EN SYNTESE MELLEM ORNITOLOGI, POLITIRAPPORT OG JURIDISK FORSVARSSKRIFT, SKREVET I TØJLET BEGEJSTRING

Cigaren her malede jeg til brug i min Rk-beskrivelse af gråsejleren fra Bisbjär - og brugte den ikke. Det er simpelthen enormt svært ikke at male andet end det, man kan stå 100% inde for. Så snart et øje er malet, kalder det på en øjenmaske - som jeg intet belæg har, for at male. Var halen egentlig præcis samme farve som ryggen? Tjah. Svært at sige. Derfor blev beskrivelsen ledsaget af feltskitserne, og sådan ender det meget ofte. Noget af det aller sjoveste man kan opleve som fuglekigger, er nok at opdage en sjælden fugl. Men det er et tveægget sværd. For at kunne indgå i de officielle, ornitologiske annaler skal fuglen beskrives - i Danmark til DOF's sjældenhedsudvalg, SU, i Sverige til det svenske modstykke RK, eller, hvis det er en sjældenhed af mere lokal karakter, til Rrk.  Man kan selvfølgelig have held i held, som sidst jeg opdagede en sjældenhed i Danmark (det var en halsbåndstroldand i Farum Sø, 25.12.2015). Da var det første som skete, at den blev gennemfotograferet af adskillige twitchere. Så kan man, pyha, slappe af, for når folk skal have deres årsart godkendt, ryger nogle af billederne alligevel stensikkert til SU.    At dette er noget som sparer en for dages slid kan jeg bevidne, for jeg har netop beskrevet årets foreløbig tre bedste fund: Gråsejler til Rk samt savisanger og pomeransfugl til Rrk. Forskellen er ens, det er samme formular, som skal udfyldes og samme slid.  Selvom gråsejleren blev set af rigtig mange, og der blev fotograferet på livet løs. synes jeg den fortjente en beskrivelse. De to andre blev aldrig fotograferet, den ene end ikke set - pomeransfuglen var en hørt, overtrækkende (prøv lige at beskrive dét. Jeg har lige gjort det, og det er svært!) -  og savisangeren var der simpelthen ingen, som gad at se, selvom der var minimum 10 fuglekiggere indenfor de nærmeste 500 meters radius.  Jeg tænkte, at der måske var nogen, som ville synes det var meget interessant, at læse sådan en SU-beskrivelse/raritetsrapport. Det er jo en slags litteratur, som oftest forbliver mellem forfatteren og et bedømmelsesudvalg, men hvor forfatteren gør sig al mulig umage. Der er næsten tale om en form for syntese mellem ornitologi, politirapport og juridisk forsvarsskrift, skrevet i en begejstring - for den enormt gode historie, man selv synes det er - som man samtidig forsøger, at tøjle. Derfor kommer her min rapport til Rrk under Skånes rapportkommité omhandlende savisanger i Skanør i maj i år:   Raritetsrapport

Art (och ev. rasbestämning) Vassångare Antal 1 Ålder Kön Observerad från 2018-05-03 10:40:00 Observerad till 2018-05-03 10:40:00 därav sågs den väl ca 20 sek i alt Lokalnamn Kärleksstigen, Falsterbonäset, Sk Landskap Skåne Regional rapportkommitté (Rrk) Skåne Biotopbeskrivning trädgårder och busksnår ut till öppen strandäng. Fågeln satt i lågt snår, ca 2x15 m, av Rosa rugosa. Obsavstånd (m) 5 Flyghöjd (m) - Handkikare 10x42 Swarovski Tubkikare - Väder- och ljusförhållandenKlart, soligt. Medljus, men fågeln i först i helskugga, sedan halvskugga.

Författare Rapportör Carl Christian Tofte Adress Härnestadsvägen 127 Postort 296 91 Åhus Telefonnummer 0705229726 E-post ctofte@hotmail.com Erfarenhet av denna och liknande arter jag har stor erfarenhet med vasssångare, gräshoppsångare, flodsångare och träsksångare. Har fältobsad dom vid många tilfällen i Norden, Centraleuropa och sistnämda även i Kina. Stor erfarenhet med liknande tättingar i övrigt, aktuellt i detta sammanhanget inte minst näktergal, som är e av de fåglar jag SER mest i min trädgård sommartid. Aktiv antal år 25

Fyndbeskrivning Kortfattat om händelseförlopp (uppträdande, förhållande till andra arter, hur försvann den etc.) Går på Kärleksstigen. Ur ögonrkroken ser jag en rörelse i bottnen av ett snår. Lyfter kikaren och får se en helbrun sångare med kort ögonbryn, som sitter med sidan till. Undre stjärttäckare mycket långa, så att hela stjärtpartiet danner en lång trekant, Fågeln rör sig ut i halvskugga och ses nu snett ovanifrån med bröstet till. Ses tills då fri av störande vegetation men rör sig nu mot baksidan av snåret och försvinner. Vill inte flusha av hänsyn till evt twitchers, och ser inte fågeln igen. Sällskapade med följande fåglar - Storlek och hur denna bestämts Storleksbedömning kan vara svår på avstånd, men denna fågel var så nära, att storleksbedömning ger mening: jag skulde säga som en svarthätta med lång stjärt och mindre än t.ex. näktergal. Rörelse och flyktsätt Efter den rörelsen som gjorde, att jag fick syn på den, satt den bara stilla som visad på bifogade fältskiss (nedan tv.). De tiotal centimeter den sedan rörde sig, gick den på marken. Sen frös den igen, med horisontal kroppshållning, lite hukad och fortfarande med lätt höjd stjärt, och enda rörelsen var, att vända lite på huvudet. Inga vingflaxninger, sjärtspridningar, -vipp o.dyl. Min tur var, att den satt med fritt insyn de två omgångar den satt stilla. Rörde sig sedan bak ut i snåret, längs marken. Läten - Förväxlingsrisk förekommer teoretiskt med följande arter Framst flodsångare, men så absolut även näktergal, sydnäktergal, cettisångare samt busk-, kärr. trast- och rörsångare (m.fl.). Om man skuldeha en total blackout, kunde förväxling med gärdsmyg komma i fråga. Dessa arter kunde uteslutas på grund av Fågeln sågs först med sidan till och då sågs det för släktet Locustella så karakteristiska trekantiga stjärtparti: Hela partiet långt och trekantigt. Även om näktergalar och Acrocephalussångare med flera är snarlika, utesluter detta käntecken alla dessa och insnävrer möjligheterna til en art av Locustella-släktet. Sättet att röra sig understryker ytterligare bestämmningen till Locustella: Går på marken, fryser och hukar med horisontell kroppshållning. Det hade varit skönt att se den vita ytterfana på den yttre handpenna, men så snart jag såg bara hela kroppsformen, visste jag, att det var en Locustella, och, då den saknade fläcker, närmare vass- eller flodsångare, så jag försökte asap. avgöra om den hade fläcker på bröstet. Att den inte hade detta fick jag se, när den sedan flyttade på sig och vände bröstet till. Avsaknad av strecker på bröstet, samt den mörka, bruna färgen på hela översidan fastslog att det var vassångare. Nu var det tyvärr bara omöjligt att se teckningen på undre stjärttäckarna. Kortfattat om vad rasbestämningen grundades på - Kortfattat om vad åldersbestämningen grundades på - Kortfattat om vad könsbestämningen grundades på - Bestämningen skedde efter en stunds observation  Utförlig beskrivning (dräkt, proportioner, silhuett, mått för fångade ex. etc.) Till själva händelseförloppet skulde jag vilja tillfoga, att jag efter säker bestämmning sprang bort till den gruppen av skådare, som stod några hundrade meter söderut och letade rödstrupig sångare (som i övrigt inte sågs denna dagen). Stor var min häpnad, ty när de förstod, att vad jag hade hittat inte var den rödstrupiga utan en vassångare, då såg man deras besvikelse tydligt målad i deras ansikten. Alla resignerade och återvände till att betrakta sitt slånbuskage. Därför är jag glad, att rk ber om beskrivning, för att hitta vassångare rastande i en rosenbuske är absolut ingen vardaglig händelse och jag betrakter det som ett av de bästa fynd jag har gjort till dato. FORM OCH PROPORTIONER Storleken anslår jag til ca som svarthätta, fast med längre stjärt. Kroppen välproportionerad, kompakt, med brett bröst och med lång, i spetsen avrundad stjärt. Övre stjärttäckare långa, även dessa med rundad spets. Undre stjärttäckare mycket långa; nådde nästan spetsan av stjärtfjedrarna, och mycket fylliga, så att hela bakpartiet framstod trekantigt sett från sidan. Vingarna med böjd framkant, fint sluttande om kroppen. Näbben ganska fin. Fötter sågs inte. DRÄCKT Ôversida: ensfärgad mörk, djup brun (påminnande om, men mörkare än rörsågare), var jag uppfatter flodsångare som ljusare och mer oliventonad. Fläcker eller streck saknades. Undersida: Bröst och kroppssidor nästan så mörkt bruna som översidan. Inga streck eller markeringar, vilket även gällde bröstet. Även undre stjärttäckare mörka, men om färgen skulde hava varit fastställd skulde jag hava gjort detta som det första, medan fågeln sågs från sidan. nuancen på dessa fastställdes inte. Huvud: Hjässan av samma mörka färg som resten av översidan, vilket även gällde huvudets sidor. Mörkare ögonstreck. Kort, ljust och ganska tydligt ögobrynsstreck till bak om ögat. Strupen vitaktig och tilsammans med ögonbrynet den ljusaste del av dräckten, som sågs. Näbben spiss och rätt kort, mörk, dock på inre delen av undernäbben ljus (i fältskissen står "vist en lille, gul markering ved næbvig"). Ansiktsuttrycket argt, ögat mörkt, med en liten vit "tåra" under.

Bifogade filer Filtyp Filnamn image/png savisanger feltskitse.png

RECONSTRUCTING THE HIAWATHA IMPACT

Reconstruction painting of the Hiawatha impact, watercolour on paper. Carl Christian Tofte 2016

Following the publication by Kurt H. Kjær et al. of their discovery of an asteroid impact crater in northern Greenland - an area now covered by the Hiawatha Glacier* - I have one secret less to keep. I now have the opportunity to reveal some details about the synergetic process it was to work closely together with the team of researchers in an effort to reconstruct the impact event.

An asteroid impact has never been observed, and visualizing it, which became my task, was by no means easy! Just putting a pencil to the paper rose lots of questions. 

First and foremost the scene of the event had to be determined - and what wast the picture supposed to show? A free brainstorm resulted in the following: The asteroid with a tail of fire through the atmosphere with smaller offshoots drawing trails of light - the latter, not least over Cape York, where the big iron meteorite now adorning the yard of the Geological Museum in Copenhagen was found. This same meteorite may well be a fragment of the very Hiawatha Asteroid, thus suggesting a plausible course of the asteroid, coming towards Inglefieldland from the southwest.
 
The working hypothesis (the confirmation of which will need further field research) was that the impact event occurred 12.000 years ago. By then, the Inland Ice covered not only Greenland but a large portion of the Baffin Bay, as well. It was also thicker and thus without nunatks. A ground level view from somewhere out in the Baffin Bay was suggested. In that way both Cape York and the face of the ice shelf towering over the sea would be visible. But then again, this would give a minimum distance of several hundred kilometers from the viewpoint to the point of impact. Next question; How large would the explosion caused by a heavenly iron body with a diameter of ca 1 km be? The answer is a fire ball with a 20 km diameter (or maybe rather half a fire ball). In other words an explosion covering the entire atmosphere, but not very big seen from several hundred kilometers distance. Accordingly, I had to move the viewpoint much closer, discarding Cape York, which was no big loss - 12000 years ago that area would in any case have been unrecognizable, covered as it was by several kilometers of ice.
We ended up with a scene showing an even, wind swept ice surface.

The next problem was the offshoots. First I was told that these would fly ahead of the asteroid because they were smaller and, supposedly, had less friction with the atmosphere. Fortunately this was corrected - the opposite is the case. I pictured these offshoots as occuring in outer space, entering the atmosphere as a swarm, as seen below:

Early sketch. Here the offshoots enter in all sorts of directions - this is all wrong!

All wrong! The offshoots occur only after the asteroid enters the atmosphere, and further they will radiate from the "tail" of the asteroid. To show any offshoots at all I would have to draw the impact explosion at a stage prior to being fully devolved. An explosion covering the entire height of the atmosphere would "swallow" any offshoot - only a ball of light would be visible. Or rather would theoretically be visible. My research included watching quite many films of nuclear explosions. The actual experience of watching the impact, would most likely be a total "white out" of blinding light. Thus the naturalistic approach would be a white sheet of paper, but as this is rather boring, I settled for painting what you would see, given that you would actually be able to see anything.
With all this in place, I drew the picture below.

Next step. Here the impact explosion is drawn in pencil in lateral view at a stage prior to being fully developed. The diameter of the explosion is here around 5 km.

I tried painting the pencil drawing, adding some clouds - but these totally dwarf the explosion! They are much too big, resulting in a William Blake-like scene of apocalyptic serenity!

One from the research team pointed out, that if this is a lateral view, all of the offshoots should be below the asteroids tail. Now it became necessary to make a really simple sketch of what was actually happening, as seen below:

Simple sketch of an asteroid, offshoots and their area of ground impact.

 Now, at least I, and supposedly several researchers, knew a lot more than we did by the time of the initial brainstorm. I was now ready for the final painting. To twist the scene from apocalyptic serenity towards pure apocalypse, it was suggested, that the ball of fire was replaced by a cone of debris being torn out of the face of the earth. Further, the scene was switched from day to night and the clouds were scaled down and thrown towards the horizon. The result can be seen in media all over the world, going viral as being painted by a mr. Carl Toft - godspeed to you, Carl Toft.

Yours,

Carl Christian Tofte

*A large impact crater beneath Hiawatha Glacier in northwest Greenland, Kurt H. Kjær. Nicolaj K. Larsen et al. Science Advances, 14 Nov 2018: Vol. 4, no. 11

NOLL KEJSARBUK, MEN... BLEK TORNSEGLARE - JAAA! BLEK TORNSEGLARE!

Fältskiss från Havgårdssjön, detalj.

Då jag i dag ändå skulde från København till Pulken kändes det upplagd, att köra en sväng om Havgårdssjön, där en kejsarörn hade setts de två förutgående dagar. När jag anlände till området fick jag snart syn på en grupp fågelskådare, som stod och spanade. Jag höll naturligtvis in och frågade chans. Ingen kejsare där. Då detta ställe var välbevakad beslöt jag köra vidare för att spana från Bisbjär, men då jag inte är på något larmsystem utväxlade jag innan dess telefonnummer med en av skådarne, så vi kunde meddela varandra. Jag fortsatte till Bisbjär. Inga skådare fanns på plats, och jag slog mig ner i skogskanten med utsikt mot nord.

Jag hade inte suttit länge innan jag över Havgårdssjön fick syn på något, som omedelbart såg ut som en liten falk. Efter några sekunder insåg jag till min överraskning, att det inte alls var en falk, utan en seglare. Det konstiga var blott, att vingslagen var annorlunda än tornseglarens; långsamare och mer falklika, liksom lite slöa, något som fick fågeln verka större än tornseglare. Vingarna var dessutom aningens trubbigare och dräckten klart ljusare än hos systerarten. Kroppen var mellanbrun, vingarnas ovansida visade emellanåt tydlig kontrast mellan mörkare täckare och yttre handpennor och blekt gråbruna inre handpennor och armpennor. Det omedelbara falkinntrycket understöddes av en tydlig kontrast i ansiktet – ljus undertill och mörk ovan på, så klart en effekt av stor, vit strupfläck. Undervingerna sågs inte särskild väl,

Fågeln sågs under ca en minut (ca 10:48 – 10:49) flygande från Havgårdssjön mot nord, varpå den tappades över ett ruckelhus utmed järnvägen. Obsavståndet har varit först 800 m, sedan upp mot ca 1,5 km. Jag var inte i tvivel om artbestämmningen, som var på plats efter ca 10 sekunder, nämligen blek tornseglare.

Strax efter att jag hade tappat bort fågeln ringde jag och meddelade dom jag hade utväxlat telefonnummer med, varpå jag skissade fågeln medan jag ännu hade den i friskt minne. Även färgarna gick det att fasthålla - jag hade akvarellfärgarna med mig, och ett par vattedroppar, som låg kvar på et löv, fick duga som “doppa”.

Som tur var återfann mina skådarkollegor fågeln inom kort, strax nord om Havgårdssjön. Jag körde bort till dom, och de följande timmor var fågeln inom synhåll på ner till väl en 3-400 m håll i både med- och motljus. Här uppmärksammade en af skådarna mig på två känntecken, som jag inte kände till. Det första var vingställningen, som sedd rakt fram- eller bakifrån under glid faktiskt är identisk med lärkfalkens tillsvarande, nämligen sänkt arm och uppböjd hand; något som ytterligare förklarade mitt omedelbara falkinntryck. Detta hade vi rik möjlighet till att studera. Det andra känntecknet var en svak kontrast mellan ljusare övergump och mörkare rygg, något som jag faktiskt tyckte mig se redan från Bisbjär, men inte skissade, då jag tog det för en ljuseffekt. Under den uppvisningen som fågeln bjöd på gavs rikligt tillfälla att se hur vingteckningen tok sig ut under olika belysningar. Vid vissa tillfällen var kontrasten mellan svart/mörk framkant på vingarna och stort ljust vingpanel så stark, att tanken föll på tärnmås. Även den stora, vita strupfläcken sågs fint..

Jag lämnade lokalen 13:17, glad över att min förmaning till mig själv om at vara uppmärksam och inte deppa och låta fåglar gå i sopsäcken ut av lathet, faktiskt i dag bar frukt.

Fältskiss från Bisbjär

Fältskiss frpn Havgårdssjön

SENSOMMERSENSATIONER

Stillehavslom, grenen, 16-08-2018

Og jeg valgte, at blive hjemme i dag. Vinden var uregerlig - de nærmere vindmøller viste sydøstenvind, dem på Linderødsåsen viste nordvest. Jeg havde i tankerne, at køre til Friseboda, for at se på træk, men p.g.a. den ubestemmelige vindretning valgte jeg i stedet at arbejde.

Men selvfølgelig holder jeg øje. Jeg sidder en stund på terrassen, og pludselig, ved ærteblomsterne, materialiseres et syn - Macroglossum stellatarum - Duehale!
Det er en stund, som man tager vare på. Man ser og ser - ved, at den snart er væk.
Det er muligvis den sjældneste sommerfugl, som jeg har registreret i haven, en observation, som lægger sig til andre fantastiske arter, som har vist sig her; f.eks. iris, sørgekåbe, sagittata og venosata

Duehale, Härnestadsvägen 127, 21. aug. 2018

I dag har jeg talt præcis 100 traner i Pulken. Her er stadig tørt, men jeg skal sige, at jeg endnu ikke har været nede i syd-Pulken. Jeg tænker, at jeg ved mere i morgen. Til gengæld vil jeg gerne dele min seneste, store fugleoplevelse, stillehavslom på Grenen. Her følger min dagbog fra sidste torsdag:



16.08.2018
Så i går aftes er jeg inde og tjekke DOF-basen. Det var første gang efter flere dages travlhed, og hvad ser jeg?

Der har ligget en stillehavslom ved Grenen siden 13. august.

Stillehavslom er vigtig af flere grunde. For det første har jeg aldrig set den før, for det andet er det en art, som jeg tror, at vi kommer til at se mere til i fremtiden, og for det tredie er stillehavslom endda en art, som er set ved selveste Ålakusten, min hjemmelokalitet.

Selvom jeg forsøger at skyde det fra mig, så inficerer den fugl min hjerne i en sådan grad, at jeg den følgende morgen vågner ti minutter i fire. Jeg har noget arbejde, jeg skal aflevere, så jeg kører direkte på arbejde og får det færdigt. Kl 05:40 er jeg klar, og springer ind i bilen. Kursen er sat, Skagen.
Jeg når den første færge.

Klokken 11:57 er jeg på plads på Grenen, og klar til at gå i krig med havet ud for Sønderstrand.
Når man ankommer til et hav, fuldt af fugle, virker det uoverskueligt. Det ændrer sig efter et par timer. Man får en fornemmelse af, hvor de forskellige arter kan forventes, man lærer, at nogle retninger giver indsyn på langs af dønningerne, mens et kig på tværs af havets malende bølgekværn kun giver korte glimt af de fugle, som ligger aller nærmest.

Efter min ankomst går der ikke så lang tid, før jeg flytter mig op til Bunkeren. Her sidder bl.a. to fuglekiggere, som har set stillehavslommen samme morgen. Desværre blev den skræmt af to kitesurfere, som fik den til at svømme til havs.
Fandens!

Og timerne går. En almindelig kjove, lys fase med de lange halefjer intakte, kommer nær nok på, til at være dagens første bud på reel underholdning. Storkjover er her også; én har endda held til at snappe en lang fisk ud af gabet på en svartbag. Hundreder af suler fisker i revet, men jeg holder ikke rigtig øje med alle disse tildragelser - min opmærksomhed er rettet mod havoverfladen, hvor både rød- og sortstrubet lom under tiden dukker op.

Folk kommer og går. Efterhånden som det lider mod aften, går de fleste, og ved halv femtiden er vi kun to tilbage; min makker er faktisk ved at pakke sammen.
Netop da opdager jeg, langt ude, en sortstrubet lom sammen med en "Sortstrubet lom-type", som bare mangler den hvide lårplet. Den virker desuden mindre, men er det "optical size illusion", et synsbedrag? Denne fugl viser på intet tidspunkt hvid lårplet. Jeg stirrer og stirrer, og er sådan set sikker på, at dette er stillehavslommen - det kan bare ikke verificeres, og detteher ser ud til, at kunne blive noget som vil nage mig til evighed. Hvor er de voksne? Jeg har virkelig brug for hjælp.

Heldigvis begynder folk nu at ankomme. Lommen er nu væk igen, men jeg leder alle på sporet af det sted, hvor jeg så den sidst.

Pludselig dukker et gult hår op over klitten. Det er Stine Aastrup, og glad bliver jeg. Det er ikke for at forklejne mine medobservatører, men Stines værd i felten kender jeg. Jeg sætter hende ind i situationen, og hun spejder med.

Vi kan desværre bare ikke genfinde lommen, men efter en stund siger Stine: "Jeg prøver lige, at kigge et andet sted, end alle jer andre". Efter at have udtrykt denne tanke rejser hun sig, og kigger mod syd.

"Carl Christian! - se lige her!", råber hun. "Prøv at se, denneher lom - den har hvidt hele vejen op ad halsen, og så har den den dér lille hvide kind!" Jeg iler til, og kigger i hendes teleskop. Det er stillehavslommen!
Min lettelse ved at se Stine ankomme var ikke ubegrundet - hun har genfundet stillehavslommen, simpelthen fordi hun foretog et bevidst, klogt valg. Og den ligger helt tæt på land - en kæmpe lettelse for mig, og et fedt, fedt studieobjekt. Man kan se nok så mange billeder af en fugl, men dét, at se den i levende live, giver så utrolig meget mere.

SOMMERFUGLE

Ja, dette er altså en slags hveps. Den har jeg heller ikke set før, men den er da et flot supplement til havens bestand af biulv og almindelig sandhveps.

Hvis varmen ikke har været godt for andet, så lader det da i al fald til, at stor- og især lille kålsommerfugl har haft noget ud af det, for aldrig har jeg da set så mange af dem. Det er i det hele taget et lidt sært år på sommerfuglefronten her i Pulken. Jeg har set to nye randøjearter i haven, skovrandøje og den som på svensk hedder svingelgräsfjäril - Lasiommata megera. Iris har jeg derimod ikke set i år, og papilionaria, som ellers plejer at være talrig, er også totalt fraværende.

Til gengæld har gammaugle været helt utrolig talrig - i flokkevis, kunne man sige - sværmende omkring ærteblomsterne på terrassen. Nye natsommerfugle er også kommet til. En mistænkt Fuliginosa slap desværre fra mig, før den kunne verificeres. Til gengæld lykkedes det endelig, at få set ziczac, og så har jeg en stribe fotos af andre arter, som skal bestemmes. Den jeg er mindst glad for, er nok en ny art melmøl. "Den store flotte" har jeg jo set her før, og denne kan vi så passende kalde  "den lille flotte" - i modsætning til "den lille grimme", som er så almindelig i københavn.

Ellers er det varmen, som gør størst indtryk. I dag 33° C i Ronneby, da jeg hentede pigerne kl 16. I Härnestad holdt det sig på moderate 28°C kl 13.

VILDSVIN OG MADDIKEKASKADER

Sorte ådselgravere på vildsvin. Härnestadsvägen i dag.

Bilen har været på værksted. Det er altid tidsskrævende, for det involverer langvarig venten på bussen og vandringer op og ned ad Härnestadsvägen. Det gode ved det er, at netop disse påtvungne ophold på steder, som jeg plejer at fare forbi i bilen, altid giver nogle værdifulde naturoplevelser. I morges ventede jeg således ca. en time på Nyponvägen, hvor jeg hørte grønspætte og havde fine obs af topmejse samt ikke mindst af en skovsanger, som er en art, der har det med at synke i jorden efter sin sangperiode.Vandringen fra Yngsjö og hjem langs Härnestadsvägen bidrog med det tredie bynkefuglepar i år i Pulken-Yngsjön-Egesidereservatet - samt en konstatering af, at også rødrygget tornskade har ynglet med succes i år. Dertil så jeg et bil-logo ligge og blinke i vejkanten. Jeg sparkede til det for at få det vendt. Nissan. Det tænkte jeg ikke yderligere over.

Først på aftenen måtte jeg så til det igen. Jeg vandrede ad Härnestadsvägen mod busholdepladsen i Yngsjö, og da jeg nåede Nissan-logoet lugtede jeg lig. Det måtte undersøges, og en smal sti i det høje græs ledte mig snart til et trafikdræbt vildsvin. Nu kunne jeg lægge to og to sammen, og koble det til de sorte bremsespor på vejen.

Da jeg endnu senere endelig var tilbage med bilen spurgte jeg børnene, om de ville se det døde vildsvin. De var straks fyr og flamme, og Solveig, Ingeborg, Vigulf og jeg drog på togt. Snart var vi ved dyret. Nu fik jeg lejlighed til at se nærmere på liget, mens Ingeborg og Solveig filmede og fotograferede. Stanken var nærved ulidelig, efter en lang, hed solskinsdag, men børnene var bandsatte på at dokumentere og observere. Da jeg nu alligevel måtte stå og vente rettede jeg kikkerten mod grisen, hvilket jeg ikke havde gjort tidligere i dag. Liget myldrede af liv! Maddiker stod som vulkanudbrud ud af alle sår og kropsåbninger. Der var en maddikecrowdsurfing i gang, som jeg ikke kan forklare. Ovenpå svinet, gennem den stride pels, kravlede store, sorte biller med orangerøde følehornsspidser og et haleparti, som stak langt ud bag dækvingerne - hovsa! det var da noget jeg kunne genkende fra forårets opgave for "Verdens Skove"!  Vel hjemme igen kiggede jeg på mine fotos fra arbejdsprocessen - det var sorte ådselgravere, jeg havde set!

Netop dette er noget af det bedste ved mit arbejde. Jeg er tvunget til at researche på både det ene og det andet. Af og til også noget, som jeg aldrig inden har skænket opmærksomhed. Når jeg så pludselig møder det i virkeligheden, har jeg allerede en oplevelsesramme på plads, som gør, at jeg er i stand til at se hvor fantastisk det som udspiller sig, rent faktisk er. Det er lige præcis dét som gør, at jeg nu har den største lyst til at vende tilbage til den døde gris i morgen for at se, om jeg kan finde flere spændende arter. En "ligrøver" f.eks. Hvem vil ikke gerne se sådan en?

Detalje fra plakaten "Kadaverfauna", udført for Verdens Skove i foråret 2018. Her ses sort ådselgraver sammen med sommerfuglene iris og det hvide c.

GENSYN MED MYRELØVEN

Det er så varmt. Jeg arbejder fra tidlig morgen til henad middag. Om eftermiddagen er vi på stranden, og det vil i år sige Friseboda. Først var det mig, som ville derhen for at se på lommer, nu er det børnene som er faldet for stedet og ikke accepterer alternativer.

Det er også fint, for der er hele tiden nyt at se. For nogle dage siden var Solveig og jeg så svineheldige at se en lampret komme ind i Segeholmsåns udløb, hvor den vimsede rundt som skudt ud af en kanon i nogle få minutter, før den vendte tilbage til havet. Det var nyt for os begge, og et dyr jeg har ønsket mig at se, siden jeg sidste år tegnede alle Danmarks ferskvandsfisk.

I går var Vigulf og jeg så henne og kigge på informationsplancherne, som Vattenriket har sat op. Et af slagnumrene var myreløven. Den havde jeg nærmest glemt, men det er jo et fantastisk dyr, som jeg gerne vil vise børnene. Vi prøvede lidt halvhjertet - det bliver det automatisk, når nogle har bare tæer i den grå klit, så i dag gik jeg selv en tur for at spejde. Jeg fandt 17 myreløvefangstgruber ganske tæt på stranden ( og 21 brune sandspringere). I nogle af gruberne lå der rent faktisk rester af myrer, så jeg tænkte, at de var aktive. Derefter gik jeg ned til havet og hentede børnene.

Drømmescenariet var, at se myreløven i aktion, så først gik vi hen til det myrebo, som Vigulf fandt igår ("løvemyrer", som han kaldte dem), for at samle lidt lokkemad. Så gik vi ud i sandheden til myreløverne. Vi var onde nok til at slippe myrerne ned i fangstgruberne, men det fungerede ikke skidegodt. Eller jo, den ene af myrerne var det meste af et minut om at komme op, men selvom den flere gange rodede rundt helt nede i vulkanens epicentrum, kom intet angreb. Jeg begyndte at tvivle på, om fangstgruberne overhovedet var i brug.

Det kræver nok en David Attenbouroughsk tålmodighed, at få myreløvens jagt at se, og netop ikke, at man har tre børn på henholdsvis 4 1/2 og 10 år stående omkring myreløvegruben. Vi overgik til  "quick and dirty". Jeg sagde "èn, to, tre", og stak næverne ned i sandet - "læg det op i sommerfuglenettet!", sagde Solveig - og det virkede! Sandet blev siet fra. Der var den, myreløven!

Efter at have studeret den blev den sat ud på samme sted, og vips var den nede i sandet igen. Hvor gammel var du, da du så en myreløve første gang?, spurgte Ingeborg og Solveig. "Jeg var vel fem og fyrre", svarede jeg. -  "og vi er kun ti år - og vi har allerede set den!"

REGN

Jeg vågnede klokken fem og hørte regn mod ruden. Det gjorde mig straks lysvågen, for denne her dag har jeg glædet mig til. Det har jo for katten ikke været til at holde ud. Alene ensformigheden har været dræbende. Blandt de ting, man har savnet på Pulken i denne sommer er gul vipstjert, karmindompap (sidst set 11. juni), en hver form for rastende vadefugle (bortset fra nogle få viber) samt noget så grundlæggende som landsvale. Den sidste burde nu have andet kuld på vej oppe under tagskægget, men svalerne har opgivet ævret, og jeg savner deres kvidder udenfor vinduet.

Pulken er tørlagt og kæret i syd ligner en udtørret oasebund, så jeg drog til Äspet for at se om der var vadefuglefald, og det var der vel egentlig ikke, når jeg sammenligner med hvad folk har set i de forudgående dage, men jeg var meget godt tilfreds alligevel, for man kunne mærke trækbevægelsen; der var udskiftning blandt rylerne, en trækkende stenvender. og en lille flok tinksmede kom ind fra havet.

Jeg kørte så til Friseboda af bare trækdrift. Naturligvis var vestenvinden ikke ligefrem produktiv, men jeg så dog en fjern vadefugleflok, en 20-30 stykker i kobbersneppe/regnspovestørrelse, 30 sydtrækkende troldænder og nogle flotte fiskende sortstrubede lommer, som lå helt inde under land.

Regnen blev ved, og først på eftermiddagen måtte jeg simpelthen ned i syd-Pulken for at se om der var kommet vandflade. Det var der ikke, men jeg gik alligevel en stor runde. Ud til Helge Å, hvor guldstånds blomstrede og hvor skægmejserne kaldte fra rørskoven. Længst ude i vest lettede jeg to svaleklirer, ja, ja, det er den rigtige vej!

Utroligt hvad man tramper op af blåfugle ude langs Graften. Jeg tjekkede én, og den var almindelig - og det regnede jo. Og så var der køerne. Dem er jeg jo bange for, og en af kalvene ville søreme gerne hen og snakke. Og så kommer alle kvierne. Og så kommer alle køerne. Og tyren står stor og sort i baggrunden. Så er man glad, når man når færisten. 

Vel hjemme igen var jeg helt svedt af at gå omkring i gummistøvler og regnjakke, så jeg tog et bad. Vinduet var åbent. Og dér - pludselig synger karmindompappen!

Klokken 18 regnede det helt afsindigt. Indkørslen var en vandpyt og på Härnestadsvejen kastede de forbikørende biler kaskader ind på marken. Bøtten med tøjklemmer ude på græsplænen nærmede sig 40 mm regn, hvis man ellers kan stole på en matadormixdåse. På vej ned til syd-Pulken for anden gang i dag, hører jeg en værling sige "tzlick". Den flakser besværet op og lander nærved. Den er nærmest sort. I kikkert ligner det verdens mørkeste rørspurv, men hvorfor siger den sådan? Jeg går nærmere, og kan se på fuglens reaktion, at den knapt kan lette. Måske er den syg? Vi har fugleburet klar, vi har faktisk lige haft en trafikchokeret skovspurv i pleje, som fløj frisk ud igår. Jeg sætter efter, og har snart fanget verdens vådeste adulte han rørspurv med hænderne midt på en rapsmark. Den er ikke en skid syg, den er bare fuldkommen gennemblødt, og i kraftig fældning. Jeg må sande, at det faktisk regner så kraftigt, at småfuglene knapt kan flyve! Siden ser jeg flere rørspurve med samme adfærd, sikkert fordi de, i modsætning til f.eks. torniriskerne, er i det åbne konstant. 

Da jeg når ned i syd-Pulken kan jeg konstatere, at der er vandflade! Der er allerede to dobbeltbekkasiner og en tinksmed. Nu håber jeg, at denne kedelige tørke kan blive erstattet af normalt dansk sommervejr.

Solen går dog ikke ned i en sæk, der er en rosenrød rand over Linderødsåsen. Solen sender en orange spot ind på bogryggene i min reol. Men landet virker lettet.
Her dufter.

KALKRIGKÆR

'

Hvid vipstjert, 1k, stadig varm, men stendød.

salepgøgeurt

gøgelilje

En pletvinge - hvilken?

amandus

En ugle, som jeg ikke før har set. Det ser lidt barskt ud, men den led ingen overlast.

Jeg er skide bange for køer.
Og jeg er skide bange for flåter.
Sommeren er nærmest mediterran, men jeg har lange underbukser under mine shorts, og de er stoppet godt ned i sokkerne.
Jeg har også gummistøvler på, og i hånden et sommerfuglenet. Dét er et billede, og Gärdsköpinges forsamlede ungdom - to drenge - kigger langt efter mig, mens jeg stiger ind i volvoen og svinger ud fra genbrugspladsen.
Det er utroligt så mange aviser postkassen opsamler i løbet af en maj måned.

Målet er Mosslunda, eller Vä Utmark, som det også hedder. Her ligger et helt fantastisk kalkrigkær, og at det stadig eksisterer er en solstrålehistorie - i 1970'erne blev det i Kristianstads kommunalplan udpeget til at skulle være losseplads - området var jo "tassemark", helt umulig for både skov- og landbrug. I 1980'erne var planerne heldigvis endnu ikke bragt til udførelse - og så opdagede man, at her voksede 3500 salep gøgeurter samt bl.a. bakkegøgeurt, plettet gøgeurt og melet kodriver. Området blev fredet og bliver nu plejet med bl.a. sen afgræsning, som skal gøre det ud for det høslæt, som engang var normen.

På vejen ned mod kalkrigkæret kommer man først igennem Tjörnelyckan, Her blomstrer nu den smalbladede klokke, og man river sine lægge på de mange vildroser, som er græsset godt ned, og derfor gemmer sig i græsset. Bynkefuglene varsler, og man kommer over et stengærde, hvorefter engen forude lyser i den særlige hvidgrønne farve, som karakteriserer kalkrigkæret. Det er en særlig nuance, som jeg også kender fra Pulken, Gyestorpskäret og Yngsjön; hvad det er som skaber den ved jeg faktisk ikke, men vi er ovre i noget star eller sådannoget. Det er i hvert fald meget karakteristisk, og nu skal man for alvor til at passe på hvor man træder. Plettet gøgeurt (ssp. maculata, tror jeg det må være) og kødfarvet gøgeurt står tæt. Melet kodriver er ved at være afblomstret og det samme er knoldet mjødurt, hvis smukke, svenske navn er brudbröd. Det normalt våde kær er helt tørt - i bunden af høllerne er grunden krakeleret i polygoner. Så tørt har jeg aldrig før oplevet Mosslunda.
Men gøgeliljerne er på deres højeste. De er dog et nærstudie, som jeg ikke orker; dem nyder jeg blot. Salepgøgeurt må jeg lede lidt efter. Det viser sig, at de desværre alle er afblomstret i det hede forår, og flere er endda godt på vej til at sætte frøkapsler. På de indtørrede, visne blomster ser man tydeligt de karakteristiske længdestriber. Jeg tæller 36, men de er lidt svære at spotte i deres vissenhed, og der er også andet at se - en blåfugl, en art jeg ikke har set før. Den blå farve er næsten som morphoens. Det er en amandus! Ikke en sjældenhed, men i dag så jeg den.
'
Og der var en pletvinge, og der var en ugle, der er så meget at se og opleve - og sommeren har alt for travlt i år.

I haven har jeg slået græs, da kom vipstjerten. Rapsen er for længst afblomstret og gået i frø. Den danner en forbløffende jævn, grøn flade, hvor frøæderne sætter sig til skue. Rørspurv, tornirisk, karmindompap og stillits.

I går gik jeg en tur langs Tolebäcken. Her sang flodsanger og kærsanger, sortmålere lettede overalt og pludselig også fem røde glenter og to ravne. En gusten stank; resterne af et opbrækket vildsvin, en bunke henrådnende indvolde, afskårne klove, en sky af spyfluer. Pragtvandnymfderne søgte nattesæde i bækkens rørbræmme. Senere var aftenen forbavsende stille - jeg havde ventet nattergale, men en sivsanger fik lov at optræde som solist.

Og så var jeg lige ude at hente post. Overraskelse. Renhållningen i Kristianstad har byttet mine to skraldespande ud med et nyt "fyrkammearersystem" - men hvad er nu det? der er ingen huller i kompostafsnittet - det kan få følger, for hvordan skal nu de hundreder af små fluer, som det gamle system, med lufthuller, tiltrak, komme ind? Jeg må ud med boremaskinen, for line-upèt af fluesnasppere, rødstjerter og nattergale vil jeg nødig undvære. At det er nær vejen lever og dør vi med. En endnu varm 1k hvid vipstjert lå allerede derude. Det er den, jeg har tegnet.

TRANEOPTÆLLING OG LUKKEDAGE

Jeg er simpelthen gået hen og blevet syg, og holder derfor lukket til og med fredag.

Jeg var ellers rundt i området her til morgen for at få et overblik over situationen. Der var traner på følgende steder:
Pulken - ca 30
Yngsjö Kapell - 283
Frisebodavägen - ca 150
Ripavägen, Härnestad - 308

Ruten var Härnestadsvägen - väg 118 - Frisebodavägen. Derfra via Söderäng til Vittskövle, videre til Sjögård og derfra Ripavägen og videre op til Hovby. Endelig tilbage til Pulken via Åhus og vej 118.

Det giver i alt ca 770 traner i området. Stänkeryggen og Everöds Ängaväg besøgtes ikke, og der kan der eventuelt stå traner.

Venlig hilsen

Carl Christian Tofte

Pulken 20:40
Elgen vandrer lige nu frem over marken og gør sig til gode med vinterrapsen. Elgens sorte silhouet i skumringen er snart det eneste man kan regne med her.

Tranesituationen, derimod, er uoverskuelig. Vist er her traner, men hvor mange - og hvor?

Midt på eftermiddagen tonede himmelen pludselig fuld af traneråb, i det op mod 200 traner landede.

Det har været en varm dag. Ved en hver lejlighed har jeg kigget himmelen igennem for trækkende fugle, for det er klart, at en dag som i dag, hvor vi har varmegennembrud fra sydøst, giver mulighed for snart sagt alt. Jeg har dog ikke formået at pille noget estraordinært ud. Et par fiskeørne og en fjeldvåge markerer dagens højdepunkt på trækfronten.

I år er Pulkens vandflader usædvanlig store. De rastende svømmeænder er nu fuldtallige, inklusive atlingand, som ankom i går. Ænderne ligger herrude og gantes. Hannerne er i deres smukkeste skrud,
Også de vadefugle, som yngler her, er ved at ankomme. Rødben optræder lydeligt, strandskaderne skælder ud, og dobbeltbekkasinen bræger nu over Pulken.
 

UOVERSKUELIG TRANESITUATION

Jeg var i går aftes omkring kl. 20 nede på Frisebodavägen for at se, om tranerne var ved at flyve ind til overnatning. Til min overraskelse så jeg blot fire traner! Tidspunktet var faktisk noget senere, end da jeg sidst besøgte stedet om aftenen og så tusindvis af traner, så nu må jeg erklære, at jeg intet overblik har over hvor mange traner vi har i området, og jeg ved heller ikke hvor de befinder sig. Det vil samtidig sige, at jeg heller ikke ved, om antallet af traner er på vej op, eller ned.

I Pulken overnattede i nat mindst 1000 traner, ikke talt grundigt, men et kvalificeret skøn foretaget af Jessica kl. 06:05. Deres antal reduceredes i løbet af den næste time til ca 100.

Samtidig med at jeg skriver dette står mindst 92 fuglekiggere og spejder ud over Pulken - hvor 15 traner raster.

Det er situationen nu. Jeg modtager daglig op imod 50 forespørgsler om hvor tranerne kan ses, så jeg modtager meget gerne meldinger på tlf. +45 31 69 47 26 /+46 (0) 705229726

Og nu vil jeg gå ud og spørge en af Vattenrikets Tranvärder, om de har nogle idéer om, hvad jeg skal sige til folk.

NY TRANEOVERNANTNINGSPLADS VED ÅHUS KÄRR! (MED SVENSK RESUMÉ)

Denne akvarel kan meget godt illustrere tranernes indflyvning til den nye overnatningsplads syd for Åhus Kärr i går aftes.

Klokken 19:15 i går aftes: Der står nul traner i Pulken. Til gengæld kommer småflokke flyvende fra vest, lavt over Pulken, hvor de så drejer, og fortsætter mod syd. På dette tidspunkt skal indflyvningen til overnatning i Pulken være i fuld gang, men disse her traner flyver bare forbi. Hvad er i gære?

Dette må opklares, og jeg sætter efter - i bilen, sydpå ad vej 118. Lige nord for Yngsjö Kapell står nogle hundrede traner på en spirende mark, men der må være mange flere traner i området, Evert talte 4500+ i Pulken i går. Hvor er de nu?
Først syd for Åhus Kärr støder jeg igen på traner, og her er mange! Tusinder. Jeg holder på Frisebodavägen og kan se ud over en stor markoversvømmelse, hvor det grangiveligt ser ud som om tranerne er ved at gå til overnatning! Samtidig kommer store flokke flyvende til fra nord og vest. Også disse lander. Det bliver efterhånden mørkt, men jeg har allerede besluttet, at jeg i morgen tidlig skal have opklaret om en ny overnatningsplads virkelig er opstået.

Her til morgen begynder jeg med at tælle hvad der står af traner i Pulken. I det første lys - kl. 05:55 - 05:59 tæller jeg 930 rastende, langt hovedparten i syd-Pulken. Så kører jeg til Frisebodavägen, hvor jeg ankommer 06:10. Ganske rigtigt. Traner i tusindvis har i nat overnattet syd for Åhus Kärr. Udflyvning var begyndt, men med mit kendskab til tranens døgnrytme vil jeg mene, at den næppe havde stået på i mere end et par minutter. Jeg talte minimum 3000 traner. Imens holdt Jessica Pulken under opsyn og talte 1000 traner rastende der. Det kan altså konkluderes, at der  ingen udveksling af traner har været mellem Pulken og Åhus Kärr her til morgen. En ny traneovernatningsplads er opstået!

Her et svensk resumé:

3000 rastande tranor på övernattningsplats söder om Åhus Kärr.  Jag bevakade lokalen kl. 06:10 - 06:29. Räknade från mötesplats strax nord om Frisebodavägen 268. Efter kl. 05:59 att hava räknat 930 tranor stående på övernattningsplats i Pulkens vattenytor åkte jag till området mellan Åhus Kärr och Friseboda. Jag anlände 06:10 och såg tranor flyga lågt mot NNW medan min. 3000 tranor fortfarande stod på översvämmade fält (sydväst om Frisebodavägen 257-8 och 257-14), där de utan någon tvekan hade övernattat. Medan jag räknade vid Åhus Kärr höll Jessica Lee Hjort Pulken under bevakning och räknade oavhängigt av mig 1000 tranor där, räknade när de flög från nattesätet till matningsfältet, där alla landade för en stund innan de flög bort från Pulken. Kl 06:30 var ca hälften av dom kvar där och 06:35 var bara ca 100 stk. kvar på Pulken."

INTENSIVT TRÆK

Jeg er lidt bagud på billedsiden. Dette er svaner på marken for et par dage siden, da det stadig var vinter!

I dag vælter trækket op over Skåne, med ankomst af flere arter til følge, godt hjulpet af en jævn sydvestenvind og det solskin, som vi har haft det meste af dagen.

Småfugletrækket begyndte allerede i nat. Her til morgen var haven fuld af rastende trækgæster, bl.a. 6 rødhalse, en misteldrossel samt ankomst af sangdrossel (2). Rødben høres ude fra engene og det er også årets første her. I løbet af morgenen og formiddagen lettede mængder af traner, som har rastet i området, og stak nordover. Fra kl. 10:40 til 11:30 talte jeg 1385 nordtrækkende. Så kom der en melding om en nordøsttrækkende stor skrigeørn fra et sted ca. 15 km syd for Pulken, og dermed  vendtes min opmærksomhed 100% mod trækkende rovfugle. Selvom skrigeørnen ikke sås, var der fint rovfugletræk at se, og det stod sådan set på til sidst på eftermiddagen. Mindst to havørne og 21 spurvehøge er det blandt andet blevet til. Musvåger og rørhøge er helt sikkert også trukket, men de er meget svære at notere som sikkert trækkende, fordi så mange yngler i området. Særlig de lokale rørhøge har det med at gå på vingerne og flyve op til overtrækkende rovfugle - blot for at hilse dem "uvelkommen".

Også ringduer og finker stryger forbi i dag, årets første jernspurv er noteret, og siden først på eftermiddagen er nye traner begyndt at ankomme. Jeg har talt lidt nu og da, og foreløbig er 1172 kommet i bogen i løbet af eftermiddagen. Jeg har dog overset mange, da jeg jo har mange jern i ilden, så dét tal fortæller blot, at rigtig mange traner er ankommet i dag.

Det leder mig hen til, at jeg nok bør fortælle lidt om forholdene i Pulken her i foråret 2018, for de adskiller sig markant fra det, som har været normen hidtil. Besøgende i Pulken har været vant til, at kunne ankomme midt på formiddagen, og finde Pulken dækket af traner, som har stået tæt på fugletårnet ("Utemuseet"). Når dette har været tilfældet, var det på grund af, at tranerne blev fodret med byg netop der. Fodringen af traner i Pulken er noget som foregår for at holde dem borte fra bøndernes nytilsåede marker - og da dette forår har været ekstraordinært koldt, har bønderne endnu ikke sået markerne til. Derfor bliver der heller ikke fodret traner i Pulken endnu, og dette gør, at tranerne i år primært opholder sig i Pulken fra sidst på eftermiddagen, omtrent kl. ca 17:00, til kl. 09:00 den følgende morgen. Natten tilbringer tranerne i Pulkens åbne vandflader. Man får altså  bedst udbytte af et besøg morgen eller aften. Resten af dagen står fuglene spredt rundt i et stort område - mange kan f.eks. ses langs vej 118 fra Yngsjö og sydpå, samt langs Everöds Ängaväg vest for Pulken.

En særlig attraktion i år er, at tre elge optræder meget synligt langs Härnestadsvägen. De er meget glade for at spise vinterraps på marken umiddelbart syd for mit hus, Härnestadsvägen 127, og her ser jeg elg nærmest daglig. Især i skumringen, men under tiden også i fuldt dagslys sidst på eftermiddagen. Dette betyder i øvrigt, at:
JEG OPFORDRER PÅ DET KRAFTIGSTE TIL AT MAN KØRER LANGSOMT PÅ HÄRNESTADSVÄGEN! Et sammenstød med en elg er ingen spøg og risikoen er absolut reel. Sidst elge færdedes på denne måde i området, endte det med en ulykke.

DRAMATISK TRANESÆSON - 4150 TRANER FØR FODRINGSSTART!

Tranerne har væltet ind i dag

Tranevåren i Pulken udvikler sig dramatisk. I går sneede det atter konstant fra om formiddagen. Sigtbarheden var blot ca 500 meter, og ud over at det var flot, var her ikke meget andet at se end en elg og en flok tillidsfulde gæs ude på marken.

I dag er vinden slået om i vest, og solen og sneen har strålet om kap. Som man kan se i den seneste traneprognose, havde jeg en vis tiltro til dagen i dag. Vejret så endda bedre ud end lovet. Spørgsmålet var så, i hvilket omfang dette ville betyde tranetræk.
Ved middagstid, dukkede de første flokke op sydfra. En stadig strøm af traneflokke kom ind hele eftermiddagen, men da der jo ikke bliver fodret i Pulken endnu, øgedes antallet af rastende fugle her blot langsomt. Jeg regnede med, at de indtrækkende fugle ville fordele sig på markerne i området, men det kan jo ikke konstateres fra min have. Det har desuden været en travl og hyggelig dag i "galleriet", så jeg var klar over, at et overblik over hvor mange rastende traner dagens træk havde resulteret i, først kunne opgøres i forbindelse med fuglenes aftenindflyvning til overnatningspladsen.

Da en sølvhejre kl. 17:20 fløj sydpå over Pulken ringede jeg til Evert, som for en gangs skyld ikke var på plads i Utemuseet. Så kunne jeg godt se, at jeg selv måtte der ud, for at være sikker på, at dagens vigtige tælling kom i hus. Kl. 18:15, da jeg havde lukket for dagen, så man mig i det luntetrav af et løb, som jeg nu en gang kan præstere, på vej mod Utemuseet. Grunden til mit "løb" var dog ikke tranerne, men den omstændighed, at elgkoen og kalven stod frit fremme på marken i flot lavt solskin, og det ville jeg gerne vise de mange besøgende i Utemuseet. "Älg på fältet bort om p-platsen!", råbte jeg, og så så man ellers alle kikkerter, teleskoper og kameralinser dreje 180° - væk fra de nu ca 1700 rastende traner og over mod marken bag vores hus. Alle fik set elg - alle var glade, danskerne endda vist endnu gladere.

4150 traner!
Traneindflyvningen stod på til kl. 19:54. Jeg talte først fra Utemuseet, men på hjemvejen kom så endnu et kæmpelæs traner ind, som taltes fra p-pladsen. Vel hjemme igen talte jeg de traner som stod og skjulte sig nederst på marken. Så troede jeg, at jeg skulle spise aftensmad, men tranerne tog fat igen. Sidste ryk var 250 fugle. Tællingen endte på 4150 traner til overnatning i Pulken, og som man kunne forvente ved antal i den størrelsesorden, var begge de store vandflader i brug.

Nu spørger jeg mig selv, hvad der vil ske i de kommende dage. I morgen er her lovet østenvind, 6 m/s, 2°C og sne eller slud. Er der mad i området til 4150 rastende traner?! Onsdag går vinden i sydvest med vekslende skydække og op til 12°C! Det kommer til at give et yderligere influx sydfra. Om de traner som allerede er her, har energi til at bruge denne dag til at fortsætte deres træk, er noget vi vil få at se. Det er en meget, meget ejendommelig tranevår og den udvikler sig dramatisk!

SVANER; ELGE; SØLVHEJRE OG EN NY PROGNOSE

Elgko 30.03.2018

Efter et par dage med først snefald og siden nærmest snestorm, fik vi igår opklaring og strålende sol. Jeg troede egentlig, at svanetrækket havde sneget sig forbi Pulken mens her var helt islagt i februar, men det viser sig nu, at være løgn. I går morges lå hele 309 sangsvaner og 11 pibesvaner i Pulken, hvor de havde overnattet. Det er antal, som hører slutningen af februar til. Det er tydeligt, at svanetrækket er forsinket af februar-martskulden.

Tranerne havde en skidt tid, mens snestormen rasede. Hundreder stod på overnatningspladsen hele dagen, og det skulle ikke undre mig, om nogle af fuglene nærmest ikke har spist i to døgn. Da det igår så var klart vejr var alle mand af huse for at finde noget spiseligt - de sås nærmest ikke i Pulken før sent om aftenen.

Til gengæld var her meget andet spændende: pibesvane 11, sangsvane 309, ankomst af engpiber (i hvert fald for mig), pibeand 153 - hvilket er mange i Pulken, knarand 2 par og til aften to "nye" elge, nemlig en ko og en kalv. Nu kan jeg se, at den enlige elg, som vi efterhånden har set mange gange, er en kalv fra sidste år. Et underholdende indslag var, da en rørhøg havde fået fat i noget godt. En glente var helt henne og tage fat i dens klør, men rørhøgen holdt fast. Efterhånden blandede en glente til og en havørn sig i jagten på rørhøgen. Det gik i vilde cirkler - hvor havørnen slet ikke kunne følge med. Det var som at se en smartcar udmanøvrere en volvo 850 . det er havørnen som er volvoen.

Idag har budt på årets første sølvhejre her, og tranerne har også i dag været ude at fouragere. 1400 er set nede langs Furubodavägen og en gruppe er set ved Everöd. Det giver alt i alt mindst det dobbelte af det antal som skal have overnattet i Pulken i nat (jeg har hverken talt traner i går aftes, hvor jeg handlede, eller i morges, hvor jeg skitserede svaner).

Og det bringer os frem til traneprognosen:

Traneprognose
Jeg fik sagt noget knapt så pænt om dmi.dk den anden dag, men i dag havde jeg så besøg af en meteorolog, som rent faktisk skriver på dmi-hjemmesiden, og han viste mig, at jeg skal finde Stralsund under BYVEJR. Jeg burde holde op med at være så kæk - så ville jeg også slippe for at skulle føle mig dumsmart. Men således hjulpet kan jeg se, at mandag eventuelt kan betyde tiltræk af traner hertil, selvom vinden er en kende for langt oppe i nordvest. Onsdag, torsdag og fredag er der sol og søndenvind over Stralsund, og det kan meget vel betyde et stort influx af traner til pulken.

De sjældne taffelænder 27.03.2018

TRÆTTE TRANER

Tranerne sover længe 28.03.2018

Så har vi vintervejr igen. I går ved middagstid begyndte det at sne, og det sneede resten af dagen og tydeligvis meget af natten med. Men nu til morgen skinner solen over et snedækket landskab og det blæser friskt fra øst. Det fryser 2 grader. Østersøen sender en duft af pingvinbur ind over kystsletten.

Her er helt utrolig smukt, sivene lyser hvidgult og elletræerne gløder over imod magenta. Op imod to tusinde vandfugle af forskellige arter er trængt sammen i nord-Pulken. Vandfladerne er ved at fryse til, og åbent vand begrænser sig nu til en våge i den dybeste del, nemlig den smalle sø, som aldrig tørrer ud om sommeren. Det er dér de nipiggede hundestejler bor.
Her lå i morges 92 pibeænder, en knarand, en skeand, 150 sangsvaner, en mængde gravænder og grågæs samt to-trebundrede gråænder.

Tranerne har overnattet i Pulkens centrale bassin. Ikke i vågen, men på lavere vand. Da jeg stod op blev jeg da helt nervøs for, at de var frosset fast, men hundreder lettede efterhånden, så det må være grødis de står i. Nu, klokken 09:30 står der dog stadigvæk flere hundreder på overnatningspladsen, hvor de aftegner sig i landskabet som en tæt, grå masse. De burde for længst være fløjet ud, men på kolde morgener er det typisk, at mange traner vælger at sove længe. Den som sover synder ikke, og hvis man forholder sig i ro bruger man heller ingen energi. De traner, som endnu står derude, har simpelthen lavet den kalkyle, at det betaler sig bedst, rent energimæssigt, at lave så lidt som muligt.

Igår var en super god dag. Forårets første knarænder og skeænder kunne noteres, elgen var fremme igen i to omgange, sammen med rådyr og hare, ren safari, og så var der sensation: TAFFELAND! Det er, på nær tre dage, 30 år siden, der sidst sås taffeland i Pulken. De lå, 4 stk., i det ovenfor omtalte dybe hul i nord-Pulken sammen med to troldænder, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg har det pludselige vintervejr at takke for taffelænderne. Det er helt typisk, at pludseligt "møgvejr" får overtrækkende fugle til at lande. Jeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen. Det er når det dejlige opholdsvejr pludselig bliver afbrudt af f.eks. en voldsom haglbyge, at du skal skynde dig ud og kigge på fugle. Det gør jeg, og det har efterhånden givet mange gode fund.

FORTSAT INDTRÆK

Elgen, som senest var fremme i går.

Jeg havde forudset, at der ville komme traner i dag, men jeg nåede da at blive bekymret. God vind fra sydvest, men diset. Sidst på dagen opklaring. Indtræk af traner begyndte først i løbet af eftermiddagen. Meget svært at få et overblik. Der var en heftig trafik. Mange traner trak videre, mange landede. Kl. ca. 18 talte jeg dog blot ca 400 rastende - set hjemmefra, så fugle i Pulkens sydøsthjørne er ikke med i dette tal. Jeg ved ikke, hvad den oficielle tælling endte på. I går næsten tusinde, idag blot 400, trods relativt stort indtræk? Det kan næppe passe. Afventer hvad Evert og de andre ude i Utemuseet rapporterer.

I al fald en fin dag. Skønt, at man kan sidde ude, uden at blive blæst omkuld. Kontinuert træk af bogfinker. Ankomst af stor regnspove og dobbeltbekkasin.

MANGE TRANER ANKOM - I MORGEN BLIVER ENDNU BEDRE!

Dagens vejr viste sig slet ikke så tosset. Vinden var et par streger vesten for syd og trods overskyet himmel viste en lysende plet i skyerne hvor solen stod. Det så ikke så tosset ud, allerede ved 10-tiden lå en flok traner og skruede langt i syd og gav et vist håb om, at det kunne blive til noget. Og det blev det! Fra ca 12:30 gik det for alvor løs og tranerne strømmede nordpå. Mange trak forbi, men efterhånden stod et par hundrede i Pulken, og antallet voksede støt. Mange kan være gået ned i agerlandet rundt om.

I dagens løb sås desuden huldue 2, rastende stor tornskade (helt klart en trækgæst, for sådan en har jeg ikke set længe), flokke af nordtrækkende sædgæs og så to røde glenter, som bød på et fantastisk show, idet de greb hinanden i kløerne og spinnende som en propel styrtede direkte ned i græsset fra vel 30 meters højde. Det har jeg ikke set dem gøre før.

Kl 18 var her rigtig mange traner.  Jeg lavede en lynhurtigt grovtælling. Mindst 800. At det blev quick and dirty skyldes, at elgen var kommet frem igen, og den ville jeg hellere studere.

Stralsund får imorgen letskyet og SSW light breeze. Tak til Ole, som ledte mig på vej til de tyske traneobservationer - nu kan jeg se, at jeg ikke behøver bekymre mig mere om Gdansk. Konklusion: IMORGEN KOMMER DER TIL AT TRÆKKE RIGTIG MANGE TRANER!

VEJRUDSIGT FOR VIDEREKOMNE

Syngende grønspætte i dag.

Årets første udstillingsdag har været rigtig råkold. Linderödsåsen ligger snedækket i syd, mens isen dog er ved at være væk her i Pulken. Det sidste har betydet ankomst af krikand og pibeand. Spidsandeparret ligger her fremdeles. Gravænderne er taget til i antal og viben sang for første gang i år. DOF-Vestsjælland var på besøg. Sidste år, på samme dato, oplevede de 6000 rastende traner. I år var situationen noget anderledes. Blot fem traner kunne det blive til. Ja, på fuglefronten må jeg konstatere, at det har været en lidt begivenhedsløs dag.

Dog, ved ellevetiden i formiddags livede en lokalt halvsjælden grønspætte op. Dem kan der gå år imellem. Tranerne er svære at holde styr på så længe der ikke bliver fodret i Pulken og de endnu er få. Desværre skulle vi hen til kl. 17:22 før hele flokken, 208 stk, landede ude på engen. Det var desværre lige et par timer for sent til at mine gæster fik dem at se.

Det føles som om alt er forsinket i år, men i virkeligheden minder 2018 meget om det, som var normalt i vore første år på Pulken. F.eks. 2010. Siden da er vi blevet vant til ekstremt tidlige forår, så jeg vil egentlig ikke begræde denne vårvinter - vårvinter. Et smukt begreb, som jeg i virkeligheden ikke ønsker overflødiggjort. Vårvinteren er spætternes og uglernes tid. Elgenes tid. Misteldroslernes tid. Det er den tid, hor foråret ligger i støbeskeen og endnu er uudfoldet.

Traneudsigt - en noget frustrerende opgave!
Den er altså ved at være svær. Vejrudsigten ændrer sig radikalt hver eneste dag - det er snart lige ved, at jeg tænker, at meteorologerne sidder og kaster terninger om hvad de skal skrive. Smhi og dmi virkerer en kende provinsielle. Jeg skal ikke kunne sige, om det ikke et sted i krinkelkogene af deres uforståelige interfaces vil være muligt, at udtrække brugbar information, men umiddelbart lader det til, at dmi og smhi primært eksister med henblik på, om man skal tænde grillen eller ej. Prøv en gang at se, hvilket resultat det f.eks. giver, at søge på Gdansk: Smhi: intet resultat. Dmi: "Intet fundet for søgeord "gdansk".Mente du dansk?". Den seriøse vejrudsigt, med et straight forward interface, finder man åbenbart i Norge, nemlig yr.no. Den er hermed anbefalet.

Hvor om alting er, så har vi endnu et femcifret antal traner, som skal nordpå. Når jeg nu har begivet mig ind i spådomskunstens farlige felt ville det være udmærket at vide, om der f.eks. pt. står 22000 traner i Havelluch. Før i tiden var man i stand til at finde relativt recente observationer af traner på kraniche.de, men skønt jeg har prøvet intensivt, er det mig simpelthen ikke længere muligt at finde disse observationer (jeg tager med kyshånd imod gode råd og vejledning). Udgangsreplikken for i dag må blive, at som vejrudsigten ser ud dags dato, bliver følgende dage gode for tiltræk af traner i Pulken:

Søndag den 25. marts
Lørdag den 31. marts

Længere rækker vejrudsigterne ikke. Jeg vil i den kommende tid forsøge, at gøre mit bedste for at holde traneudsigten up to date.

NU ER DET TID - VELKOMMEN!

Traner lander i Pulken efter at have krydset Østersøen 21-03-2018.

Nu er det tid at åbne. Kl 11:00 imorgen åbner jeg min tiende forårsudstilling på Pulken. Det er osse en slags jubilæum! Udstillingsperioden bliver således 22. marts til 15. april, og åbningstiden er kl. 11-18. Adressen er Härnestadsvägen 127, huset ligger 100 meter øst for Pulkens parkeringsplads.

Til folk, som bruger GPS, kan jeg videre berette, at postnummeret er 296 91 Åhus. Det sidste har før forvirret en og anden, for vores hus ligger absolut IKKE i byen Åhus, men langt ude på bøhlandet. Der er faktisk ca 7 km fra vores hus til selve Åhus, men sådan lyder adressen nu en gang:
Härnestadsvägen 127, 296 91 Åhus.

Så er dét på plads.

Sensation på sensation
Det har været endnu en mindeværdig dag i Pulken. Det her er stor natur, og der er hele tiden noget at se. Jeg kunne stå hele dagen ude på terrassen uden at blive træt af det - som min svigerinde sagde engang, efter at have oplevet min nærmest kontinuerte begejstring: "Det är jo sensation på sensation!". Og det er jo dét, det er. At se to rørhøgehanner glide ud over engen, hvor vandfladerne kun langsomt vinder ind på den tykke is, elgen, som i dag har været fremme på marken to gange ved højlys dag, skovhornuglen, som sang i nat, en fjern ørn, som garanteret var en kongeørn, havørnen, som med rolige vingeslag åd sig ind over marken, bjergvipstjerten, som trak over - kun min anden eller tredie i Pulken, syv storke kredsende over huset, hulter til bulter, som storke netop skal - alt imens tranerne i velordnede bånd fløj ind for at lande.
Tranerne.
Tællingen af traner, som idag fløj ind til overnatning, endte på 293. Indflyvningen sluttede 18:49, samtidig med at det begyndte at regne inderligt. Det svarer nærmest præcis til gårsdagens antal, egentlig lidt overraskende. Jeg havde forventet flere, vinden har hele dagen holdt sig i den WSW-lige sektor, og traner er trukket over siden sidst på formiddagen. Langt flere end de 293, som gik til overnatning. Men ærlig talt er her jo heller ikke så meget for en trane at gøre endnu. Det lader ikke til, at bønderne er begyndt at så, og tranefodringen på Pulken begynder (i modsætning til ved Hornborgasjöns turistcirkus, hvor man bevidst lokker tranerne til) ikke før bønderne rapporterer, at tranerne er ved at forgribe sig på udsæden.

Traneprognose
Det jeg har som succeskriterium i det følgende, er tiltræk af traner sydfra. Den gunstige udsigt for torsdag-fredag er aflyst, desværre. Vinden bliver god - sydvestlig, nemlig, men desværre bliver det overskyet. Der vil afgjort komme traner, men det bliver ikke bonanza. Til gengæld ser lørdag moderat lovende ud, mens søndag, og mandag, såfremt vejrudsigten holder. kan blive dage, hvor det regner med traner.

Ud over lokalvejrmeldingen for Åhus er der, som jeg vist har nævnt, to vejrudsigter, som jeg især holder øje med. Nemlig Stralsund og Gdansk. Både lørdag og søndag ser interessante ud: Stralsund lørdag: S drejende WSW 3m/s, først skyet, fra kl. 13 vekslende skydække med solchance. Det kan godt give noget - dog møder tranerne sydøstlig vind over Skåne, og det er knapt så godt. Søndag ser  bedre ud, for da varsles der for Gdsansk tilsvarende vind, men desuden vekslende skydække fra om morgenen - samt vekslende skydække og sydvestenvind over Åhus. Det betyder, at tranemotorvejen er åben!. Mandag ser endnu bedre ud.

Jeg tør hermed godt anbefale et besøg i Pulken i den kommende weekend, mandag med. Her kommer garanteret til at være traner at se på, flotte misteldrosler tør jeg osse love. Evert har set spidsænder i dag, ørne er her - og så er der jo den elg, som med ret stor sandsynlighed vil komme frem nu og da. Lennart Johansson, vores lokale naturfotograf, har desuden fotograferet en elgko med to kalve herude på marken for nylig, så de er her, mindst fire, og de er sultne efter rapsen!