NIKKENDE HULLÆBE

 

Epipactis phyllanthes confusa - troede jeg, men det var mig, der var konfus, Det bør være ssp. pendula. Ivö Klack. Akvarel på bomuldspapir

Dansk knipprot, er det svenske navn for nikkende hullæbe af racen confusa. Og fra sit voksested på nordspidsen af Ivø, ville den da, så fremt der ikke havde været blade på træerne, også have haft udsigt til øen Stora Danmark. Grundfjeldet her er øverst et lag kalk, under kalken et lag kaolin og så granit. Kaolin er forvitret feldspat, hvor vand er trængt ned i grundfjeldets granit ("gennem revner i kalken"), og det kan bruges til porcelænsfremstilling. Måske har du vasket hænder, eller det, der er værre, i noget af mærket Ifö? Nu giver alt mening, ikke sandt?

Nikkende hullæbe forekommer i tre racer, jeg ved ikke hvad de hedder på dansk, men på svensk hedder de engelsk-, dansk- og sandknipprot. Den danske vokser gerne nær rindende vand, oftest under fem meter, har jeg læst. På Ivø bryder den tilsyneladende med dette. Og dog. Her deler den nemlig undertiden habitat med en anden orkidé, som foretrækker voksesteder hvor jorden er vandgennemstrømmet, nemlig knælæbe. Jeg har set dem stå næsten side om side på den i øvrigt vegetationsløse, og meget stejle, skovbund under bøgene. Ivö Klack er et stejlt bjerg, som rejser sig 134 meter over havet, så det giver egentlig meget god mening, at der er tryk på vandet. Da jeg tidligere på måneden var nede i Allindelille Fredskov, fem dage for sent til at se knælæben blomstre (eller ca femten år for tidligt; sådan kunne man også formulere det), fik jeg, om ikke andet, lov at opleve vandgennemstrømmet skovbund. Blomsten var borte, men voksestedet var ikke svært at finde. Da brød et tropisk regnvejr løs, så sigtbarheden mellem træerne svandt ind til blot et halvt hundrede meter. Der gik ikke lang tid, før knælæbens voksested var en strømmende bæk. Ivö Klack og Allindelille Fredskov har det fælles, at kalkgrunden ligger meget nær jordoverfladen. Et friskt gæt kunne være, at denne omstændighed forhindrer vandet i at sive ned i undergrunden, så det i stedet strømmer gennem bøgemulden. Husk på kaolinen, som netop er dannet hvor vand er strømmet ned "gennem revner i kalken".

Nikkende hullæbe kaldes undertiden glat hullæbe og "samlebetegnelsen", altså artsnavnet på svensk, er kal knipprot. Kal betyder glat. Alle tre racer vokser i Kristianstad Kommun, og det er mig lidt af en gåde, hvordan tre racer kan leve så nær hinanden uden at hybridisere. Deres habitater er forskellige, javist, så de mødes naturligvis sjældent. Men alligevel. 

 

Sort trompetsvamp kom også i notesbogen på Ivö Klack.

 

PS. Efter at have set på et udbredelseskort indser jeg, at jeg må have taget fejl. Det må være racen Epipactis phyllanthes pendula, jeg har malet (SVE Engelsk Knipprot). Det udbredelseskort findes på https://www.researchgate.net/publication/258905995_Knipprotter_i_Skane - en virkelig glimrende artikel skrevet af Birkedal og Kreuz. Blandt Sven Birkedals meritter er opdagelsen af racen Epipactis phyllanthes arenaria (SVE Sandknipprot - det danske navn kender jeg ikke). Desværre var både læbe, petaler og sepaler bortvisnede på det eksemplar jeg malede, så fejlbestemmelsen foretoges på baggrund af form og indbyrdes længde på blosterbladene.

Så blev man forvirret på et højere plan. Men min tekst lader jeg være -  

Det tabte land/ kvinder og pant/ snart kan du blive en voksen mand/ så skyd dine vildskud/ hvem husker dig?

- Nasa Dude 

KOELERION GLAUCAE

 

Sandstäpp, Everød 29-07-2021, detalje. Akvarel på bomuldspapir

Ved Everöd ligger et lille stykke sandsteppe. Det ligger langs en nedlagt jernbanestrækning, og det er vel derfor det har undgået at blive en del af den omgivende, røvsyge fyrreplantage (som dog supplerede med lille flagspætte og topmejse). Sandsteppe dækkede engang store områder i Østskåne, Uden jævnlige forstyrrelser som bringer kalkrigt sand op til overfladen overtager andre plantesamfund, f.eks. grønklit. At store områder kunne oppebære dette konkurrencesvage og kræsne plantesamfund skyldes det nærmest nomadiserende landbrugssystem, som var fremherskende i det sandede Østskåne før i tiden. I dag er sandsteppen en af Skandinaviens sjældneste naturtyper - totalt under 50 ha. 

På én eller anden måde er en lille stump overlevet netop her, ved Everöd. Jeg besøgte stedet i morges, med det formål at male den mest arketypiske sandsteppe, nemlig "tofsäxingsamhälle". Dette plantesamfund har den plantesociologiske betegnelse Koelerion glaucae. Altså sandsteppe med klit-kambunke Koeleria glauca (den hedder på svensk tofsäxing) og blottet sand. Hvis ikke det er dét, jeg har malet hører jeg meget gerne. 

Det var ellers svært nok at holde sig til planen. Jeg begynder altid med rekognoscering, og allerede i vejkanten voksede klit-kambunke, sand-nellike og soløje. Snart efter stødte jeg på ager-kohvede og aks-ærenpris. Lidt borte voksede noget jeg på afstand troede var due-skabiose, men da jeg kom nærmere viste det sig at jeg havde taget ordentligt fejl. Det var vellugtende skabiose! Grenet edderkopurt stod med fine, hvide stjerner - jeg blev simpelthen blæst bagover af den rigdom, her var. Andre fine sager, som også hører til den "ægte" sandsteppe, var gul evighedsblomst og grådodder - og så groede, direkte i sandet, en øjentrøst, som jeg skal have set nærmere på en anden gang. Naturligvis var der også sådanne sager som smalbladet timian og sandstar.

Jeg bliver af og til spurgt, hvor lang tid det tager at male et billede og det har jeg sjældent noget svar på. Men i dag ved jeg, at jeg tvang mig selv til at holde mig til planen - trods fristende vellugtende skabiose og grenet edderkopurt malede jeg dér hvor jeg kunne finde blomstrende sand-nellike sammen med klit-kambunke. Klokken otte sad jeg foran mit motiv og kl. 12:10 var jeg klar. Det var fire stive timer - noget mere end jeg havde ventet.

Mit maleri viser: klit-kambunke; det er de små blågrønne græstuer, og alle aks på maleriet er klit-kambunke-aks, på nær ét, der er nemlig også en anden græs med, en art Festuca, som jeg mistænker er baltisk svingel. De hvide blomster til venstre på maleriet, som stiger op fra en tæt, blågrøn tue, er sand-nellike af den nær-endemiske race, som kun findes i Sverige og et par steder i Baltikum. Plantens aflange, langstilkede frøstande ser man også. I øvrigt er det bart sand og endelig en skorpeagtig mos.

Nedenfor kommer nogle billeder fra maleprocessen samt det færdige maleri. Aller nederst et billede jeg tog i  Skånes bedst bevarede sandsteppeområde nær Vitemölla, som viser baltisk svingel Festuca polesica. Det er den lille græstue nede i venstre hjørne. Egentlig var det den store tue af sand-nellike med frøstande jeg fotograferede, men man har åbenbart lov at være heldig!

 

optegning i gang

 

Godt halvvejs

Næsten klar

Færdig.

 

 

 

Baltisk svingel og sand-nellike ved Vitemølla.

 

 

XERIC SAND CALCAREOUS GRASSLANDS - DEN SKÅNSKE ØRKEN

 

Den røde hullæbe er langt henne i sin blomstring. Her i området vokser de i forbindelse med sandsteppefragmenter. Nogle står i egentlig, knastør sandsteppe, gerne direkte i det hvidgrå “rensdyrlav” og med sand-nellike som nabo. Disse er dog ved at være færdige, har måske et par smukke blomster i toppen, men er i øvrigt gået i frø. For at finde individer, som endnu stod i fuldt flor, måtte jeg lidt ind mellem fyrretræerne.

Fyrreskoven langs Hanøbugten er en sandflugtplantage og for at fremme sandsteppearterne og genskabe et mere åbent klitlandskab er plantagen blevet ryddet visse steder, trærødderne er fjernet og sandet blottet – noget jeg i aller højeste grad bifalder. I selve “hullæbeområdet” har et ret åbent parti med fyrretræer dog fået lov at blive stående. Både rød hullæbe, skovhullæbe og glat hullæbe trives nemlig udmærket både i sandsteppen og inde mellem fyrretræerne. Voldsomme indgreb netop hér, kunne nok risikere at gøre mere skade end gavn.

Billedet her viser en rød hullæbe, den står i mos, men substratet er hvidt, kalkrigt sand. Ved siden af hullæben står en frøstand af kobjælde, sandsynligvis opret kobjælde, og her, lidt inde mellem fyrretræerne, er almindelig kohvede talrig – det er den med de gule blomster. Mellem kobjælden og hullæben ses en anden art, som er almindelig i forbindelse med fyrretræerne, nemlig de runde blade af en art vintergrøn, som jeg ikke forsøgte at bestemme. I nærheden fandt jeg i øvrigt smalbladet klokke i den sjældne, hvide form. Dette er ikke egentlig “6120 sandstäpp”. Jeg har endnu til gode at male et ordentligt billede af den åbne sandsteppe, det må blive ved et senere tilfælde - så skal jeg også nok smide en mængde ord efter hvad det er.

KALKOVERDREV, TOSTEBERGAKUSTEN

 

6210 kalkoverdrev *vigtige orkidélokaliteter.

Her om sommeren trænger botanikken sig på og fylder meget. I år er der endda bedre tid til floraen; Pulken er næsten tørret ud. Der er ikke andet end en stor vandpyt tilbage – i dag var der lige plads til fem tinksmede, to svaleklirer og to viber. En gåtur i engene skuffer til gengæld ikke – særlig i det sydøstlige fenne, som blev afgræsset i foråret, blomstrer engens sene arter nu overdådigt. Jeg så en moshumle, fandt pile-alant som ny art for Pulken og da jeg gik i kanten af kæret og bestemte starer fandt jeg en ny bestand af hvepseedderkopper.

At min indgangsvinkel til naturoplevelsen gennem de senere år har flyttet sig fra de enkelte arter til de forskellige habitater har betydet meget. Blandt andet har det åbnet en hel verden af motiver, som jeg ikke ville have givet mig i kast med tidligere. Det veksler mellem hurtige akvarelskitser, som bliver færdige på stedet, og komplicerede minilandskaber, som begynder med timers tegning og maling i ubekvemme stillinger – f.eks. liggende på maven - og afsluttes over flere dage i ateliéret. At naturtypen er kommet til som interesseområde betyder bestemt ikke, at fascinationen af de enkelte arter er forsvundet. Det er ofte en spændende eller smuk art som lokker – bakkegøgeurt eller hyldegøgeurt f.eks. - men opmærksomheden på det plantesamfund den eftertragtede art indgår i leder til, at alt får en dybere betydning: Opmærksomheden skærpes og jeg får øje på den stribede kløver; spørgsmål til lokalitetens geologi og hydrologi opstår. Jo flere vinkler der kommer til i oplevelsen af naturen, des mere åbner landskabet sig. Flere og flere fortællinger kommer til.

Den 20. juli var det Havtäppet, som besøgtes. Stedet er en del af NATURA 2000 området Tostebergakusten. Vi er altså her i den Nordøstskånske Skærgård. Det ledsagende billede viser en plet vegetation i det kalkoverdrev som dækker det indre af Havtäppet.

Kalkoverdrevet er så tæt bevokset med høje enebærbuske, at man næsten kan tale om en meget lysåben enebærskov gennemkrydset af korridorer, som indimellem vider sig ud i lysninger; det hele gavmildt bestrøet med store ledeblokke. Naturtypebetegnelsen i NATURA 2000 plejeplanen er “6210 kalkgräsmarker”, men kunne med god ret også betegnes “5130 enbuskmarker på heder eller kalkgräsmarker”; det er vist mest et spørgsmål om, hvor man lægger fokus.

I det labyrintiske landskab, hvor mere eller mindre tætte enebuskadser veksler med åbne partier, er den sjældne strand-krageklo en af karakterarterne. Den står virkelig overalt og pletter overdrevet lyserødt. Almindelig knopurt er mindst lige så talrig og en tredie karakterart er knoldet mjødurt. På de tørreste dele af overdrevet vokser pletter af hedelyng, soløje (Helianthemum nummularium ssp.), timian og rundbælg, som her er småblomstret og oftest højrød (evt. ssp. vulneraria). I de mere friske partier får den evindelige strand-krageklo selskab af blandt andre hulkravet kodriver og eng-nellikerod. Den plet jeg her har malet ligger i et af disse sidstnævnte, friske. Det er undertiden de små ting som tæller; det er en plet på nordsiden-, og altså i skyggen af, en lille rosenbusk. Her er der grønt, selv nu i højsommeren. Det er gerne sådan et sted man finder bakke-gøgeurten. På mit maleri ses én, som er ved at afblomstre nedefra. Der er også en opsvulmet frøkapsel ca midt i akset, og grundbladene er ved at visne. Blandt de øvrige arter på billedet ses eng-nellikerod, løvefod sp. og den allestedsnærværende lancetbladede vejbred. De lyse, behårede blade kan kun tilhøre én eller anden kurveblomst. Nogen blomst var der dog ikke. Mit bedste bud er, at det er lancetbladet høgeurt. Klokken er en liden klokke, de intrikate blade i midten er knoldet mjødurt og endelig er der skovjordbær. Græsserne har jeg ikke noget bud på, det var indviklet nok blot at få dem placeret nogenlunde rigtigt på billedfladen. Det lykkedes til gengæld meget godt. 

 

 

ENGEN

 

Venstre og højre side af opslag i skitsebog. Akvarel.

Jeg har malet engen i de seneste dage, gerne siddende på værkende knæ, for at komme langt nok ned. I de fugtige partier er blomstringen overdådig, i de tørre er det på vej til at være overstået pga. det tørre vejr. Jeg har nået at male engen hvor den har været græsset i foråret, og er nu i gang med at male et parti som ikke har været afgræsset endnu. 

Et særligt parti i engen er helt utrolig flot. Pukkellæbe står tæt mellem skjaller, almindelig knopurt, agerpadderok, lav tidsel, hjertegræs, slangetunge og en mængde græsser og starer, som jeg ikke ved hvad er. Noget som ligner djævelsbid, selvom det da er alt for tidligt, står med blåviolette blomsterkugler, hvor Zygaener sidder som en ekstra dekoration (jeg mener det er viciae). Også statices er jeg stødt på. Flere steder er der partier med sumphullæbe. Og så her jeg fundet en ny orkidéart i Pulken. Den vokser også i dette engparti. Den er rank og højvoksen, blomsten ligner mest af alt skovgøgeurt - læben er dybt tredelt og plettet, sporen kort, men grundbladene er spidse.

Vildsvinene gør sig meget bemærkede i år. Et kuld grislinger holder for tiden til i kanten af den østlige elleskov, den nærmest Yngsjö. De har alt for travlt med at rode i jorden til at opdage mig, selvom jeg holder med cyklen oppe på Härnestadsvejen, blot fem meter fra dem. Når en af dem så endelig opdager mig farer de ind i skoven under hyl og skrig, men så snart de ikke kan se mig mere falder de til ro igen, og roder videre. Det vil sige efter 10-15 meters vild flugt.

Vi har i dag fået en smule regn, men det battede ikke noget videre. Vandet er nu så lavt i syd-Pulken, at vaderne ikke gider være der; blot to små præstekraver og en svaleklire. Tranerne er til gengæld begyndt at samle sig; 34 stk. landede til aften for at overnatte.

 

 

MIDSOMMER

 

Sortklire, Pulken 26-06-2021, akvarel. Det er sjovt at se sortklirerne fouragere. Først går de fremad og fejer som skestorke, så pludselig løber de baglæns og bliver tykke - det er det, den på billedet gør.

Det begynder at ligne tørke. Engen er farvet som et klassisk atlas, de lavere dele er grønne, de højereliggende brune. Vi taler ikke om den Tibetanske Højslette og Bangladesh, men om små højdeforskelle på vel ca 10-30 cm, det ser ret pudsigt ud. Syd-Pulken er ved at tørre ud, noget som ikke er sket i mange år. Vand er der dog, og vanddybden er perfekt til de klirer og brushøns, som nu raster. Smukke fugle, sortklirer i fuld sommerdragt, brushanerne lidt mere afdankede; nogle flotte, andre noget rampornerede. Egentlig helt utrolig kort, at de brushaner er i deres fulde skrud, det er ikke meget mere end en måned. Her skal I lige se en ret speciel hane, som rastede i går. Den var ualmindelig elegant i sit harlequinkostume: 

Et regnvejr nu, ville med største sikkerhed give et formidabelt vadefuglefald. Ét tordenskrald var dog hvad man fik at høre fra en overskyet himmel. Men måske er det ikke så tosset med den tørke, det er jo netop dynamikken som gør Pulken så spændende. Uden dén kunne det være endnu en lille sø med et par blishøns.  

Her er nok at se på, i går aftes sad jeg i syd-Pulken og så 41 tinksmede, syv sortklirer, syv brushaner, krikænder, knarænder, skeand. Rødbene gik der med en nyligt flyvefærdig ungfugl. Pludselig strakte vaderne hals og gjorde sig flade - det var lærkefalken som lagde vejen forbi, sneg sig ind som en høg, ganske nær. Nogle vadere fløj op, andre trykkede mod vandfladen. Jeg tænker, at de derved ikke længere står ud som en karakteristisk silhouet mod vandet. Hvordan jagten gik ved jeg ikke, det gik lynhurtigt og på mystisk vis var falken straks borte igen. Det er sådan noget den kan.

Kotula breder sig over mudderet nede i sydøsthjørnet, og nu blomstrer også pukkellæben, mens sumphullæben står i knop. Nu nattergalen tier lyder det voldsomt, når vagtlen slår. Karmindompappen var på besøg i haven, for at synge fra  toppen af birketræet,.. det er også sandt - jeg skal ud en morgen og tælle karmindompapper. Måske i morgen. Og hvordan mon det går for rørdrummen?

Sortklire trykker, de kan faktisk godt trykke mere, have hagen helt nede og røre vandet.

UDSTILLINGSÅBNING LØRDAG DEN 26. JUNI

Klydekolonien i Äspet

 

strandskader

 

brushaner

   

kalkoverdrev på Rævebjerg

Kalkoverdrev på Rævebjerg

Urfugle på højmose, Håknaryd

Ekstremrigkær, Tryggevælde Å

Store præstekraver ssp tundrae, Äspet

 

Fra på lørdag og ti dage frem holder jeg udstilling i mit ateliér. Jeg er i gang med at vælge ud til diverse udstillinger, og er slet ikke klar endnu, men her er et lille udvalg af malerier fra foråret 2021.

 

Ligesom under tranevåren vil jeg her på bloggen følge naturen i Pulken i udstillingsperioden. Hvis der er interesse for guidede ture, kan vi også finde ud af dét. Her ved midsommertide er Pulken først og fremmest en god botanisk lokalitet, der er bl.a. flere arter af orkidéer i området, og så er vadefugletrækket i gang. Det er noget som kan ændre karakter i løbet af en nat, ja faktisk kan en regnbyge betyde knald eller fald; i denne forbindelse er regn positivt, fordi det pludselig kan bringe hundreder af vadere, som ellers ville væøre trukket forbi, ned til rast i Pulken. Mindst 30 vadefuglearter er registreret her.