskrivelse op på. En blå kærhøg i tilsvarende dragt kan sagtens have halskrave, så hvad har man så at gå efter? Proportioner etc. er i virkeligheden det vigtigste i den feltornitologiske praksis, men meget svære at beskrive. De håndsvingfjer havde altså gjort den hele forskel.
.
Greger kan ikke være nået langt, det er nok under et minut siden, at vi sagde farvel. Jeg skal simpelthen have fat i ham. Og helt galt går det, da jeg roder i mine alt for mange lommer for at finde min telefon, som ikke er der, for hvor er nu fuglen? - "INGEBORG - KOM MED MIN TELEFON; OG FIND GREGERS NUMMER FREM".
Jeg har åbenbart skrålet højt nok, for Ingeborg kommer rendende ud gennem havedøren med min telefon klar til opkald. Greger vender bilen, jeg leder efter høgen, regner med, at den er gået nordpå, hvilket igen koster dyrebar obs-tid, for den er på vej helt lavt sydpå, dukker op bag tagrørene i kæret, ses skråt bagfra, og dykker så ned bag tagrørene bag pyramiderne i syd-Pulken.

Så er vi atter to på obsposten, og jeg genfinder fuglen endnu en gang, nu kredsende højt over Egeside, langt nede i syd. Nu skulle den jo have kredset roligt nordpå, hen over os, men NEJ. Den bandit vælger  at glide videre sydpå - og væk er den.

Fuglen blev bestemt på helhedsindtryk, slid og proportioner - helt og aldeles for klejn, spinkel og smalhåndet til at være en blå kærhøg. Hedehøg er helt udelukket. Jeg har et temmelig klart indre billede af den, men i denne her forbindelse synes jeg, at det er mest relevant at vise det, som jeg kan male uden at digte - nemlig det helhedsindtryk som fuglen gav. Det er den skitse man ser øverst, og den er udført FØR jeg tjekkede diverse billeder. Konklusionen er, at Pulkens anden steppehøg desværre blev én, som simpelthen blev set på en måde, som udelukker en beskrivelse der kan føre til godkendelse, så jeg vil spare mig selv for, at få den forkastet.

Men det dér - det var sgu en steppehøg. Og fed.

2 VERSUS Z - ÆNDER I SILHOUET

Fødesøgende gråand hun og knarand hun, let karrikerede, som det falder sig, når det ikke skal se ud af noget, men fastslå noget. Bemærk gråandens form - 2-tal, som en svane, og knarandens form, som et Z. GA har stor hale. Knaranden er ganske anonym, minder måske i virkeligheden meget om en stor og stornæbbet krikand!

Nu begynder tranerne at dykke mærkbart i antal. Jeg har ærlig talt ikke den store lyst til at tælle dem, når engene toner fuldkommen tranegråt, men nu begynder det at blive sjovt igen. I går 16:30 talte jeg ca 2000 - ti ad gangen; en tælling som sluttede ved 1990, så ca 2000.

Mens ænderne, efter en ekstremt tidlig ankomst, var underligt fåtallige gennem det meste af marts, øger antallene nu. Særlig skeand og knarand har der været rigtig fine forårsnoteringer af. I dag raster 58 skeænder, mens der har været flere dage med mindst ti knarænder - i forgårs hele 15, hvilket er det højeste antal jeg har noteret i Pulken (tidligere personlig Pulken-rekord var 12 stk. og det var om efteråret). De fleste ænder ligger centralt i Pulkens dybeste del, helt perfekt til, at jeg kan se dem fra terrassen. Kun krikænderne ligger fortrinsvis i syd-Pulken. En totaltælling af dem i går gav 325. Det er mange, men ikke unormalt. 

Gråand har svigtet i år. Største notering var 247 1. april, og nu er vi nede på sølle 33 ved gårsdagens tælling.

Når nu ænderne ligger så fint ser jeg en del på dem. Det er interessant om aftenen, når de kommer i modlys, at sammenligne deres silhouetter, og jeg er begyndt at få et rigtig godt indtryk af knarandens. Knarandens næb minder om gråandens, men der er et eller andet ved næbbets runding og længde, som er anderledes. Måske spiller det ind, at knaranden ofte har nakken vinklet temmelig skarpt va 90 grader. Det gør, at næbbet kommer til at virke længere. Samtidig opfatter jeg kroppen som mere kompakt end gråandens. Hvis gråanden er et 2-tal, er knaranden mere et Z.

Den 6. april var her et MEGA hit - harlekinmariehøne. Den var helt i top på artportalen i røde vasaller. Arten er ikke alene indslæbt, men også invasiv, så det nagede mig ikke, at indsamle den, for det tilfælde, at der behøves dokumentation.

Tre sølvhejrer rastede kortvarigt i forgårs, og på hejrefronten kan jeg desuden daglig glæde mig over paukende rørdrum. Ikke mindst om aftenen er der nogle meget fine natursymfonier, snakkende traner med spredte blæserfills, rørdrummens hule pauken og rødbenenes kvidder, isprængt spredte vibefraseringer.

Lille præstekrave, gransanger, fiskeørn og atlingand er ankommet. Hjejlerne trækker igennem. Når man ser syv hjejler lige forfra på to kilometers afstand, så ligner de faktisk skeænder. Var du klar over det, hva'?

Dagens undgås var en bekkasin, som garanteret var en enkeltbekkasin. Den opdagedes i flugt, men bagfra. Virkede rundvinget, ikke nogen markant hvid vingebagkant, mudderklireagtige vingeslag før landing, næb som virkede kort - og så dybt, saftigt okkerfarvede bånd på ryggen. Den landede og stod en kort stund, inden den smeltede ned i vegetationen. Jeg løb naturligvis ned til Pulken og stirrede som en gal på den lille ø, den var landet på, og jeg skal have tjekket de billede jeg tog på nærmest må og få, hvor jeg håber, at den pludselig vil træde frem som i et fiksérbillede. Men jeg tror ikke det kommer nærmere.

GRØDE

Én ud af seks sølvhejrer, som rastede i morges.

Femte april har, uden egentlig at byde på noget vildt usædvanligt, faktisk været en usædvanlig god dag. Jeg tænker, at det varmegennembrud man kan fornemme, har en finger med i spillet, og i dagens løb er vinden endda drejet om i sydøst. Der er virkelig grøde i luften. Det begyndte med en kop kaffe på terrassen, og en konstatering af, at den ultralokalt sjældne tyrkerdue igen i år er at finde i haven. Jeg troede egentlig, at arten var udpræget standfugl, så det undrer mig lidt, at den kan være væk hele vinteren, og så pludselig dukke op den femte april. Men det kan den altså. Årets første brushane rastede og så hørtes paukende rørdrum ovre fra Yngsjösjön. Det giver håb om, at fuglen som hørtes i sidste uge rent faktisk har oprettet territorium.

Et kig ud ad vinduet ved halvottetiden afslørede nogle hvide skikkelser ude i vandfladen - seks sølvhejrer havde slået sig ned. Det blev således en dag med tre hejrearter (med fiskehejre forstås), og det er vist første gang jeg oplever det i Pulken.
Sølvhejrerne skulle der kigges nærmere på, og jeg kunne så samtidig notere ankomst af gransanger og to syngende sumpmejser. Det sidste var glædeligt, for det tyder jo på, at det ikke er en art jeg skal savne i haven i fremtiden. Der var jo det med den måske rudedræbte, som har naget. På en kold januardag med dybt snedække kan sumpmejse og skovspurv snildt være de to arter, som optræder på foderbrættet.

Noget over tretusinde traner fylder godt op i Pulken, og ud på formiddagen begyndte flokke at tage højde for at stikke videre nordpå. Det er ikke bare tranerne der er bevægelse i. Ikke blot hver  morgen, men henover dagen, optræder ænderne i nye konstellationer. På et tidspunkt lå ti knarænder og 16 skeænder og snappede insekter i luften. Senere fik de selskab af 22 pibeænder.

Stor regnspove og vibe synger, sangdroslen med, ovre fra elleskoven, og engpiberen har oprettet det sædvanlige territorium ovre ved p-pladsen. Stærene tøffer omkring i græsplænen og river i køkkenhavens indtørrede melonstængler. Jeg antager, at de vil stoppe dem op i tagryggen.

Tidligt på aftenen var pludselig alle tranerne på vingerne. En enorm oval af tusinder af store fugle, og voldsomt skrigeri. Hvorfor, må blive gætteværk. Ræv er det ikke, hund muligvis, eller måske en optimistisk ung havørn. Forstyrrelser af mennesker er sjældne, men når det endelig sker, er det gerne lystfiskere, som er gået i land i vest-Pulken fra båd. Det giver ikke umiddelbart sig selv, at der er fågelskydd og adgangsforbud, når man kommer fra vandsiden, så det er ikke for at pege fingre.

Omkring solnedgang kørte vi ned til Helge Å syd for Yngsjö, og gik ned mod träsket. To elge var fremme på marken. Hvad jeg tager for dværgflagermus - små og i ret lav, akrobatisk flugt - og for brunflagermus  - store, smalvingede, højtflyvende i lange, lige baner - var ude at jage. Så hørtes rørdrummen, og nu i lange serier, hvor også indåndingen kunne høres, først fra nord, men så fra vest - og så igen fra nord! Der var to!

HÆTTEMÅGERNE

Hættemågerne klumper sig sammen i den hårde vind.
Som de står der, i kanten af den skrumpende markoversvömmelse ved Sjögård, med den våde jord som baggrund, forsvinder hætten næsten, og det mest iøjnefaldende bliver den hvide nakkes fine halvmåne.

Det er fugle, som af slagregnen er tvunget ned til rast, hættemåger på vej nordøstpå.
Hættemågen er en fugl med mange ansigter, og mest holder jeg af dem under trækket, hvor de, i hvert fald for mig, skifter karakter fra at være fjollede fugle, som flokkes med duerne omkring pølsevognen (det kan de nemlig også være), til at åbenbare sig som graciøse rejsende. De hættemåger jeg husker bedst, oplevede jeg en forårsmorgen ved den lille mose Roten i det indre Halland, hvor jeg stod og iagttog urfuglenes spil. En flok hættemåger dumpede pludselig ned fra himmelen og fyldte i et kvarters tid det veldefinerede rum, mosefladen og den omkransende skov, med et i sammenhængen fremmedartet lydbillede. Det gjorde måske netop, at jeg hørte de måger så meget tydeligere, så de stod klart for mig som fremmede fugle på rejse, som hører sig selv til.

Også i Pulken holder jeg øje med hættemågerne. De er her udprægede trækgæster, og det er heller ikke det samme som at se dem bag den pløjende traktor. Trækket forlener fuglene med en helt særlig eksklusivitet.

Men jeg tænker endnu tit på den ene af havens to sumpmejser, som fløj mod ruden i vinters. Jeg varmede den i hænderne, og den levede. Lagde den så i den lille hule under en tagsten. Senere var den væk, og når jeg nu hører sumpmejsekald, ser jag altid efter, om der er to. Men jeg ser altid kun én. Måske var bruden ude den dag?

APRILSNAR!

Nu må kritikken af kulturminister Joy Mogensen høre op! Når milliarderne ruller ud af statskassen, fosser i alle retninger, kan der ikke også tænkes på millionvis af kroner til kulturen. Forskellen på Joy Mogensen og f.eks. en hvilken som helst politiker uden ansvar, er netop ansvar, og så kan det nok være, at man ser forskellen. Det er meget svært, at komme i tanker om én eneste politiker, med blot skyggen af ansvar, som i en situation, hvor landet står i våde, ville tænke på ikke at sige som Joy Mogensen: “Nu er det ikke tid, til at tale om kultur”. Den del af kulturen, som er vigtig sælger sig selv: Fredericia Teater har glædet danskerne, og det, som netop sætter Danmark på verdenskortet, er de store begivenheder: Tour de France, kulturby 96. Disse ikoner skal nok klare sig, fordi de i sig bærer det folkelige, som er kulturens vigtigste dynamo. Det er vores opgave at støtte op om politikerne, lige gyldig hvor uduelige de er, ligegyldig hvor ligeglade de kan synes at være. Har man overhovedet tænkt på, at det som siges af ministrene faktisk afspejler regeringens politik indenfor det givne område? Nå? Så en sådan kritik er upassende, virkelig upassende, at rejse.

Samme upassende kritik ser man fra "naturelskernes" side. Man har undret sig over, at statsskovene f.eks. stadig skal bruges til produktion. Her er blot et lille "men" - statsskovene indbringer hvert år staten 50 millioner kroner, et beløb som svarer til op mod 25 andelslejligheder i Ålborg. Hvert år. På 10 år svarer det til, at hele 255 skavboer, kunne være flyttet til Ålborg. Tænk lige over dét!

De penge ville vi have stået og manglet, med håret i postkassen.

I øvrigt bliver der ikke penge til alt det dér, efter coronakrisen. Ethvert krav om overflødige udgifter til sikring af så kaldt biodiversitet, kultur, ja jeg kunne blive ved - alle de ting, som vi klarer os så meget udmærket uden, kan, bør og vil forhåbentlig blive fejet af bordet, med henvisning til, at de penge er brugt. Alene de 5 miliarder kroner, som er afsat. til at sikre, at århusianske møbeldesignere, mellemledere, og alle de øvrige højtlønnede folk som virkelig yder for samfundet, kan få op til 30.000 kr. om måneden, på statens regning, overstiger langt et hvert beløb, som regeringen i sin vildeste fantasi kunne finde på at afsætte til sådan noget som "bevarelse af biodiversitet". Her kan dem som fortsat blot ønsker at bare kræve og kræve lære meget af den retorik, som vi nu har vænnet os til - ret ind! Det stopper nu!